Samspil om det gode børne- og ungeliv
På konferencen ’Det frivillige potentiale – fremtidens velfærd skaber vi sammen’ fik vi mange gode eksempler på hvordan frivilligheden styrker børn og unges trivsel i skolen
Barnets Lov peger tydeligt på, at kommuner skal samarbejde med frivillige sociale organisationer. Netop det samarbejde var i fokus på konferencen, hvor vi fik en række inspirerende eksempler på, hvordan civilsamfund kan skabe bedre trivsel og læring i samspil med skolerne
Frivillighed i skolerne – når skolen får venner
Mette Sinnbeck fra Skolens Venner satte scenen med oplægget “Fælles om trivsel og læring”. Hun viste, hvordan frivillige kan gøre en konkret forskel i børns skoleliv – ikke som ekstra lærere, men som trygge voksne med tid og nærvær.
“Skolen skal ikke stå alene. Civilsamfundet kan bringe mennesker ind med tid, tålmodighed og hjerte – som styrker børns læring og trivsel,” fortalte hun.
Skolen står i dag med store opgaver – læring, trivsel og fællesskab – men den kan ikke løfte det hele alene. Her rummer civilsamfundet et kæmpe potentiale. Frivillige kan skabe den nærværende støtte og de relationer, som får børn til at trives og turde være sig selv – også dem, der ellers let falder udenfor.
Når frivillige træder ind i skolens hverdag, bringer de tid, tålmodighed og livserfaring med sig. De er ikke en erstatning for lærere og pædagoger, men et supplement, som giver ro, tryghed og ekstra hænder til at se hvert barn.
Skovlyskolen samarbejder med Skolens Venner
I Rudersdal samarbejder Skolens Venner samarbejder med flere skoler, blandt andet Skovlyskolen, hvor skoleven Karin Gerstenfeldt hjælper i 2.A. til stor glæde for skolen.
“Skolevenner betyder, at eleverne får mere hjælp og støtte – både fagligt og socialt. Lærerne er utrolig glade for dem og ønsker sig mange flere. Det giver trivsel, læring og også livskvalitet for den frivillige.” Camilla Ritzau, afdelingsleder på Skovlyskolen.
Power Up – frivillighed som håndsrækning til piger med skolefravær
Et andet eksempel på samspil mellem kommune, skole og frivillige er projektet Power Up – et nyt initiativ for piger i 7.-8. klasse, der kæmper med skolefravær.
Planen er at starte de første grupper efter efterårsferien, hvor 6-8 piger mødes ugentligt efter skole til hyggelige samtaler og aktiviteter, hvor de kan dele oplevelser og få inspiration til at arbejde med det, der er svært i deres eget liv, hvor de kan danne nye relationer. Samtidig opretter Frivilligcentret forældregrupper, hvor mødre og fædre kan dele erfaringer og få støtte til at hjælpe deres døtre videre i skolen og i livet.
*Heldigvis trives de fleste elever. Men vi må også erkende, at der er nogle, som har svært ved at komme i skole eller som føler sig på kanten af fællesskabet, når de er her. “Power Up er en kærkommen håndsrækning. Det giver eleverne et frirum, hvor de kan finde ro, styrke og lyst til at være en del af skolen igen.” , siger Marianne Dietz, viceskoleleder på Søholmskolen.
Nynne Bojsen, frivillig gruppeleder, glæder sig til at skabe trygge fællesskaber, hvor pigerne kan finde styrke og glæde ved at være sammen.
Projektet drives af Frivilligcenter Rudersdal i samarbejde med skolerne i Birkerød og støttes af Folkeoplysningsudvalget.
Lektiehjælp og læring i fællesskab
Nærum Kultur og Lektiecafe og Birkerød Flygtningekontakt har mange års erfaring med at hjælpe børn og unge med anden etnisk baggrund med lektierne.
Bente Bang fra Birkerød Flygtningekontakt fortalte om foreningens 25 års erfaring med lektiehjælp:
“Vi kalder os selv for lokale bedsteforældre. Vi hjælper én elev ad gangen – og det er her styrken ligger. Samværet bliver både fagligt og menneskeligt givende.”
Med 28 frivillige og 45 elever hjælper lektiecaféen børn, unge og voksne med skolearbejdet – ofte med stor effekt på både sprog og selvtillid.
Når idræt, bevægelse og foreningsliv mødes
Samarbejdet om idrætsklasserne på Trørødskolen blev præsenteret af Katrin Lilja-Schaap fra Rudersdal Bevægelsesakademi, Jasper Thulin fra FC Rudersdal og Anita Nørskov fra Søllerød Svømmeklub. De viste, hvordan lokale foreninger kan være med til at bygge bro mellem skole, fritid og fællesskab – og skabe et sundt læringsmiljø for unge med interesse for sport.
Et fælles ansvar for børn og unge
Dagens tema viste tydeligt, at når skoler, foreninger og frivillige arbejder sammen, skaber det mere end læring – det skaber livsmod og fællesskab. Som Mette Sinnbeck fra Skolens Venner sagde:
“Skolen skal ikke være et sted, hvor man måles – men et sted, hvor man mødes.”
Se slides fra Mette Sinnbeck fra skolens venner HER
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder