Skip to main content

Dansk Handicap Forbund opdeler sig lokalt

DHF i Hørsholm og Rudersdal Kommuner har siden 2014 været sammenlagt med Allerød, Ballerup og Furesø Kommuner. Det skete dengang, fordi bestyrelsen stod over for et generationsskifte, hvor man ikke fik nye kræfter ind.

I de 11 år har denne store lokalafdeling dækket fem kommuner og lavet utallige handicaprelaterede aktiviteter, både på den politiske, den informative og den sociale side. Vi har igennem mange år oplevet et stigende pres på den politiske scene, som har været tiltagende vanskeligt at dække tilfredsstillende. På den årlige generalforsamling i 2025 blev der fremsat et forslag om at opdele lokalafdelingen i to lokalafdelinger – i en Allerød – Hørsholm – Rudersdal afdeling og en Furesø – Ballerup afdeling.

Per Baar Kæseler, der er talsmand for den nye Allerød – Hørsholm – Rudersdal afdeling, udtaler til sn.dk; ”Der er stigende pres på vores medlemmer, og besparelser på kommunernes budgetter fyger om ørene på os. Vi får med en opsplitning flere kræfter i spil, og dermed lettere ved at følge ting til døren i de enkelte kommuner.”

Opsplitningen af lokalafdelingen i to skal nå at være på plads før efterårets kommunalvalgkamp. ”Der er mange temaer, vi skal have spurgt ind til i valgkampen, og vi i den nye lokalafdeling håber at få mange lokale medlemmer med ud til vælgermøderne i efteråret. Og før jul skal de nye handicapråd besættes, hvor vi også gerne skulle markere os”, siger Per Baar Kæseler.

Derfor indkalder den nye Allerød – Hørsholm – Rudersdal afdeling til stiftende generalforsamling mandag den 8. september kl. 19.00 – 21.00 i Kulturcenter Mariehøj, Per Kirkeby-lokalet,

Øverødvej 246 B, 2840 Holte. Alle medlemmer og interesserede fra de tre kommuner er velkomne.


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 803