Økonomi og gældsrådgivning er kommet godt fra start
50 Rudersdal borgere har allerede fået gratis fortrolig og anonym hjælp i økonomi og gældsrådgivningen i Frivilligcenter Rudersdal, og de er godt tilfredse med at have fået bedre styr på deres økonomi.
Energikrise, stigende fødevarepriser, rentestigninger, eftervirkning af corona nedlukning. Mange danskere risikerer at havne i en vanskelig økonomisk situation.
Er du en af dem, som oplever, at din økonomi og måske også din gæld er blevet uoverskuelig og har du ikke andre muligheder for at få hjælp, kan du få gratis, uvildig og anonym rådgivning i Økonomi- og gældsrådgivning i Frivilligcenter Rudersdal.
Jørgen Cardél er frivillig rådgiver. Han er pensioneret advokat og statsautoriseret ejendomsmægler og har mange års erfaring som frivillig i gældsrådgivningen i Forbrugerrådet Tænk og bruger gerne noget af sin fritid til at hjælpe mennesker på fode igen.
Økonomi og Gældsrådgivningen er kommet godt fra start. Et stort antal af Rudersdal borgere har benyttet sig af rådgivningen siden den startede i december sidste år. En rundspørge blandt de første brugere, viser at 3 ud af 4 oplever, at de har fået bedre styr på deres økonomi og kan varmt anbefale rådgivningen til andre. Rådgiveren beskrives som ”enestående dygtig og empatisk”. En bruger skriver ligefremt ”Giv den mand en medalje”.
Rådgiveren hjælper med at finde løsninger
”Alle slags mennesker kan havne i økonomiske vanskeligheder, og hvis man sidder i gæld til halsen, så kan det være rigtigt svært at finde en vej ud. Det hjælper vi med. Det er nemlig muligt at forhandle med kreditorer. Gæld kan blive forældet og i mange tilfælde er det muligt at sanere gælden, så det bliver overskueligt at komme videre”, fortæller Jørgen Cardél.
Få styr på din økonomi
Du kan få hjælp til at få styr på din økonomi. Rådgivningen hjælper dig f.eks. med
- at lægge et budget som kan holde med din nuværende indtægt
- at vurdere om betingelserne for at opnå gældssanering gennem skifteretten er til stede og hjælper dig med at udfylde ansøgningsskemaet
- at rette henvendelse til dine kreditorer for at lave aftaler
- at få bedre styr på situationen, hvis din bolig er ved at gå på tvangsauktion eller hvis du ikke har penge til den månedlige ydelse på bil eller andet som er købt på afbetaling eller hvis du ikke har penge til at betale din gæld til skat eller ikke har råd til at betale din husleje
- at lave en handleplan for fremtiden
Økonomi- og Gældsrådgiveren varetager dine interesser i alle spørgsmål om gæld og den økonomi som er nødvendig for at få det hele til at hænge sammen. Rådgiveren har tavshedspligt.
Rådgivning hver tirsdag, tidsbestilling nødvendig
Rådgivningen finder sted tirsdage kl. 15.30 – 18.30 i Frivilligcenter Rudersdal på Øverødvej 246A, 2840 Holte. Der skal bestilles tid via www.frivilligcentret.dk eller på
Rådgivningen er gratis, fortrolig og anonym. Du bestemmer selv, hvordan du vil benytte rådene. Ansvaret er stadig dit eget.
Se også
Seneste nyheder