Nyt Seniorfællesskab i Bistrup
Fællessang med Korsbæk Jazz Trio, hyggelige samtaler og kaffe og dejlig kage er ingredienserne i det første vellykkede møde i det nye seniorfællesskab i Bistrup.
Frivilligcenter Rudersdal samarbejder med boligforeningen Birkebo om at sætte gang i fællesskabet, som mødes til kaffehygge 1-2 gange om måneden. Møderne byder på gode samtaler om det der betyder noget. Nogle gange er der sang på programmet. Andre gange er der gæster fra det lokale foreningsliv eller kulturliv.
Jeanett Debb og Jazz Trioen gjorde mødet særligt festligt med fortolkninger af den moderne musik fra 30‘erne og 40‘erne og deltagerne hyggede sig med at synge med på ’Minderne har vi da lov at ha’, ’Gå med i Lunden’ og alle de andre klassikere.
Erfaringen fra de første seniorfællesskaber i Birkerød og Holte viser at seniorfællesskaberne styrker naboskab og fællesskab i boligområdet. Seniorerne mødes og trivsel og livskvalitet blomstrer på møderne og mellem møderne og gør boligområdet til et rart og trygt sted at bo.
Mange foreninger har været på besøg i boligområderne og inviteret seniorerne til at følges ud i foreningslivet.
Projektet var finansieret af Sundhedsstyrelsens pulje “sammenhængende indsatser imod ensomhed og mistrivsel hos ældre”. Frivilligcentret har fået midler af TrygFonden til at forsætte arbejdet med at etablere sociale Seniorfællesskaber i de almene boligområder.
Hvis du får lyst til at være frivillig eller til at starte dit eget seniorfællesskab, så kan du få hjælp til at komme i gang i Frivilligcentret. Skriv til projektleder Anette F. Helland: Mail
Se også
Seneste nyheder