Skip to main content

Velkommen til Pytforeningen

Frivilligcenter Rudersdal er glade for at byde velkommen til Pytforeningen som nye medlemmer. Pytforeningen er en nystiftet forening, der arbejder for at skabe glæde og overskud i livet, selv under svære omstændigheder. Foreningen tilbyder aktiviteter som kunst, sang, idræt og foredrag.

Foreningens formål er at fremme mental sundhed og livsglæde gennem forskellige kreative og sociale aktiviteter. Pytforeningen har en række foredrag på programmet og starter allerede den 28. august med foredrag af Pytkongen ’Hvad kan jeg selv gøre for at få et lykkeligt liv’. Den 12. september er der foredrag af psykolog Bent Niebeling.

I løbet af 2024 er der både ture til Sverige og Tyrkiet med tyrkisksproget rejseleder til særligt fordelagtige priser for medlemmer.

Pytforeningen sælger også 12 forskellige PYT bøger, PYT-knapper og andre genstande, som er forfattet og produceret af Henrik Høyer-Hansen. Overskuddet fra salget vil blive brugt til at yde økonomisk tilskud til begivenheder, virksomheder, personer eller andre almennyttige formål.

Vi kender de to stiftere og bestyrelsesmedlemmer godt. Jørgen Cardel driver Frivilligcentrets populære økonomi- og gældsrådgivning og er kendt for sin ekspertise og hjælpsomhed, hvilket har gjort en stor forskel for mange i vores lokalsamfund. Henrik Høyer-Hansen er kendt som "Pytkongen" og en uundværlig frivillig, der arbejder syv dage om ugen blandt meget andet med at undervise nyankomne ukrainere i dansk. Han er kendt for sit engagement og sin positive indstilling.

Man kan blive medlem af Pytforeningen og støtte deres arbejde ved at melde sig ind her: Indmeldelse.

Læs mere om Pytforeningen her: Pytforeningen.


Antal visninger 588