Skip to main content

Frivillighedsprisen til Broen Rudersdal

Frivillighedsprisen gik til Broen Rudersdal. Foreningen hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har de sociale eller økonomiske ressourcer til at støtte deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter.

Broen Rudersdal går ind og dækker udgifter til bl.a. medlemskontingent, udstyr, sommerferieaktiviteter med mere og foreningen laver også et stort opsøgende arbejde for at fastholde børnene i deres fritidsaktivitet og sikre, at der bliver fulgt op på den hjælp, der er blevet iværksat.

”Det er et meget vigtigt og stort stykke arbejde, I laver i Broen Rudersdal. Det skal I hyldes for i dag. Et aktivt fritidsliv er helt afgørende for udsatte børn og unges udvikling, både fysisk, men særligt socialt Gennem fritidsaktiviteter styrkes børnenes relationer til kammerater og trænere/ledere – relationer som kan være af kæmpe betydning, hvis der ikke altid er overskud til at rumme og støtte disse børn og unge i hjemmet,” sagde Knud Skadborg ved prisoverrækkelsen.

”I gør også en stor forskel for kommunens flygtningebørn, der med foreningens hjælp får mulighed for at blive en del af de lokale klubber og foreninger og på den måde understøtter I en god integration. I har hjulpet rigtig mange ukrainske flygtninge til at blive en del af nærmiljøet. Med fritidsaktiviteter giver I børn og unge et kærkomment afbræk fra en hårdt presset hjemmesituation, hvor realiteten om, at krigen ødelægger hjemlandet eller andre svære tanker fylder. Det er i denne svære livssituation, at Broen Rudersdal løfter dem,” sagde han.

Frivilligprisen 23 IMG 0192 Broen 2 Artikel Nyhed 

Frivilligprisen 2023 gik til bestyrelsen i Broen Rudersdal for foreningens hjælp til børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til at støtte deres børn i fritidsaktiviteter.

 Frivilligprisen 23 IMG 0196 Broen 3 Artikel Nyhed 2

Lars Stilling Netteberg fra Broen Rudersdal takkede for prisen og fortalte, at det frivillige arbejde med børn og unge var meget givende for alle de frivillige i Broen.


Antal visninger 3708