Når fællesskab gør en målbar forskel
Af Sofie Elton Rubini Jensen, Frivilligcenter Rudersdal
Når fællesskab gør en målbar forskel
Ensomhed er sjældent bare fraværet af andre mennesker. For mange er det en dyb, eksistentiel følelse af at stå alene med livet, tanker og sårbarheder. Netop derfor deltager Frivilligcenter Rudersdal i det landsdækkende projekt Selvhjælp mod Ensomhed, hvor samtalegrupper skaber trygge rum for refleksion, spejling og fælles bearbejdning af ensomhed.
Et lokalt fællesskab i Rudersdal
I Frivilligcenter Rudersdal har samtalegruppen ”Eksistentielle samtaler mod ensomhed” samlet voksne deltagere, der alle har haft et fælles ønske: at få et sted, hvor de kunne være hele mennesker – uden krav om at præstere, forklare eller skjule deres sårbarhed.
Gruppen har været faciliteret af frivillig Bent Niebling, psykoterapeut og coach, som har skabt en ramme præget af nærvær, respekt og refleksion. Som han selv beskriver det:
“Dem, der har ønsket det, har fået fuld opmærksomhed til at dele præcis de livstemaer, de gerne ville udforske – i et fordomsfrit miljø uden afbrydelser.”
Evalueringen fra Rudersdal viser høj tilfredshed blandt deltagerne. De fleste oplevede i høj eller meget høj grad, at gruppen var tryg, meningsfuld og levede op til deres forventninger.
En deltager beskriver det sådan:
“Det har været dejligt at være sammen med facilitator Bent – han har været med til at føre perspektiver ind i mit liv, som har hjulpet mig til mere lethed og glæde.”
En anden fremhæver fællesskabets betydning:
“At jeg har været sammen med nogle søde og spændende mennesker, som turde vise deres sårbarheder, er jeg taknemmelig for. Det gav en følelse af samhørighed og en forståelse af, at vi alle har vores udfordringer.”
Samtalerne har bevæget sig både omkring livets store spørgsmål og det, der fyldte her og nu. Som Bent formulerer det:
“Temaerne har spændt over livets helt store spørgsmål og de mere spontane, som opstod i udfoldelsen af samtalen i gruppen.”
Deltagerne peger også på øget selvforståelse, større mod til at være sammen med andre og en oplevelse af ikke længere at stå alene med det svære.
Nationale resultater – dokumenteret effekt
Rudersdal-gruppens erfaringer står ikke alene. På landsplan har Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark etableret samtalegrupper mod ensomhed 21 steder i landet med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
Foreløbige evalueringer fra DEFACTUM, baseret på 113 deltagere, viser tydelige og statistisk signifikante resultater:
- Ensomheden falder
Deltagernes gennemsnitlige ensomhedsscore falder markant efter deltagelse i samtalegrupperne – også blandt dem, der ved start var svært ensomme. - Trivslen stiger
Deltagernes trivsel (målt med WHO-5) øges betydeligt. Andelen i høj risiko for depression eller stress halveres næsten. - Selvværdet styrkes
Deltagerne oplever større tilfredshed med sig selv og større tro på egne evner – et vigtigt fundament for at kunne opsøge og indgå i fællesskaber.
Samtidig viser evalueringen en meget høj grad af tilfredshed med gruppernes tryghed og de frivillige facilitatorers indsats. Mange deltagere har tidligere haft negative erfaringer med fællesskaber, hvilket gør dette resultat særligt betydningsfuldt.
Et første skridt ud af ensomheden
Samtalegrupperne har ikke som mål at skabe nye venskaber her og nu. Målet er derimod at give deltagerne et første skridt ud af ensomheden – et sted, hvor de kan spejle sig i andre, finde ord for det svære og genopbygge tillid til fællesskaber.
Som Bent afsluttende peger på:
“Jeg tror, at alle har fået nogle ‘aha-oplevelser’ ved at lytte opmærksomt til andres narrativer – og jeg er sikker på, at alle har taget refleksioner og brudstykker af andres måde at skabe mening og leve deres liv på med sig.”
Som en deltager formulerer det i den nationale evaluering:
“Jeg har følt mig mindre alene, fordi jeg har mødt ligesindede, som det var nemt at tale med om ensomhed og andre ting.”
Betydning for civilsamfundet
Erfaringerne fra både Rudersdal og resten af landet viser, at frivilligt faciliterede samtalegrupper kan gøre en reel forskel for mennesker i ensomhed – også for målgrupper, der ofte falder mellem systemer og tilbud.
Projektet dokumenterer, at når der skabes klare rammer, tryghed og professionelt understøttet frivillighed, kan civilsamfundet være en stærk aktør i arbejdet med mental sundhed og forebyggelse af ensomhed.
I Frivilligcenter Rudersdal fortsætter arbejdet med at skabe rum, hvor mennesker ikke skal være alene om at være alene.
Vil du være med i næste gruppeforløb ”Eksistentielle samtaler mod ensomhed”? – næste grupper starter d. 16. februar 2026 – læs mere og tilmeld dig HER
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder