Skip to main content

Lone Sandberg ny forperson for Kræftens Bekæmpelse i Rudersdal

Lone Sandberg overtager posten efter et generationsskifte, hvor den tidligere formand, Sri Sai Das, takker af efter næsten 16 år.

Ved det seneste bestyrelsesmøde i Lokalforeningen Kræftens Bekæmpelse Rudersdal er Lone Sandberg blevet udnævnt som ny forperson. Lone Sandberg har været en del af Kræftens Bekæmpelse siden 2013 og har en solid baggrund inden for frivilligt arbejde og sundhedsområdet. Hun ser frem til at fortsætte det gode arbejde og skabe nye initiativer, der kan støtte kræftpatienter og deres pårørende i Rudersdal Kommune.

"Jeg er meget taknemmelig for tilliden og ser frem til at arbejde sammen med vores dygtige frivillige og bestyrelse. Sammen kan vi gøre en forskel for dem, der er berørt af kræft," udtaler Lone Sandberg. "Min vision er at få vores dejlige forening til at blomstre via det gode samarbejde imellem de aktive bestyrelsesmedlemmer, så vi bliver mere synlige og igennem blandt andet netværk med kommunen, andre foreninger her i Rudersdal og ikke mindst de mange medlemmer, der er i vores forening. Derudover at vi øger vores kendskab til Kræftens Bekæmpelse via de mange kampagner og aktiviteter, som står mit hjerte meget nært."

Lone Sandberg er gift med Kurt Sandberg gennem mere end 37 år og har to voksne sønner. Hun beskriver sig selv som en teamplayer, dygtig til at samarbejde, udadvendt, engageret og altid parat til at give et ekstra nap. Professionelt har Lone været sælger i mere end 30 år og de sidste 13 år som selvstændig møbelagent, hvilket har givet hende erfaring i at navigere blandt alle typer af mennesker og skabe stærke relationer.

Hendes frivillige arbejde startede i Kræftens Bekæmpelse som indsamler i 2013. I 2021 blev hun en del af lokalforeningen i Rudersdal og har siden også været aktiv i Frivilligcenterets bestyrelse, hvor hun bygger bro mellem Kræftens Bekæmpelse og Frivilligcenteret. Lone deltager i mange arrangementer om bæredygtighed, ulighed i sundhed, trivsel hos unge og selvhjælp, og samarbejder tæt med kommunen og lokalpolitikerne.

Veldrevet forening
Efter næsten 16 år som formand for lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse i Rudersdal har Sri Sai Das valgt at trække sig som formand og overlade roret til Lone Sandberg. Han bliver som næstformand, og han giver en veldreven forening videre.

Ved kommunesammenlægning mellem Birkerød og Søllerød blev en ny lokalforening for Kræftens Bekæmpelse etableret i den nye Rudersdal Kommune. Stille og roligt blev aktiviteterne udvidet fra kun at være en forlænget arm for Kræftens Bekæmpelse ved Landsindsamlinger, en gang om året, til at være en aktiv oplysnings- og forebyggelsesorganisation.

Sri Sai Das kan fortælle mange anekdoter fra tiden

  • En af vores første politiske indsatser var at henvende os til borgmester Erik Fabrin og kommunalbestyrelsen for at få slukket solarier i kommunens regi i de tre idrætscentre. Kommunen så velvilligt på vores argumenter for at undgå, at borgere unødigt pådrages hudkræft, og solarierne blev slukket, husker Das.

Siden da har Kræftens Bevægelse samarbejde med Rudersdal Kommune om at forebygge hudkræft gennem solkampagner i børneinstitutioner.

  • Vi er nu den første lokalforening, der fik etableret “solsikre” golfklubber, tennisklubber og idrætscentre, siger Das.

For 16 år siden var Kræftens Bekæmpelse i Rudersdal en af de første fem kommuner i landet til at igangsætte oplysning om brystkræft gennem Lyserød lørdag. Lyserød lørdag er nu en af de vigtigste aktiviteter for Kræftens Bekæmpelse landet over.

Kræftens Bekæmpelse engagerer sig også sammen med Rudersdal Kommune og Senior Rådet i at forebygge mave- og tarmkræft og andre kræftformer gennem kampagnen 7 tegn på kræft.

  • Vi var med i planlægning af Rudersdal ruten og de forskellige aktivitetsruter i forbindelse med Verdensmesterskaberne i cykling, der foregik i Rudersdal, fortæller Das.

Siden 2017 har lokalforeningen deltaget aktivt i forebyggelsen af kræft grundet tobak og røg, der er årsag til ca. 16.000 dødsfald om året. Målet er en røgfri generation senest 2030. Lokalforeningen henvendte sig til hver eneste skole i Rudersdal og blev senere hjulpet af lovgivning mod rygning i skoletiden for børn. Birkerød Gymnasium blev en af de første gymnasier i Danmark til at indføre røgfri skoletid. Foreningen har også sat fokus på alkohol og rusmidler og været i dialog med kommune og ungdomsuddannelser om dette.

Senest har foreningen engageret sig aktivt i at forbedre pårørendepolitikken i kommunen og Kræftens Bekæmpelse deltager aktivt i at komme med bidrag til den kommende sundhedspolitik.

For mere information, kontakt: Kræftens Bekæmpelse Rudersdal Email: info@kræftensbekæmpelse-rudersdal.dk Telefon: 1234 5678


Antal visninger 1246