Hyldest til de frivillige
Social og Ældreministeriet har fundet frem til, at næsten 40 pct. af alle danskere, i 2020 har deltaget på en eller anden måde i frivilligt arbejde.
Så der må være et eller andet, der driver de frivillige.
Mange gode grunde til at være frivillig
Der er meget, der driver os. Lad mig give nogle eksempler i flæng:
- Du kommer ud af døren, og møder nye mennesker
- Du bliver en del af et fællesskab
- Du gør en forskel for andre - og for dig selv
- Du giver andre et smil på læben
- Du lærer nye sider af dig selv at kende
- Du skaber dig selv et bredere socialt netværk
- Du tjener et godt formål
- Din egen mentale sundhed styrkes
Frivillighed er noget, som man i høj grad gør for sig selv.
Man gør det af lyst, samfundssind og interesse.
Brug for støtte til det frivillige engagement
- Frivilligt arbejde er også yderst værdiskabende for lokalsamfundet, selvom det ikke indgår i de kommunale regnskaber, eller for den sags skyld i Nationalregnskabet.
- Frivilligt arbejde er som lommeuld – det opstår af sig selv.
- Det er også det, der gør, at det er svært at planlægge frivilligt arbejde, som almindeligt lønnet arbejde.
- Det frivillige arbejde udføres af lyst, og kan ikke altid indpasses i den kommunale logik, der styres af en beslutnings-udfører-og leveringsmodel.
- Derfor er det vigtigt, at det frivillige arbejde ikke styres af den kommunale administration, men lige så vigtigt er det, at kommunen både økonomisk og politisk understøtter det frivillige arbejde med ordentlige rammebetingelser.
- Frivilligt arbejde er ikke bare en udvidet pårørendeordning – heller ikke selvom meget af det praktiske arbejdet ligner hinanden.
- Frivilligt arbejde er slet ikke at sammenligne med de kommunale pasnings- og plejeordninger.
- Det er vigtigt at understrege, at det ALTID kun er et SUPPLEMENT til den kommunale eller statslige forsorg.
- Skærer staten eller kommunerne ned på deres borgerservice, er det en total misforståelse at tro, at så kan de frivillige bare tage over.
- Det er på ingen måde tilfældet. Resultatet er nok mere i den anden retning – skærer kommunerne ned på de sektorer, hvor der i dag er mange frivillige, så vil grundlaget for frivillighed også skrumpe.
- Jeg misunder ikke de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har til opgave at omprioritere, eller at skære ned på serviceydelserne inden for den kommunale sektor. Det vil altid være en svær proces, som meget få borgere bifalder.
- Der vil også være nogle bieffekter, som ikke altid er synlige i de kommunale budgetter og regnskaber. Det gælder bl.a. de institutioner, der er kendetegnet af mange frivillige.
- Her skal man vurdere udgiftsbesparelsen i forhold til institutioner, der har få frivillige med institutioner med mange frivillige.
- Et lige beløb i kronebesparelser resulterer i et ulige nytteregnskab.
- Det er en fejl at tro, at desto mere man fra kommunens side skærer ned på en institution, desto flere frivillige bliver kaldt frem, og at de frivillige der er der i forvejen, vil arbejde mere.
- I den virkelige verden forholder sig omvendt.
Vi skal fejre os selv
Nå, nu skal det hele ikke handle om kattejammer, og lyde som en kammerkommode:
Vi skal fejre os selv.
Og det kan vi gøre med stolthed.
- Vi har løst mange opgaver, og det vil vi også gøre i fremtiden.
- Vi er det kit, der binder civilsamfundet sammen.
- Vi er dem der giver en ekstra hånd, når der er behov for det.
- Vi er dem der samler penge ind til et gode formål.
- Vi er dem, der som hygger om dem, som er ensomme.
- Vi er dem, der er fortalerpersoner for dem, der har det hårdt her i livet.
- Vi er dem der giver et godt råd – både økonomisk og socialt - til vores medborgere.
- Vi er dem, der er med til at organisere selvhjælpsgrupper.
- Vi er dem, der giver folk mod og livsglæde på tilværelsen.
- Vi er også dem, der går en tur med de borgere, som har et behov.
- Vi er i det hele taget en hel naturlig del af lokalsamfundet.
Så vi kan med stolthed give os selv et klap på skulderen, og sige, at vi sku’ gør det godt.
Vi har faktisk fortjent denne hyldest.
Og hvad er mere naturligt, end at vi fejrer nogle af frivillighedens ildsjæle her på Frivillig Fredag.
Se også
Seneste nyheder