Skip to main content

Unge ukrainske mænd strømmer til Rudersdal 

Nye udfordringer for kommunen og de frivillige

Af Jan Andersen, Frivilligcenter Rudersdal 

Rudersdal Kommune mærker nu - ligesom resten af landets kommuner - konsekvensen af, at Ukraine i august ophævede udrejseforbuddet for mænd i alderen 18-22 år. 

Unge ukrainere strømmer til Danmark og resten af Europa. Polen har for eksempel modtaget i omegnen af 10.000 unge mænd. I Danmark bliver ukrainerne visiteret af Udlændingestyrelsen til landets kommuner, som har pligt til at indkvartere dem og tilbyde dem praktikpladser i virksomheder.

Det giver store udfordringer for Rudersdal, hvor alle pladser på bostederne for ukrainske flygtninge er fyldt op. Ved udgangen af november ventes der at være kommet cirka 80 nye ukrainere til Rudersdal siden september. Mange af dem er netop unge mænd, der blandt andet kommer fra områder langs frontlinjen i det østlige Ukraine og derfor kan have krigstraumer.

Tidligere under den snart fire år lange krig kom der mest kvinder, enlige mødre med børn og ukrainere omkring pensionsalderen. De ret få unge mænd, der kom til Danmark, var fritaget for militærtjeneste af forskellige grunde og måtte gerne rejse ud.

En ny situation

Den nye situation lægger pres på Rudersdal Kommune og dens medarbejdere, men også på de frivillige medarbejdere på bostederne og Røde Kors.

Niels Svankjær Christiansen, der er sektionsleder i Røde Kors for migration og flygtninge, siger til Frivilligcenter Rudersdal, at indrejsetallet til Danmark fra Ukraine er steget dramatisk siden udrejseforbuddet i Ukraine blev ophævet.

”Der kommer en ny gruppe af 18 til 22-årige unge mænd, der benytter sig af ”udrejsevinduet”. De får lov til at rejse, blot de registrerer sig hos de militære myndigheder. Særloven i Danmark kræver, at de skal have samme tilbud som ”voksne” flygtninge om indkvartering og virksomhedspraktik. Det gælder om hurtigt at give dem en så almindelig hverdag som muligt i Danmark,” siger Niels Svankjær Christiansen.

Røde Kors håber, at virksomhederne står klar til at give de unge ukrainere en chance på arbejdsmarkedet: På den lange bane vil det være en investering både for de unge, for Danmark og for Ukraine, hvis de kommer i arbejde og uddannelse, De har måske måttet opgive deres uddannelse i Ukraine, så hvis de kan fortsætte deres uddannelse her i landet vil det give dem et perspektiv på fremtiden,” siger Niels Svankjær Christiansen.

Hvorfor må de unge rejse?

Særloven for ukrainske fordrevne gælder foreløbig frem til marts 2027, men ingen kan i dag spå om krigens udvikling, og om særloven igen bliver forlænget.

Det står ikke rigtigt klart, hvorfor Ukraine har ophævet udrejseforbuddet for 18 til 22-årige mænd, så de ikke står til rådighed for militærtjeneste.

Et gæt er, at årgangen i Ukraine er meget lille. Fødselstallet var lavt dengang, og Ukraine vil måske hellere beskytte årgangen ved at lade dem rejse ud, så de på sigt kan vende hjem til Ukraine og hjælpe med at genopbygge det krigshærgede land.

Nu gælder det for Danmark at hjælpe de unge ukrainske flygtninge med også at komme ind i ungdomslivet, lære dansk og bygge bro for eksempel gennem idræt.

”Vi må forvente, at de unge ukrainere vil søge fællesskabet med andre unge. Derfor skal vi hjælpe dem med at lære sproget og forstå Danmark. Det bruger Røde Kors vores lokale afdelinger til. De kender lokalsamfundets muligheder,” siger Niels Svankjær Christiansen.

Som et eksempel nævner han Næstved Kommune, hvor ukrainske mødre sammen med frivillige danskere sørger for ”frirum” og et mødested til de unge ukrainerne, hvor de også kan bygge bro med andre unge danskere.

UkraineartikelOkt25 5

Det nationale integrationsbarometer opgør uge for uge tallene for, hvor mange ukrainske fordrevne, der er registreret med bopæl i en dansk kommune. 

For Rudersdal var seneste tal 354 personer. Ifølge Udlændingestyrelsen var i alt 589 ukrainere pr. 26. oktober 2025 blevet visiteret til ophold i Rudersdal Kommune, men tallene er dynamiske, fordi nogle rejser videre til andre kommuner eller til udlandet og nye kommer til.

Tallene fra det nationale integrationsbarometer viser også, at 62 procent af ukrainerne i Rudersdal Kommune i alderen 18 til 66 år pr. maj 2025 var i beskæftigelse som lønmodtagere.

Borgmesteren venter flere til kommunen

Borgmester Ann Sofie Orth (K) siger, at den øgede tilstrømning af unge ukrainske mænd giver nye udfordringer for kommunen:

”De skal indkvarteres, og de eksisterende bosteder er allerede fyldt op. Det arbejder vi intenst med at få løst, men Rudersdal har desværre ikke en masse ledige boliger til rådighed,” siger hun.

Borgmesteren var for nylig til møde i Kommunernes Landsforening, hvor borgmestre fra andre kommuner kunne melde om præcist samme udfordringer.

Ifølge borgmester Ann Sofie Orth (K) bor der lige nu 238 ukrainere i midlertidige indkvarteringer i Rudersdal. Siden januar er 57 flyttet videre, mens der er kommet og kommer cirka 80 nye. Tallet er fremskrevet til slutningen af november.

”Hvor der tidligere var mange mødre med børn, ser vi nu flere unge enlige mænd, ofte præget af krigstraumer. Det ændrer opgaven for både frivillige, Røde Kors og vores medarbejdere – og det kræver omtanke og samarbejde,” siger Ann Sofie Orth.

De frivillige gør en stor indsats

Kommunen er klar til at støtte de mange frivillige Rudersdal-borgere, der hjælper til på bostederne for ukrainere i Rudersdal. Der er brug for flere frivillige, anerkender borgmesteren.

Hun sætter stor pris på de frivilliges arbejde: ”Jeg vil gerne se på, hvad vi kan gøre for at støtte de frivillige endnu mere. De udviser en imponerende udholdenhed. Mange har været med lige fra krigens start, hvor de første ukrainske flygtninge kom til Rudersdal.”

UkraineartikelOkt25 1

Frivillig: Vi er klar, men kan ikke magte opgaven alene

De frivillige borgere, der arbejder med Ukraine-indsatsen i Rudersdal kommune kan også mærke den øgede tilstrømning af unge ukrainske mænd.

”Der kommer flere nu. Der er fyldt op på bostederne, og det lægger et ekstra pres på os frivillige. Kommunen bør snarest lave en plan for indkvartering for alle de nye, der kommer, så vi kan støtte dem bedst muligt,” siger Hanne Kaarsberg, frivillig aktivitetsleder i Røde Kors på bostederne i Rudersdal.

Når ukrainerne kommer til Rudersdal kommune får de en seng, en dyne, en hovedpude og to sæt sengetøj. Derfor er der blandt andet pres på de frivillige for at skaffe møbler til deres værelser. Kommoder og skabe er i høj kurs især når flere skal bo på samme værelse.

Brug for møbler

”Der er ikke brug for tøj eller legetøj. Det får vi rigeligt af. Men møbler som kommoder, stole og borde efterlyser vi, siger hun i en appel til borgerne i Rudersdal.

Lige efter at krigen i Ukraine brød ud, var der en enorm villighed blandt borgerne i Rudersdal til at hjælpe, både med frivilligt arbejde og donationer. Det er desværre blevet vanskeligere, siger Hanne Kaarsberg.

Hun efterlyser derfor flere frivillige, der vil ofre nogle timer om ugen på at hjælpe krigens ofre samt donationer fra private og virksomheder.

”Det er gået op for vores ukrainske beboere, at der kommer flere nu, og det skaber en vis utryghed på bostederne for, hvad der kommer til at ske. Skal de rykke flere sammen på et værelse? Skal de sove i gymnastiksale? Vi ved det ikke, men rygterne kører blandt beboerne,” siger hun.

Derfor håber hun, at kommunen meget snart kommer med konkrete initiativer.

”Vi frivillige er klar, men vi kan ikke løfte det alene. Der må komme idéer, forslag og tilbud fra kommunen,” siger hun.

Det er især vigtigt, at der bliver bygget fællesskaber op omkring de nye, unge ukrainere, så de ikke ender i kedsomhed og modløshed og bliver endnu mere sårbare.

”Vi vil arbejde”

De frivillige jobmentorer i Rudersdal, der hjælper ledige ukrainere med at komme ind på arbejdsmarkedet, mærker også den øgede tilstrømning. De unge ukrainske mænd kommer for at høre om mulighederne på det danske arbejdsmarked, og vil gerne i arbejde hurtigst muligt. De har ikke lært dansk endnu, men mange af dem taler udmærket engelsk, og dét er en fordel.

De ukrainske flygtninge bor i øjeblikket på Egebæk, en nedlagt specialskole, Krogholmgård, der er et nedlagt plejehjem, Piberødhus, en del af det tidligere Svaneparken, Rundforbivej 199, der tidligere var ejet af Københavns Kommune som institution for børn og unge, og Nordvanggaard i Birkerød, et tidligere nonnekloster.

UkraineartikelOkt25 2

Vil du også være frivillig?:

Hvis du også vil bidrage som frivillig et par timer om ugen eller mere på et af bostederne for ukrainske flygtninge i Rudersdal, så skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Der er mange børn på bostederne, så du skal som frivillig acceptere, at Røde Kors indhenter en børneattest hos politiet.

Har du kendskab til et ledigt job:

Hvis du har en ledig stilling til besættelse af en medarbejder, som ikke nødvendigvis kan tale dansk eller engelsk, kan du skrive til Frivilligcenter Rudersdal på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 1402