Fællesskab og ligeværd styrker recovery – ny forskning viser vejen
En god flok var samlet til uddannelsesdag om ligeværd i frivillige fællesskaber
Frivillige fik inspiration fra nyt forskningsprojekt på uddannelsesdag om ligeværdighed i frivillige fælllesskaber
Til vores uddannelsesdag om ligeværd i frivillige fællesskaber havde vi fornøjelsen af et tankevækkende oplæg fra Mo Dorthea Nørgaard fra Peer-Partnerskabet. Her blev vi præsenteret for ny dansk forskning, der viser, at mennesker med psykisk sårbarhed kommer sig bedre, når de får støtte fra andre med lignende erfaringer.
Projektet "Vejen til hverdagslivet", som er gennemført af Peer-Partnerskabet (et samarbejde mellem SIND og Det Sociale Netværk), har undersøgt effekten af peer-støtte – altså støtte mellem mennesker, der selv har erfaringer med psykiske kriser. Gennem et stort lodtrækningsforsøg med næsten 300 deltagere er det dokumenteret, at peer-støtte i kombination med den sædvanlige indsats fra kommunen har en markant bedre effekt end den kommunale indsats alene.
Resultaterne viser, at deltagerne oplever:
- Øget håb
- En stærkere følelse af forbundethed
- Mere positivt syn på sig selv
- Større handlekraft
- En stærkere oplevelse af mening i livet
Derudover viser forskningen også, at peer-støtte forbedrer både funktionsniveau og livskvalitet i hverdagen. Mange deltagere fortæller, at det netop gør en forskel, at støtten kommer fra nogen, som har "været der selv" – det giver tryghed og ligeværd.
Mo Dorthea delte desuden erfaringer med, hvordan frivillige peers bliver klædt godt på gennem uddannelse og sparring til at lede gruppeforløbene, som bygger på en klar manual og foregår over 11 uger.
Tak for uddannelsesdag om ligeværd i frivillige fællesskaber
Tak for spændende oplæg, vigtige perspektiver og gode diskussioner. Det blev en rigtig god uddannelsesdag om ligeværd i frivillige fællesskaber med engagerede frivillige fra vores samtalegrupper i naturen, stressgruppen, eksistentielle gruppecoaching-samtaler og livscoaches.
Vi havde også besøg fra SIND, Røde Kors’ Ukrainegrupper, Dansk-Syrisk Kulturforening – og ikke mindst gode kolleger fra Frivilligcenter & Selvhjælp Herlev og Frivilligcenter Helsinge.
Marina Winkel gav os en stærk og personlig fortælling om sit virke som aktivist og om at bruge sin egen sårbarhed som styrke. Hun satte ord på, hvordan det både kan udvikle én selv og være til gavn for andre – og hvordan vi sammen kan nedbryde tabuer om psykisk sårbarhed.
Det var en dag fyldt med inspiration og ny viden, som vi tager med videre i arbejdet for at styrke ligeværdige og trygge fællesskaber
Læs mere om projektet her: www.peerpartnerskabet.dk
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder