Fortællinger om psykisk sårbarhed i Rudersdal Kommune

Lone Sandberg og Tilka Schneider læser vidnesbyrd op på temamøde om ulighed i sundhed
Her præsenterer vi tre personlige historier om oplevet ulighed i Rudersdal. Vidnesbyrd blev læst op i salen til temamøde om ulighed i sundhed og kan læses her med brugernes samtykke.
Det er ikke svært at få gang i en erfaringsudveksling, når man samles privat. Men det er svært, at få mennesker til at dele deres oplevelser om ulighed i sundhed offentligt. Det bliver sårbart at dele med mennesker, man ikke kender – for nogle også en bekymring at stå frem, fordi de er afhængige af hjælp fra kommunen.
Derfor blev vidnesbyrdene læst op i anonymiseret form af Tilka Schneider repræsentant for SIND og Lone Sandberg fra Kræftens Bekæmpelse.
Tilka Schneider har samlet vidnesbyrd ved at skrive til netværk og opfordre til at sende vidnesbyrd. De vidnesbyrd, der kan læses her, er tilgået Tilka, som ved, hvem de pågældende er. De pågældende har givet lov til at de også kan læses her.
Vidnesbyrd: Der tages beslutninger mod bedre vidende – og det går for langsomt
Sagsbehandlere og ledere ønsker ikke at indhente viden og udtalelser fra personer med den nødvendige indsigt i mine udfordringer. På trods af stor kompleksitet i min sag går der f.eks. 3,5 år før socialstyrelsens nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) bliver kontaktet og først efter, at 4 sagsbehandlere ikke har formået at lave en retvisende beskrivelse af mine samlede psykiske og fysiske udfordringer.
Sagsbehandlingen er så langsommelig og utilstrækkelig, at mit behov for hjælp bliver større i mellemtiden. Jeg skal bruge meget energi og mødeaktivitet på at få den hjælp, der var den rette i første omgang. Der er brugt ufattelig mange ressourcer på IKKE at ville bevilge mig et udredningsforløb gennem VISO.
Siden jeg omsider blev bevilget et VISO-forløb og VISO accepterede at tage min sag, er der nu gået 6 måneder, uden at der er sket noget, fordi kommunen ikke kan afsætte ressourcer til opgaven – ja så nu har jeg foreløbigt ventet i 4 år.
Ved afslutning af min behandling bliver der ikke indhentet status, hvilket medfører, at vigtige oplysninger forbliver udokumenterede og bevillinger af indsatser og hjælpemidler bliver vanskeliggjort. Der bevilges således til en start indsatser, der ikke dækker mine beskrevne behov, f.eks. bostøtte og hjemmehjælp uden viden om mine diagnoser samt tildeling af for få timer i forhold til det, der er beskrevet i min handleplan. Det er herefter en kamp for mig at få øget timetallet.
Jeg har oplevet, at man ikke ønsker eksterne deltagere på netværksmøder, og hvis det sker, spørges der ikke til deres vurdering af, hvordan hjælp bedst kan tilbydes og omfanget af den. Der tages beslutninger mod bedre vidende. Ofte er jeg blevet mødt med ‘det bruger vi ikke i Rudersdal’. Selv når jeg foreslår indsatser, der er økonomisk billigere, fravælges de, hvis det ikke er en kendt vare.
Jeg må ikke deltage til visitationsmøder. Sagsbehandlerens vurdering bliver ofte underkendt. Det er personer, der aldrig har mødt mig, der træffer beslutninger. Min eneste mulighed for at bidrage og gøre indsigelser er gennem at klage. Der handles ikke på de argumenter og faktuelle oplysninger, som jeg påpeger i klagen. Manglende oplysninger indhentes ikke, hvilket resulterer i, at min sag bliver hjemsendt fra Ankestyrelsen. Jeg skal bede om aktindsigt, hvis jeg vil sikre mig, at alle relevante oplysninger er sendt til ankestyrelsen.
Vidnesbyrd: Sagsbehandlere mangler faglig viden
Når jeg henvender mig til kommunen vedr. fysiske handicap, får jeg straks hjælp af kompetente ergoterapeuter med specialviden, der kan sørge for de rette hjælpemidler og god genoptræning fra interne og eksterne fysio- eller ergoterapeuter. De giver mig også viden om funktionsnedsættelserne, som gør det lettere at fungere med udfordringerne i hverdagen.
Når jeg henvender mig til kommunen vedr. et psykisk handicap, som autisme, bliver jeg mødt af sagsbehandlere, der ikke har den relevante og nødvendige viden om psykiske handicap og de udfordringer, det medfører i hverdagen. De forstår heller ikke, at mine autisme-symptomer gør det næsten umuligt for mig at beskrive mine behov for hjælp under selve sagsbehandlingen.
Udtalelser fra psykiatere, psykologer og logopæder, der har foretaget udredning og diagnosticering, bliver ofte ikke taget alvorligt af sagsbehandlerne. Resultatet er en bevilling af socialpædagogisk støtte uden relevant viden og indsigt.
At hjælpe mig til øget viden og forståelse af mit psykiske handicap i form af et psykoedukationsforløb bliver afvist. Det ville ellers kunne reducere udfordringerne ved handicappet og betyde forbedret livskvalitet og mere optimal hjælp i hverdagen.
Hvis jeg havde fået rette hjælp til rette tid, havde det været lidt dyrere for kommunen det første år eller to, men på sigt ville det have været billigere, og jeg kunne have undgået forringet livskvalitet, følgediagnoser og behov for hjælp under endnu flere paragraffer.
Vidnesbyrd fra mor: Åbne sår og god mundhygiejne
Min datter er 37 og kan ikke deltage i den tilbagevendende folkeundersøgelse af livmoderhalskræft. Hun har aldrig fået foretaget en gynækologisk undersøgelse, og det vil være svært og angstprovokerende for hende. Muligvis vil det kræve fuld narkose.
Hun har svært ved at formulere, hvis der er noget i vejen og helt præcis, om hun har smerter og i givet fald, hvor det gør ondt.
Hun bliver blot lidt nedtrykt eller urolig og får let til gråd, så man skal kende hende godt og kunne aflæse hendes signaler for at forstå, at der er noget i vejen. Og dernæst kan det være lidt af et detektivarbejde at finde den helt præcise årsag.
Det har bl.a. resulteret i, at hun har gået rundt med et stort åbent sår på hælen i flere dage, før en pædagog opdagede det.
Eksempler på, hvad der fungerer godt:
Min datter har brug for hjælp til tandbørstning og mundhygiejne, for det er svært for hende at få børstet grundigt nok, og hun udvikler let tandkødsbetændelse.
Efterhånden er hun blevet rigtig god til at gå til tandlæge. Hun kan fint klare en almindelig undersøgelse og en lille fyldning.
Det skyldes, at hendes dygtige, forstående og tålmodige tandlæge har fået opbygget et tillidsfuldt og trygt forhold til hende, og at der bliver fulgt godt op på pasningen af hendes tænder på hendes bosted.
Da der for nyligt blev tvivl om, hvorvidt min datter kunne beholde en visdomstand, blev hun visiteret til specialtandlæge. En stor tandoperation af måske en times varighed ville nemlig være alt for udfordrende for hende, og hos specialtandlægen er der mulighed for at kunne komme i fuld narkose under en større tandoperation.
Læs mere om temamødet Ulighed i Sundhed her
Se også
Seneste nyheder