Skip to main content

Frivillige marcherer med Patrick

After The Storm spiller til fællesmiddagen mod ensomhed efter marchen den 14. august.Bandet er en lille flok musikere, der alle har oplevet, at være fanget i nogle af livets kaotiske storme og har fundet et fællesskab i at lave og spille musik.

Kom med! Frivilligcentret, foreningerne og Rudersdal Kommune støtter op om kampen mod ensomhed og slår følge med Patrick Cakirli, når den landsdækkende March mod Ensomhed kommer til Rudersdal den 14. og 15. august.

Igennem de seneste år har Patrick Cakirli vandret Danmark tynd i kampen mod ensomhed – og han vandrer kun sammen med andre. For at komme frem har han altså brug for hjælp, for hvis han ikke har følgeskab, skal han stå stille. Derfor inviterer han lokale rundt om i landet til at gå med ham. Frivilligcenter Rudersdal og mange af de lokale foreninger og Rudersdal Kommune har besluttet at gå med i kampen mod ensomhed og sætte fokus på fællesskab.

”Det er naturligt for os at gøre kampen mod ensomhed til en fælles sag, så vi sætter fokus på ensomhed med en række aktiviteter henover efteråret. Det starter med følgeskab til ensomhedsmarchen og fortsætter med en konference, der inviterer Rudersdal til at stå sammen mod ensomhed og samtalegrupper for ensomme sidst på året, siger Preben Etwil, formand for Frivilligcenter Rudersdal.

Frivilligcentret samler mere end 90 foreninger, som på hver deres måde viser ind i fællesskabet og mange af foreninger og frivillige har allerede besluttet at gå med en strækning.

Kræftens Bekæmpelse Rudersdal giver garanti for følgeskab. Det samme gør Aktive Birkerød Seniorer, SIND, Røde Kors Søllerød og Ungdomskulturforeningen Lydfest.

  • Selvfølgelig bakker vi op. I vores forening har vi faktisk sat os for at skabe et trygt og inkluderende festivalmiljø og være med til at bekæmpe ensomhed og styrke fællesskab i lokalområdet. Alle skal kunne være med, når vi samles om ny musik, siger Andreas Hoffmann fra Ungdomsforeningen Lydfest.

Dansk Syrisk Kulturforening går også med i marchen.

  • Mange af vores medlemmer oplever ensomhed i det danske lokalsamfund. Vi støtter hinanden i foreningen, men vi oplever desværre tit, at nogle af vores børn og unge ikke bliver valgt ind i gruppearbejdet og børn står alene på legepladsen. Voksne falder ikke helt til på jobbet, og mange er særligt ensomme i forbindelse med sygdom, fordi de ikke rigtigt bliver mødt i det danske sundhedssystem. Der er mange eksempler på, at det travle hverdagsliv ikke giver plads til at tage hensyn og bygge relationer mellem forskellige folkeslag, siger Nada Naanaah, formand for Dansk Syrisk Kulturforening som håber at marchen kan være med til at sætte fokus på etnisk ensomhed og behov for at inkludere og give plads til mangfoldighed overalt.

Bente Roed Jensen fra Røde Kors Søllerød snører selv vandrestøvlerne og går med fra morgenstunden den 15. august

  • Røde Kors er en af drivkræfterne bag den nationale ensomhedsstrategi og lokalt møder vi ensomheden i mange af vores aktiviteter. Vi har en af de mest velfungerende besøgstjenester i landet med 50 besøgsvenner i Søllerød, som kommer ud til mange af de mennesker der sidder alene. Røde Kors frivillige oplever også hvordan det er at være på kanten af samfundet i kvindecafé for flygtninge og en række Ukraine-cafeer på bostederne i Rudersdal og så har vi vågetjenesten, så mennesker ikke skal dø alene, siger Bente Roed Jensen, formand for Røde Kors Søllerød.

Sri Sai Das fra Kræftens Bekæmpelse har været med i flere år og er også klar den 14. sammen med gå-gruppen, som går hver uge fra Teglporten.

  • Vi ved at mange oplever ensomheden i forbindelse med sygdom. Netop som der er allermest brug for støtte, kan det være allersværest. Det skal vi have fokus på overalt, siger han.

Tilka Schneider er klar til at give følgeskab som repræsentant for SIND og Danske Handicap Organisationer i Rudersdal.

  • Mange af vores medlemmer er udfordret i livet og udfordret i deltagelse i fællesskabet. Lad os bruge marchen til at gøre mange flere opmærksomme på, at der er brug for at se, lytte til og give plads til mennesker med psykiske og fysiske lidelser, siger hun.

Aktive Birkerød Seniorer har været med i mange år.

  • Vi går med for at vise vej til fællesskab med bevægelse, der har plads til alle mennesker uanset om man er til cykelture, gåture, kroket eller stolegymnastik, siger Mogens Norup Thomsen, Aktive Birkerød Seniorer.

Aktivitetscentret På Sporet og Ruder Es samler et hold, som slår følge med Patrick.

  • På Sporet tilbyder hele året rundt at skabe rummelige og varme fællesskaber, hvor mennesker mødes. Vi har både fællesskaber målrettet mennesker med en psykisk sårbarhed og fællesskaber der er åbne for alle borgere i Rudersdal. Fællesskaberne kan enten været drevet af fælles interesser eller handle om at styrke sin mentale sundhed. Vi glæder os til at følges med en god flok på marchen, siger Joya Viterbo-Horten, medarbejder hos På Sporet.

Ensomheden vokser
Det anslås at 600.000 mennesker i Danmark føler sig svært ensomme. I Rudersdal er en af ti ensomme ifølge Sundhedsprofil 2021, og det er langt flere end for fire år siden, hvor 6% sagde de var ensomme.

March mod Ensomhed er en frivillig social forening, som har til formål at sætte nationalt fokus på ensomhed.

Vil du bakke op om kampen mod ensomhed sammen med frivillige og foreninger og deltage i March mod Ensomhed i Rudersdal den 14. og 15. august 2023?

Gå med den 14. august
Du kan gå med mandag den 14. august og være med til at tage godt imod ham, når han ankommer til Rudersdal Rådhus i Holte. Her er der borgmestertale og hygge i fællesskabets tegn. Den syriske anerkendte guitarist Nour Amora der kommer fra hovedstaden Damaskus og i dag bor i Vedbæk vil spille mellemøstlige og vestligt inspirerede sange for marchdeltagerne sammen med sangerinden Lana Oudeh.

March ensamhed Nour Amore 2 Artikel Nyhed

Den syriske anerkendte guitarist Nour Amora der kommer fra hovedstaden Damaskus og i dag bor i Vedbæk vil spille mellemøstlige og vestligt inspirerede sange for marchdeltagerne sammen med sangerinden Lana Oudeh

Rudersdal Kommune serverer saft, kaffe og snacks kl. ca. 16.00.

Deltag i fællesspisning
Aftenen byder på fællesspisning på Kulturcenter Mariehøj, hvor Patrick holder hovedtale og Preben Etwil, formand for Frivilligcenter Rudersdal taler om veje ind i fællesskabet og ud af ensomheden.

Programmet byder også på underholdning med bandet ’After the Storm’.  After The Storm er en lille flok musikere, der alle har oplevet, at være fanget i nogle af livets kaotiske storme og har fundet et fællesskab i at lave og spille musik.

Mariehøjkoret synger for til fællessang.

Det er gratis, men der er begrænset antal billetter.

Gå med den 15. august
Du kan også gå med fra når turen starter tirsdag den 15. august kl. 8.00 ved Rudersdal Rådhus. Der er ca. 5 km til Lyngby Kirke, men du bestemmer selv, hvor langt du vil gå med. Vi mødes kl. 7.30 til morgenmad ved Rudersdal Rådhus, Øverødvej 2, 2840 Holte.

Tilmeld og mere information
Alle kan være med til at gå med og du behøver ikke at give besked på forhånd.

Du kan få billet til fællesspisning ved at tilmelde dig her. Der er plads til max 75 gæster. Tilmeld dig middag på NemTilmeld

Det praktiske

Gå med den 14. august, hvor vi har estimerede stop, hvor man kan hægte sig på:

8 km, 1t 45m estimeret starttid: kl. 13.30-14.00 Start: Dronningedam, kryds ml Usserød Kongevej og Rungstedvej.

5 km, 1 time estimeret starttid: kl. 14.30-15.00 Start: Høsterkøb Kirke

3 km, 35 min estimeret starttid: kl. 15.00-15.30 Start: P-plads ved Løjesø på Hørsholm Kongevej

1,5 km, 20 min estimeret starttid: kl. 15.20-16.00 Start: Rudegaard Stadion

Patrick ankommer på Rådhuset i Holte kl. ca. 16.00, hvor han bydes velkommen af borgmesteren og musikeren Nour Amora og der serveres saft, kaffe og snacks.

Fællesspisning den 14. august på Kulturcenter Mariehøj

Om aftenen er der fællesspisning på Kulturcenter Mariehøj. Programmet ser sådan ud:

Kl. 17.45: Band ’After the Storm’ spiller blues, mens folk ankommer

Kl. 18.00: Preben Etwil fra Frivilligcenter Rudersdal og Marie Bergmann fra Rudersdal Kommune byder velkommen

Kl. 18.02: Bandet ’After the Storm’ spiller

Kl. 18.15: Fællesspisning på Kulturcenter Mariehøj

Kl. 19.00: Patrick holder hovedtale

kl. 19.45: Fællessang med Mariehøjkoret og Birgitte Jacobsen

Kl. 20.00 Vi siger farvel og tak.

Du er velkommen til at gå med i marchen og du behøver ikke at give besked på forhånd.

Du kan få billet til fællesspisning ved at tilmelde dig på www.frivilligcentret.dk

Følg Patrick på facebook og se hvor langt han er kommet på dagen

March mod ensomhed 3 Artikel Nyhed

Sidste år gik en god flok fra Rudersdal med Patrick på marchen. I år håber vi at blive endnu flere.


Antal visninger 3176