Skip to main content

Velkommen til Blixen Klub Rudersdal – 3

Varmt velkommen til Blixen Klub Rudersdal – 3, der netop er blevet medlemmer af Frivilligcenter Rudersdal. Den nye klub holder sit første møde den 31. januar og starter med 100 medlemmer og en lille venteliste. Blixen III er med andre ord et stort tilløbsstykke ligesom forgængerne.

Blixen Klub Rudersdal – 3 er sin egen forening. Else Kjeldsen er formand for bestyrelsen, der består af 5 medlemmer og 2 suppleanter. Ildsjælene har haft travlt med at få formalia på plads, invitere til stiftende generalforsamling, knytte bånd til hovedorganisationen, invitere medlemmer indenfor og planlægge de første møder. En gruppe frivillige er klar til at stå for de praktiske opgaver og forplejning på møderne.

- Kvinder har brug for kvinder, og det er helt utroligt, hvor stærkt det er gået med at få etableret endnu et kvindefællesskab i Blixen-familien, siger formanden for foreningen.

Else Kjeldsen glæder sig til den officielle åbning af klubben, hvor hun giver en kort introduktion fra bestyrelsen over et glas bobler. Den kendte sanger Mathilde Falch kommer og spiller tre sange og taler lidt om fællesskab, håb og sangskrivning. Efterfølgende et foredrag om “Frivillighedens mange ansigter” ved leder af Frivilligcentret Lisbeth Eckhardt-Hansen, der giver en præsentation af Frivilligcentret og det store foreningsmiljø i Rudersdal. Og der er mere godt i støbeskeen. I februar får klubben besøg af Stine Bosse, der har en stærk baggrund i erhvervslivet som CEO i Tryg og med en række bestyrelsesposter i bagagen.

- Vi er faktisk ret stolte af, at vi er kommet så godt fra start med stærke oplægsholdere, der har sagt ja til at stille op allerede. Men det er lige så vigtigt med socialt samvær, hvor kvinderne får mulighed for at møde hinanden. Klubben skabes af medlemmerne, så det er vigtigt for os at give medlemmerne god mulighed for at præge vores fællesskab.

Læs mere om foreningen og tilmeld dig ventelisten her.


Antal visninger 990