Frivilligheden satte spor i 2023
Så går året på hæld, julen og ferien står for døren, og det er tid til at takke for året der er gået. Tak til alle foreninger og frivillige for igen i år at gøre en forskel og skabe meningsfulde fællesskaber til glæde for massevis af brugere og hinanden.
Der er mange aktiviteter, der har sat spor i lokalsamfundet i 2023.
Netværk
Partnerskab, samarbejde og vidensdeling satte spor i foråret. Godt 90 deltagere fra foreninger, kommunen, idræts-, kultur- og erhvervsliv var med på årets netværkstræf.
Her fik vi masser af inspiration til at samarbejde på tværs for at løse dagens mange udfordringer på nye måder. Der var eksempler på fællesskaber om verdensmål og den grønne omstilling, hop og rock, foreningerne på loppemarked og tid til at speeddate. Vi bliver bedre, når vi hjælper hinanden og samarbejder på tværs.
Sammen mod ensomhed
Med en række aktiviteter har vi i år sat os for at bidrage til at knække ensomhedskurven sammen med foreningerne og lokale parter. Frivillige spiler nemlig en central rolle i at bryde med ensomhed. Frivilligt arbejde styrker især den mentale trivsel, og mennesker der benytter sig af foreningernes aktiviteter får også et fællesskab og øget trivsel. Men frivillige foreninger kan ikke stå alene. Samarbejdet er vigtigt for at nå målet fra Den Nationale Ensomhedsstrategi om at halvere ensomheden i 2040.
Gennem det sidste halve år har vi sammen med foreningerne og kommunen været med i March mod Ensomhed, holdt en velbesøgt ensomhedskonference og udbudt ny selvhjælpsgruppe for ensomme og året slutter med at frivillige holder juleaften for alle, som mangler nogen at fejrer julen med. Her ved udgangen af året har vi samlet 6 centrale anbefalinger til at knække ensomhedskurven, der strækker sig fra anbefaling om en lokal ensomhedsstrategi til at styrke naboskab og fællesskab overalt, styrke inklusion og værtsskab i fritids og foreningslivet og skabe stærkere samspil mellem foreningslivet og kommunale parter.
Frivillig fordi
I år har vi fået fortalt, at vi er frivillige fordi, vi gør en forskel og flere kan hjælpe hinanden til et godt og meningsfyldt og underholdende liv. Der er brug for os, og vi brænder for sagerne, og der er plads til mange flere.
17 foreninger var med i kampagnen, som frivilligcentret og kommunen stod bag i samarbejde med foreningerne op til frivilligfesten. Plakater med stærke og smittende budskaber blev vist frem på hjemmesider, i bus-læskure i biografen og alle vid og vejne.
Ny strategi
Bestyrelsen er blevet klar med en ny plan med 8 strategiske indsatsområder for udviklingen af det frivillige miljø i de næste fire år.
Tak for alle bidrag henover året fra foreningsmedlemmer, personale og frivillige, bestyrelse, ledere af fagområderne i Rudersdal Kommune, Kulturforvaltningen, politikere i kultur- og fritidsudvalget og Chatbotten. Analysen viser at vi har et stærkt civilsamfund med potentiale til at udvikle sig yderligere. De 8 nye indsatsområder skal få endnu flere med i meningsfulde fællesskaber.
Selvhjælp, åbne aktiviteter og individuelle tilbud
Selvhjælp Rudersdal har igen i år haft fremgang. I år har vi haft en række selvhjælpsgrupper, hvor mennesker hjælper hinanden gennem svære livssituationer i sorggruppe, pårørendegruppe, stressgruppe og gruppe for kvinder, der har været udsat for psykisk vold. Unge med Sorg har fået gang i en række sorgcaféer og gennemført den første sorggruppe for unge. Vi har samarbejde med Autismeforeningen om en selvhjælpsgruppe til forældre til børn og unge med autisme.
Vi har en række åbne tilbud med Rytmegruppe Rudersdal, Mariehøjkoret, Rudersdal går Sammen og Taichi og lydcirkel. Vi fortsætter samarbejde med Forældreforeningen om cafe for handicapfamilier.
Vi er også glade for at fortsætte rækken af én til én tilbud med en jobmentorer, virksomhedsmentorer en gruppe bisiddere og livscoach, demensvenner og den populære økonomi- og gældsrådgiver.
Seniorfællesskaber
Med årets udgang afslutter vi fire års indsats for at igangsætte seniorfællesskaber i boligområderne med tilskud fra først Sundhedsstyrelsen siden Trygfonden. Vi er stolte af resultatet. 2345 gæster til møderne i seniorfællesskaberne taler for sig selv. Dertil kommer flotte evalueringer, hvor deltagerne anbefaler andre boligforeninger at etablere sociale fællesskaber og kaffehygge i boligområderne, fordi det giver bedre trivsel, styrker naboskab og giver mere viden om foreningslivet. Heldigvis har seniorfællesskaberne slået rødder og lever videre i kraft af frivillige aktivitetsledere eller boligadministrationen. Vi glæder os over at byde dem velkommen i Frivilligcentret.
Vi bliver klogere
2023 har budt på kurser for frivillige. Frivillige fra integrationsnetværket og frivillige for Ukraine har væres på kursus i hvordan man håndtere børn i det frivillige integrationsarbejde. Frivillige er blevet klogere på, hvordan man skaber stærke lokale fællesskaber. Vi har været værter for to kurser i selvhjælp. Vi fortsatte samarbejdet med de øvrige frivilligcentre i Nordsjælland, og det er blevet til spændende Workshop fremtidens frivillighed, kursus om unge og sociale medier, hjælp til grafisk facilitering og rekruttering. Vi har holdt webinaret 'Byg bro til frivillighed' for 40 medarbejdere i Rudersdal Kommune. Endelig har vi været værter for tre demenskurser for pårørende med i samarbejde med demensrådgivningen.
Varmt velkommen
I 2023 har vi budt varmt velkommen til ni nye medlemsforeninger: Ungdomskulturforeningen Lydfest, Vedbækgarden, Birkerød Folkedanserforening, Ordblindeforeningen, Autismeforeningen Nordsjælland, Beboerforeningen Minkegaarden, Skolen Venner, Bedre Psykiatri, Ø-klubben Birkerød Kortklub.
Engageret hold
Holdet i Frivilligcentret er blevet større og bredere i 2023.
Hele Frivilligcentrets bestyrelse tager en tur mere og Preben Etwil står igen i år stabilt ved roret. Frivilligcentret har godt 60 frivillige knyttet til centret. Her har vi centrets egne frivillige som hjælper med medlemsservice og lettere administration, journalistik, webside, bogholderi. Vi har gruppeledere af selvhjælpsgrupper, frivillige med en-til-en tilbud, frivillige der driver åbne aktivitetsfællesskaber og rådgiver.
I Sekretariatet har vi sagt farvel og mange tak til Maya Maria Raunsholdt som selvhjælpskoordinator og budt varmt velkommen til Mette Møllgaard. Ved udgangen af året har vi desværre også sagt farvel og tusind tak til Anette F. Helland, som de sidste fire år har været drivkraften i at etablere sociale seniorfællesskaber og demenstjenesten. Vi har stor fornøjelse af at få Sofie Elton Rubini Jensen med på holdet. Først som student og siden også som praktikant.
Fredelig jul
Vi sluttede året af med fakkeloptog for fred sammen med integrations- og ukrainenetværket og vi fik sunget julen ind sammen med Birkerød Harmonikaklub og Mariehøjkoret og grine med Lokalteaterforeningen Nærum og få grangode smagsprøver på julekrydderier fra skovfit.dk.
Vi i Frivilligcentret takker af hjertet for det store engagement. Frivillige har overalt vist vejen med medmenneskelighed, hjertevarme, opfindsomhed og kraft – og så har det oven i købet været sjovt og meningsfuldt.
Tak for i år. Tak for alt det vi gør for fællesskabet. Må juleferien bringe ro og fred, så vi er klar til flere forsamlinger og stjernestunder i 2024.
Glædelig jul og godt nytår
Lisbeth
Se også
Seneste nyheder