Skip to main content

Selvhjælp

Selvhjælp

Mennesker hjælper mennesker igennem livet i 17 forskellige tilbud, som Frivilligcenter Rudersdal præsenterer i efterårets program

Frivilligcenter Rudersdal er klar med efterårets selvhjælpsprogram, der byder på klassikere og flere helt nye tilbud.  Blandt nyskabelserne er en ny bisidderordning, en café for pårørende til psykisk syge, familiecafe for handicapfamilier og en virksomhedsmentor der tilbyder hjælp til mindre virksomheder. Andre tilbud er allerede kendte og efterspurgte selvhjælpsgrupper som fx ’Sammen om stress’, Sorggrupper for unge og voksne samt selvhjælpsgruppe for pårørende til langvarigt syge. Blandt de populære tilbud er også økonomi- og gældsrådgiver, jobmentorerne og Frivilligcentrets livscoaches. Du kan også lade dig friste med gåture i fællesskab med andre og i Rudersdals skønne natur.

De fleste mennesker havner i en situation, hvor de kan have glæde af at være sammen med ligesindede i løbet af livet. I efterårets program er der flere muligheder for at finde sammen og hjælpe hinanden igennem udfordringerne, hvad enten det handler om sorg, om at passe på sig selv som pårørende, psykisk vold, ledighed eller gæld. Frivilligcenter Rudersdal er rammen om en række selvhjælpsgrupper, hvor mennesker hjælper mennesker med at styrke deres egne ressourcer, når livet gør ondt. Selvhjælpsgrupperne er et fundament for fællesskab mellem mennesker.

Styrken i selvhjælpsgrupperne ligger i det fællesskab, der opstår når mennesker i samme situation mødes og udveksler erfaring med hinanden. Det er nemlig helt anderledes at tale med en, som har samme slags udfordringer end at tale med en psykolog, en sagsbehandler eller en nok så forstående ven. Selvhjælp betyder at du sammen med ligesindede finder kræfter og energi til at udvikle dig og blive stærkere. Vi har nemlig brug for hinanden for at finde styrken i os selv, siger Lisbeth Eckhardt-Hansen, leder af Frivilligcenter Rudersdal.

Efterårets program byder på selvhjælpsgrupper:

 

Lær at Tackle hverdagen som pårørende

Lær at tackle hverdagen som pårørende er et gratis kursusforløb over 8 gange for pårørende til mennesker med langvarig sygdom. Kurset sætter fokus på, hvordan man passer på sig selv, når ens ven, forælder eller ægtefælle er syg.
Onsdage kl. 16.30 – 19.00, første gang den 14. september. Se mere

Selvhjælpsgruppe til pårørende til mennesker med alkoholproblemer

Er du tæt på et menneske med alkoholmisbrug? Selvhjælpsgruppen arbejder med de udfordringer, som ofte følger med at være pårørende. Du inviteres til at dele dine erfaringer på mødet. Men du er også velkommen til at være med på en lytter. Du deltager i et fortroligt forum med 6 – 8 deltagere. Du kan naturligvis være anonym. Se mere

Sorggruppe for voksne

Sorggruppen er for mennesker, der har mistet en nærtstående, og som gerne vil at tale med andre, der også er ramt af sorg. Sorggruppen opstartes i september. Dato er ikke fastlagt. Se mere

Selvhjælpsgruppe om psykisk vold

Psykisk vold selvhjælpsgruppen er for kvinder, der har været, eller er udsat for psykisk vold fra deres eksmand eller partner.
Torsdage kl. 17.00 – 19.00, første gang den 22. september. Se mere

Unge med sorg

Unge frivillige går foran for at skabe bedre muligheder for, at unge kan være sammen om sorgen. De unge frivillige står dels for sorgcafé, dels for sorggruppe for unge som har mistet og oplevet et stort tab tidligt i livet. Måske har man mistet en forælder, søskende, en god ven eller en anden vigtig relation.

Sorgcafé for unge den 25. august kl. 19.00 – 21.00.
Sorggruppen mødes hver anden onsdag kl.  17.00 -19.00, første gang den 14. september. Se mere

Unge med Angst og depression

Unge med angst og depression kan sidde derhjemme, mens de går på webkurset Lær at tackle angst og depression. Ny gruppe starter op i løbet af efteråret. Se mere

Sammen om stress

Ingen skal være alene om stress. Forløbet på 3 aftener er for dig, der oplever en hverdag med stress, og som savner et sted at dele erfaringer om alt det, der er blevet svært og finde inspiration til at komme ned ad stresstrappen.

Onsdag kl.  17.30 – 19.00 på Birkerød Bibliotek. Første gang 28. september. Se mere

 

Åbne tilbud

Bisidder

Er du nervøs og usikker, når du skal have en vigtig samtale? Får du ikke sagt og spurgt om alt det, du egentlig gerne ville? Føler du dig ikke hørt af myndighederne, sundhedspersonalet, advokaten eller banken? Så kan du få gavn af at tage en bisidder med. Bisidderordningen i Rudersdal består af en gruppe frivillige bisiddere, som alle har været på kursus hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde eller lignende. Se mere

 

Livs coaching
Få gratis træning i at realisere dine drømme eller løse de udfordringer, som du går og bikser med. Frivilligcentrets uddannede coaches tilbyder et individuelt forløb på i alt 3 sessioner. Se mere

 

Økonomi og gæld
Erfaren gældsrådgiver og advokat tilbyder gratis, anonym, uvildig og fortrolig rådgivning i Frivilligcentret hver tirsdag i tidsrummet kl. 15.30 – 18.30. Der skal bestilles tid via Frivilligcenter.dk. Se mere

Café for pårørende til psykisk sårbare

Er du pårørende – forældre, ægtefælle, samlever, kæreste, søskende, nær ven eller veninde, til en ung eller voksen, som har udviklet psykisk sygdom i løbet af livet – så er du velkommen.

Caféen afholdes om mandagen, en gang om måneden, første gang den 5. september. Se mere

Familiecafé for handicapfamilier

Er du forældre til et barn, en ung eller en voksen med udviklingshandicap? Så er du velkommen alene eller sammen med dit barn, når Forældreforeningen i Rudersdal holder åben familiecafé den første onsdag i hver måned. Se mere

 

Seniorfællesskaber

Seniorfællesskaber, hvor man mødes med kaffe og kage og måske lidt underholdning er blevet en mulighed  i flere boligforeninger. Samtidig guider vi til mange af de andre spændende tilbud for seniorer. Se mere

Demenstjenesten

Er et tilbud om støtte til demensramte og deres pårørende. Se mere

Jobmentorer for ledige
Jobmentorer tilbyder gratis individuelle samtaleforløb, hvor frivillige med lang tilknytning til arbejdsmarkedet stiller deres viden, netværk og erfaringer til rådighed for ledige som gerne vil have hjælp til at komme i arbejde. Se mere

Virksomhedsmentor til ledere af mindre virksomheder

Hvis du som leder af en mindre virksomhed har brug for hjælp, eksempelvis til at tage et nyt vigtigt skridt, kan du få hjælp af Frivilligcentrets virksomhedsmentor, der har mange års ledelses- og konsulenterfaring. Se mere

 

Rudersdal går sammen

Gang er godt for fysikken og den mentale sundhed bliver bedre, når vi gør noget aktivt sammen med andre. Gruppen kommunikerer på Facebook, og der bliver løbende lagt gå-aktiviteter op fra diverse fællesskaber, så der er muligt at gå både formiddage, eftermiddage, hver dag i ugen og både korte og længere ture. Se mere

Start din egen gruppe

Alle grupper og tilbud er igangsat af frivillige. Medmenneskeligheden driver værket.  Måske brænder du også for at starte en ny selvhjælpsgruppe eller et tilbud? Frivilligcentret kan hjælpe dig med at komme i gang. Du tilbydes et selvhjælpskursus, bliver en del af et netværk og får hjælp til at tilpasse din idé, rekruttere deltagere, finde lokaler osv. 

Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Pårørende, Sorg, Vold, Psykisk, Stress, Angst, Depression, Handicap, Økonomi, Medmenneske, Lederskab

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 6124

  selvhjlp1 1 2020 selvhjlp2 2 2020 selvhjlp3 2 2020

     Mette                                                               Niels                                                            Christine

Nu kan pårørende få hjælp til at passe på sig selv, mens de passer på deres nærmeste. Frivilligcentret udbyder et nyt forløb af det meget populære kursus ’LÆR AT TACKLE livet som pårørende.

Er du presset i din hverdag? Har du brug for hjælp til at håndtere din situation som pårørende?

Så er der hjælp at hente i en ny gratis kursusrække, som Frivilligcenter Rudersdal sætter i værk i samarbejde med Rudersdal Kommune. Kursusrækken giver redskaber til at tackle de udfordringer, som mange pårørende oplever.

Mere end 750.000 er pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer i Danmark, og mange pårørende er udfordret af rollen. Næsten hver anden pårørende føler sig deprimeret. Hver tredje føler sig stresset og en af fem oplever ligefrem, at de er blevet langvarigt syge på grund af deres situation. LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende er med til at forebygge at pårørende udvikler stress, depression eller mistrivsel.

Selvhjælpsgruppe

På kurset mødes pårørende og får inspiration og redskaber til at tackle udfordringer som fx manglende overskud, dårlig samvittighed, træthed og søvnbesvær eller følelsen af isolation. Kurset fokuserer på, hvordan man som pårørende fortsat kan trives, selvom en nær ven, forælder, søskende partner eller ægtefælle er langvarigt syg.

  • Mennesker er faktisk rigtigt gode til at hjælpe mennesker gennem svære livssituationer. Det er baggrunden for at Frivilligcentret i år vil satse særligt på at sætte nye selvhjælpsgrupper i gang, og jeg er så glad for at vi har fået to stærke frivillige instruktører, som vil bruge deres egen erfaringer på at styre pårørendegruppen igennem forløbet, siger Lisbeth Eckhardt-Hansen, centerleder i Frivilligcenter Rudersdal.

Frivillige instruktører

Niels Cenius, Mette Langkjær og Christine Strømme Andersen er frivillige instruktører på kurset. De har alle gennemgået en særlig uddannelse i konceptet, som er udviklet på Stanford Universitetet og gennemføres med gode erfaringer i Danmark og 29 andre lande. De har alle erfaringer med at være pårørende. Derfor ved de, hvordan det føles, når sygdom vender op og ned på ens hverdag.

Mette Langkjær har allerede gode erfaringer med at lede et forløb fra efteråret:

  • Vi har fået større indblik i, hvor hårdt det kan være at være pårørende. Men det er også helt fantastisk at mærke, at kursisterne udvikler sig undervejs. Vi oplever hvor meget hjælp, de kan hente hos hinanden og i de værktøjer, som vi har præsenteret på kurset, siger Mette Langkjær.

Niels Cenius glæder sig til at komme i gang som nyuddannet gruppeleder:

  • Jeg meldte mig som frivillig instruktør, fordi jeg selv havde brug for at arbejde med alle de udfordringer, der er forbundet med at ens allernærmeste har en livstruende sygdom. Konceptet her har givet mig gode redskaber til at få bedre styr på hverdagen og jeg glæder mig til at bruge erfaringerne til at hjælpe andre pårørende med lignende udfordringer, siger han.

Christine Strømme Andersen ser frem til endnu et forløb:

  • Det er nogle rigtigt gode redskaber for mig som pårørende – men de kan også bruges i alle andre situationer, når man står overfor at træffe nye beslutninger, løse problemer og sætte nye mål i livet, siger hun.

Praktisk forløb

Forløbet er praktisk orienteret og veksler mellem oplæg fra instruktørerne, øvelser og erfaringsudveksling. På kurset er der bl.a. introduktion af teknikker til at få ro og pusterum i en presset hverdag. Undervejs afprøver kursisterne en række selvhjælpsværktøjer, som kan bruges på egen hånd efter kurset. Emnerne på kurset er alt fra håndtering af stress, træthed og søvn og vanskelige følelser til at sætte sig mål, træffe beslutninger og løse problemer. Undervejs er der også fokus på netværk, håndtering af konflikter og kommunikationen med den syge. Kurset afvikles med støtte fra Rudersdal Kommune.

Det virker

Efterårets kursus var en stor succes. 9 af 10 er tilfredse eller meget tilfredse med kurset og siger, at indholdet var meget relevant for deres situation, og de fortæller gerne andre i lignende situation, at kurset er godt. Alle har fået personligt udbytte at forløbet. De siger bl.a., at de er

  • blevet bedre til at passe på sig selv
  • mere opmærksomme på, at det er vigtigt at bede om hjælp og bruge sit netværk
  • bedre til at håndtere træthed, stress og tristhed
  • bedre til at træffe beslutninger,
  • bedre til at nå de mål, de sætter sig

Evalueringen fra Komiteen for Sundhedsoplysning, der står for konceptet i Danmark, viser, at der generelt er gode resultater med forløbet. 71% siger, at de har fået bedre trivsel. 85% er blevet bedre til at passe på sig selv. 78 % har fået redskaber til at tackle symptomer som fx træthed, stress eller tristhed og 93% er tilfredse eller meget tilfredse med kurset.

Information og tilmelding

Gruppen starter 19. februar og mødes onsdag fra 16.30 – 19.00 i 2½ time syv uger i træk.

Læs mere om konceptet

Læs mere om kurset

Hør mere og tilmeld dig hos Frivilligcenter Rudersdal på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller telefon 45 89 00 56.

Tilmeldingsfrist: 12. februar.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2574