Skip to main content

Stjernestunder fra frivillige for Ukraine

Krigen i Ukraine har sat mærkbare spor i det frivillige miljø i år. Det startede med et borgermøde for frivillige den 16. marts, hvor hundrede borgere dukkede op. Siden er det gået stærkt. Frivillige har mødt de nyankomne ukrainere og hjulpet dem i gang med livet i Danmark.

Nu er det på tide at kigge tilbage på året og sige tak: Tusind tak! Tak til alle de frivillige der har været med til at tage så godt imod de nyankomne ukrainere og budt dem varmt velkommen i Danmark, og som stadig er parate til at hjælpe med at forstå forholdene i et nyt land. Hvad skulle ukrainerne have gjort uden?

Frivillige har vist vejen med medmenneskelighed, hjertevarme, opfindsomhed og kraft – og så har det oven i købet været sjovt.

Gyldne øjeblikke

Til årets julefrokost for frivillige for Ukraine kiggede vi tilbage på nogle af alle de gyldne øjeblikke, som har gjort det hele umagen værd.

Nye venner

Der er meget at glæde sig over. Der er ingen tvivl om at relationerne og de nye venskaber er noget af det mest betydningsfulde:

· "I foråret hjalp jeg med at køre en gravid kvinde til sygehuset. Det blev til mange ture, hvor vi kom til at lære hinanden godt at kende. I dag er vi venner. Familien besøger vores familie, vi går ture sammen og spiser middage sammen", fortæller Anne fra Krogholmgård.

Lise-Lotte der er frivillig på Egebæk har knyttet særligt varme bånd til en ung pige, som hun har fulgt gennem op og nedture. Det var en helt særlig stjernestund, da hun kunne følge Doria den første dag på Birkerød Gymnasium, hvor hun startede i 1. g efter sommerferien.

Anne fra Rundforbi og Nærum Hovedgade glæder sig også over de nye venner:

· "Efter at have hjulpet ukrainske mænd, kvinder og børn til DK bor der nu mange skønne ”venner” i vores by. Særligt en familie med 5 børn har stjålet mit hjerte."

Lisbeth som er frivillig samme sted husker på et særligt øjeblik:

· "Det var helt særligt, da vi hjalp en mor til 5 børn med at fejre fødselsdag for sin datter på 6 år. Det var en glæde at se en glad mor, der overgav sig til følelsen af normalitet for alle med kage, gaver, lege og glade børn," fortæller hun.

Og børn kan få hjerter til at smelte:

· "En femårig spørger mig under en middag med google translate - ”Elsker du mig lige så højt som jeg elsker dig ”", smiler Anne.

På Egebæk er der mange der husker det gyldne øjeblik da Anna fra Ukraine holdt en tale til årets Halloweenfest og inviterede alle frivillige på Egebæk til at besøge Ukraine når krigen er ovre, og hun viste en fin film fra ukraine fra før krigen for at vise hvor smukt et lande det er.

Når hverdagen normaliseres

Der er mange der glæder sig lidt ekstra, når hverdagen bliver normaliseret for ukrainerne, der kommer fra krig og kaos:

· "Jeg så Olga fra Kiyv klippe en dame i en frisørsalon. Olga er uddannet frisør og elsker hår. Efter klipningen fik hun ros. Jeg havde fulgt Olgas arbejde med saksen som hun havde medbragt fra Kyiv. Oplevelsen var en stjernestund for mig", skriver en frivillig.

· En at beboerne til kreaværkstedet sagde: "Det er første gang, siden jeg er kommet til Danmark, at jeg ikke tænkte på krig".

Sammen om opgaven

Fællesskabet med de andre frivillige betyder også meget:

· "Jeg har været med fra starten, og jeg er meget glad for den holdånd, hvor alle bidrager med det de er bedst til", fortæller Anne fra Krogholmgård.

Andre fremhæver:

· "Mine frivilligmøder hvor jeg møder fantastiske mange mennesker som har interesse for at hjælpe hvor de kan og unge som ældre hjælper",

· "Vi støtter hinanden – også når det er svært,"

· At møde alle de dejlige frivillige som i mange tilfælde bruger det meste af deres fritid på at hjælpe flygtninge."

Det er meningsfuldt

De frivillige opgaver giver mening og mange oplever, at de gør en forskel for ukrainerne:

· "Jeg henvendte mig til en lokal virksomhed og fik skaffet job til 3 personer på en gang."

· "Vi flytter folk der ikke forstår noget engelsk, så de kan forstå og tale lidt."

· "Når opholdstilladelser lykkedes så de kan blive sammen selv om de ikke er i familie, men meget gode venner."

· "Når børnene hygger til mandagscafé med kastanjer."

· "Når Ina, Olga, Dasha og alle de andre bare stråler af glæde når opholdstilladelsen kommer."

· "Når det der driller falder på plads, og vi får lavet MitID, eboks, bankkonto og alt det andet."

Taknemmelighed

De frivillige bliver ekstra glade, når ukrainerne påskønner deres indsats – og det sker ofte:

· "De viser deres taknemmelighed næsten hver gang jeg ser dem."

· "At modtage uventet SMS ned stor tak for hjælp."

· "Når mine ukrainske meget dygtige elever suger lærdom til sig og griner højlydt fra hjertet og viser deres taknemmelighed."

Mette har en sundhedsfaglig baggrund og hjælper beboerne med at finde deres vej ind i sundhedssystemet. Det har givet en række særlige stjernestunder og hun fremhæver en enkelt:

· "Da jeg hjalp et sygt barn en aften og så hvor glad moderen blev for at få hjælp i denne situation."

Støtte og donationer fra omverdenen

Mange glæder sig over den store støtte fra omverdenen:

· "Lego gav store kasser julegaver til børnene, da jeg ringede", fortæller Bodil.

· "Det var en særlig festdag, da det lykkedes at få skaffet donation på 150.000 fra Haldor Topsøe", husker Helle.

· "Det var en særlig god dag at uddele gavekort til Lyngby Storcenter til enlige mødre fra Ukraine, når jeg nu ved hvor svært de har det økonomisk. Gavekort var sponsoreret af Thorvald Larsen og Hustru Ingeborg Skovsens Fond", fortæller Ib, der frivilligt holder styr på donationerne, så de bliver brugt som fonden har ønsket og der er bilag til regnskabet og revisonen.

I dag er der 67 frivillige for Ukraine. De er frivillige på de midlertidige indkvarteringssteder men også i specialegrupper, hvor de virker som jobmentorer og hjælper med sprogtræning på både dansk og engelsk. Andre er i gang med Leg og Læring med børnene og cykelværksted.

Kom med

Hvis du vil være med kan du kontakte Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. så hjælper vi med at matche dine interesser og ønsker med de grupper og opgaver der er.

 


Antal visninger 4510