Stor opbakning til March mod Ensomhed fra foreningslivet
Gå med til March mod Ensomhed i Rudersdal og deltag i fællesspisning mod ensomhed som Frivilligcenter Rudersdal holder sammen med Aktivitetshuset På Sporet og flere foreninger
March mod Ensomhed: den 11. og 12. august
Pizza & Pusterum: Fællesmiddag og hyggeligt frirum den 11. august fra 18.00 – 20.00 Rønnebærvej 19 i Holte hos På Sporet - huset for fællesskaber, aktiviteter og udvikling.
Vil du være med til at vise vej til fællesskabet og støtte kampen mod ensomhed? Så er der mulighed for at deltage i March mod Ensomhed i Rudersdal med efterfølgende fællesspisning.
Gå med når Patrick Cakirli igen i år vandrer Danmark tyndt i kampen mod ensomheden. Patrick går for 7. år i træk – og som sædvanlig vandrer han kun sammen med andre. Flere foreninger og frivillige giver garanti for følgeskab. Men du er også inviteret til at gå med!
Fællesskab mod ensomhed
Frivilligcenter Rudersdal og mange af de lokale foreninger og Rudersdal Kommune har besluttet at gå med i kampen mod ensomhed og sætte fokus på fællesskab.
”Det er naturligt for os at gøre kampen mod ensomhed til en fælles sag. Frivilligcentret samler næsten 100 foreninger, som på hver deres måde viser ind i fællesskabet og mange af foreninger og frivillige har allerede besluttet at gå med en strækning. Frivilligcentret har også samtalegrupper mod ensomhed, som starter til september, siger Preben Etwil, formand for Frivilligcenter Rudersdal.
Aktivitetscentret På Sporet og Ruder Es samler igen i år et hold, som slår følge med Patrick.
”På Sporet tilbyder hele året rundt at skabe rummelige og varme fællesskaber, hvor mennesker mødes. Vi har både fællesskaber målrettet mennesker med en psykisk sårbarhed og fællesskaber der er åbne for alle borgere i Rudersdal. Fællesskaberne kan enten været drevet af fælles interesser eller handle om at styrke sin mentale sundhed. Vi glæder os til at følges med en god flok på marchen”, siger Henriette Stjernegaard Mortensen medarbejder hos På Sporet.
Foreningerne bakker op
Dansk Syrisk Kulturforening er med igen i år
”Der er mange i vores gruppe, der har brug for at bekæmpe følelsen af at stå alene i det danske samfund i fællesskab. Sidste år fik vi inspiration til at sætte ensomhed på dagsordenen. Nu fortsætte vi med en gruppe for arabisk talende kvinder, der ofte oplever at stå alene på jobbet i skolen og i fritidslivet. I gruppen skal vi dele vores tanker med hinanden og være sammen om snak, søde sager og spil” siger Nada
Soroptimesterne går med for første gang
”Det er naturligt at støtte kampen mod ensomhed. Vi er selv et stærkt kvindefællesskab, som hjælper nogle af de mest udsatte i verden og voldsramte kvinder herhjeme. Men vi har også selv brug for et godt kvindenetværk. Vi går fx sammen hver mandag og vi inviterer gerne flere med, siger Solvejg Løfberg, forperson for Soroptimisterne.
Tilka Schneider er klar til at give følgeskab som repræsentant for SIND og Danske Handicap Organisationer i Rudersdal.
”Mange af vores medlemmer er udfordret i livet og udfordret i deltagelse i fællesskabet. Lad os bruge marchen til at gøre mange flere opmærksomme på, at der er brug for at se, lytte til og give plads til mennesker med psykiske og fysiske lidelser, siger hun.
Kræftens Bekæmpelse har været med i flere år og er også klar den 11. august med gå-gruppen, som går hver uge fra Teglporten.
”Vi ved at mange oplever ensomheden i forbindelse med sygdom. Netop som der er allermest brug for støtte, kan det være allersværest. Det skal vi have fokus på overalt, siger Lone Sandberg, forperson for Kræftens Bekæmpelse.
Aktive Birkerød Seniorer har været med i mange år.
”Vi går med for at vise vej til fællesskab med bevægelse, der har plads til alle mennesker uanset om man er til cykelture, gåture, kroket eller stolegymnastik, siger Mogens Norup Thomsen, Aktive Birkerød Seniorer.
Nana Marie Andersen fra foreningen Peers og Netværk for Sårbare Borgere og Deres Pårørende bakker også op:
”Jeg går med, da jeg har et håb om, at mennesker, som selv er del af fællesskaber, vil bruge tid på de mennesker, som ingen har” siger hun.
Ensomheden vokser
Det anslås at 600.000 mennesker i Danmark føler sig svært ensomme. I Rudersdal er en af ti ensomme ifølge Sundhedsprofil 2021, og det er langt flere end for fire år siden, hvor 6% sagde de var ensomme.
Gå med 11. august
Du kan gå med søndag den 11. august og være med til at tage godt imod ham, når han ankommer til Rudersdal i Holte. Du vælger selv, hvor du vil hoppe på:
Gå med 8 km fra Kongevejen ved Drabæk Huse
Gå 5 km fra Krydset mellem Birkerødkongevej og Bakkevej
Gå 1,5 km fra Rudegaard Stadion
Følg ruten live på Facebook: March mod Ensomhed '24 - Helsingør | Facebook
Du kan også se ruten via Google maps
Pizza & Pustetum – fællesspisning den 11. august
Aftenen byder på fællesspisning hos På Sporet, hvor Patrick holder tale og der vil være fællessang. Det er gratis, men der er begrænset antal billetter.
Max 50 deltagere. Skynd dig at tilmelde dig via nem tilmeld: https://frivilligcenterrudersdal.nemtilmeld.dk/334/
Gå med den 12. august
Vi mødes kl. 7.30 til Kaffe & Snurre sponseret af Espresso House ved Rudersdal Rådhus, Øverødvej 2, 2840 Holte.
Fællesafgang kl. 8.00. Der er ca. 5 km til Lyngby Kirke, men du bestemmer selv, hvor langt du vil gå med
Følg med live på Facebook: March mod Ensomhed '24 - Holte | Facebook
Se også
Seneste nyheder