Der findes ikke et fællesskab for alle, men vi kan arbejde strategisk med vores fællesskaber, så de passer til vores forskellige behov. Det var den væsentligste læring fra kurset om lokale fællesskaber, som 13 frivillige var samlet til i Frivilligcentret den 1. juni

Af Maya Maria Raunsholt

Mennesker har behov for at indgå i et eller flere fællesskaber, men det er meget forskelligt hvilket fællesskab, der vil matche den enkelte, sådan lød grundantagelsen fra Jens Ulrich, der er underviser fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde og stifter af konsulentfirmaet Ulrich Consult ApS, som arbejder med fælleskabelse og samskabelse.

På kurset arbejdede vi med lokalt forankrede fællesskaber. Lokale fællesskaber rummer store muligheder for at skabe en meningsfund hverdag men også for at afhjælpe sociale udfordringer som ensomhed, psykiske problemer eller lette integrationen. Betydningen af store og små fællesskaber blev for alvor synlige under Covid-19 og tydeliggjorde, hvordan lokale fællesskaber ikke blot skaber sammenhængskraft og vækst, men også er en vigtig forudsætning for mental sundhed.

En strategi

Det blev anbefalet at udarbejde en strategi for at få skabt det fællesskab, som man ønsker.

Der var flere kommentarer fra deltagerne blandt andet i forhold til typer af fællesskaber, f.eks. hvad det er man er fælles om.

3 opmærksomhedspunkter i etableringen af fællesskaber, der blev præsenteret af Jens Ulrich, er:

· Værtskab

· Forpligtelsesgrad

· Dynamik

Hvordan kan vi hjælpe andre med at knække koden til vores fællesskab?

I forhold til værtskabet blev vi opmærksomme på fællesskabet som et kulturelt fænomen, og at det kan kræve, at man bliver introduceret til normer og rammet for at kunne fungere i og blive accepteret i et fællesskab. Derfor har værten en vigtig betydning i forhold til ikke bare at byde velkommen, men også at sikre man introduceres til kulturen.

Fællesskaber i historisk perspektiv

Med hensyn til forpligtelsen så vi på fællesskabet i historisk perspektiv, hvor man i Danmark frem til slutningen af 60’erne var med i naturlige fællesskaber som arbejdspladsen, kernefamilien og lokalsamfundet. Igennem 80’erne var der et opbrud i forpligtelsen omkring disse fællesskaber, og samfundet blev mere individualiseret og den enkelte i højere grad styret af lyst/selvrealisering. De nyeste former for fællesskaber er igen mere forpligtende og med fokus på mening, som f.eks. at gøre noget godt for miljøet. I forhold til forpligtelsesgraden blev begrebet legitim perifer deltagelse præsenteret – det svære her er, at man som vært kan være i tvivl om den perifere tilknytning er et positivt valg eller handler om, at man måske ikke føler, at man er velkommen eller måske ikke oplever at passe ind, men gerne vil være med som de andre.

Dynamik

Vi blev præsenteret for 3 niveauer af dynamik fra det meget robuste og modstandsdygtige fællesskab, der ikke udvikler sig, til det tilpasningsvenlige, hvor der langsomt sker en udvikling/tilpasning til det dynamiske fællesskab, der hele tiden udvikler sig i takt med omgivelsernes behov – her blev frivilligcentre nævnt som et eksempel. Endelig  er der de fællesskaber med den højeste grad af dynamik der har læring som et indbygget element.

Sammenfatning

Tilbage til strategien, så er der mange overvejelser at gøre sig i forbindelse med etableringen af nye fællesskaber og det er relevant at inddrage de mennesker, som det nye fællesskab vedrører, så man er opmærksom på deres behov for blandt andet værtskab, forpligtelse og dynamik.