Mød politikere og foreninger til Rudersdal Folkemødedag
Folkemødedagen samler politikere, borgere og foreninger til en hel dag med politisk debat lørdag den 31. august på Havarthigaarden i Holte.
Vil du være med til at styrke demokrati og fællesskab i Ruderdal? Så er der masser at muligheder for at høre oplæg, deltage i debatter og aktiviteter og få en uformel snak med politkere og foreninger på Folkemødedagen.
Folkemødedagens tema i år er ’Har du den kommune, du vil have?’ Programmet byder på aktuelle debatter om alt fra klima, sundhed og demokrati.
Mød 28 foreninger og politiske partier
Alle politiske partier i Rudersdal, lokale kirker og en række foreninger vil være til stede. Nogle vil stå for en stand. Andre en debat. Der er mulighed for at møde Birkerød Kammermusikforening, Bridge Søllerød, Danske Handicaporganisationer, Frivilligcenter Rudersdal, Gigtforeningen, Havarthigården, Historisk Topografisk, Hjerteforeningen, Kræftens bekæmpelse, Kulturparaplyen, Lejernes LO, Røde Kors, Seniorrådet og Ældre Sagen.
Formiddagens program
Borgmester Ann Sofie Orth byder velkommen under træet, efterfulgt af morgensang.
Klokken 10 er der folketingsdebat med moderator Mette Vibe Utzon. Dagen fortsætter med debatter, som foreninger og politiske partier står for.
Borgmesterkontoret rykker ud under træet.
Det Konservative Folkeparti har inviteret børn og unge til at diskutere emner som sociale medier, uddannelsespres, klimaangst og fremtidens arbejdsmarked. Moderator er Nicola Larsen, medlem af kommunalbestyrelsen for de konservative.
Enhedslisten, Konservative og Venstre har inviteret frivillige og børn fra Coding Pirates Birkerød til debat hvordan vi lærer børn og unge at forstå og anvende digital teknologi gennem leg, nysgerrighed og kreativitet.
Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Lokallisten inviterer til politisk debat om lokalråd i Rudersdal.
Gl. Holte Kirke bruger dagen til at varme op til årets menighedsrådsvalg i kirkerne over hele landet den 17. september.
Ældre Sagen sætter fokus på regeringens nye ældrereform med sessionen: 'Ældrereformen – Fup eller Fakta?' Panelet består af politikere fra kommunen og regionen og Chefkonsulent i Ældre Sagens Samfundsanalyse. Moderator Lars Sandager Ramlow.
Eftermiddagens program
Venstre inviterer til debat under overskriften 'Hvordan sikrer vi, at vi bliver en attraktiv kommune for lærere og pædagoger at arbejde i?'
Radikale Venstre sætter fokus på borgerberedskab og giver bud på, hvad du altid skal have i dit hjem, så du og din familie kan klare jer selv i 3 døgn uden forsyninger udefra.
Alternativets tema er 'Hvordan kan vi tage udgangspunkt i de 17 verdensmål i de kommunale økonomiske beslutninger?' Sessionen indeholder en introduktion og debat om Doughnutøkonomi.
Socialdemokraterne sætter fokus på indsats mod partnervold og mulige løsninger med oplæg fra Søren Rye, vicepolitiinspektør, bestyrelsesmedlem i LOKK, Landsorganisationen for Kvindekrisecentre, DH, Danske Handicaporganisationer i Rudersdal sætter fokus på idræts- og fritidsfællesskaber for alle med en præsentsation af sport-skole-hjem indsatsen i Specialsport.dk, der med støttet af Egmont Fonden, har udviklet et koncept, hvor elever i specialundervisning systematisk bliver introduceret til aktiviteter og foreningsliv gennem skolen, og efterfølgende inviteret ud i 4 ugers ‘sportspraktik’. DH viser også fotoudstillingen “At høre til”, om handicap og fællesskab, som Danske Handicaporganisationer har skabt sammen med fotografen Andreas Haubjerg
Seniorrådet inviterer til debat om hvordan billige almene boliger er en forudsætning for at rekruttere og fastholde medarbejderne.
De konservatives inviterer til rød sangstue og der er lodtrækning om flotte præmier fra det lokale erhvervsliv til de der løser dagens ordgåde.
Dagen slutter med kommunal debat med moderator Lars Schmidt.
Læs mere om hele programmet på Ruderdal Folkemødedags hjemmeside.
Se også
Seneste nyheder