Skip to main content

Nyhed -Frivilliges mange ansigter

Nyhed -Frivilliges mange ansigter

  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: Skodsborghus fejrer sit første år som lokalt samlingspunkt For præcis et år siden åbnede dørene til Skodsborghus. Siden da har huset udviklet sig til et levende mødested med foredrag, caféaftener, fællesskaber og lokale initiativer – og interessen fra lokalområdet har været stor.

Skodsborghus fejrer sit første år som lokalt samlingspunkt

For præcis et år siden åbnede dørene til Skodsborghus. Siden da har huset udviklet sig til et levende mødested med foredrag, caféaftener, fællesskaber og lokale initiativer – og interessen fra lokalområdet har været stor.

"Det har vist sig at være et uhyre vigtigt initiativ, da der ikke er andre muligheder i lokalområdet for et fælles, stedbundet forum eller lokal offentlighed," fortæller forperson for foreningen Mie Femø i sin beretning til generalforsamlingen.

Det første år har været præget af aktivitet og udvikling. Den officielle åbning blev et af årets højdepunkter med besøg af borgmester Ann Sofie Orth, musikalske indslag og mange lokale gæster.

"Åbningen markerede både afslutningen på en længere etableringsfase og begyndelsen på en mere udadvendt periode for foreningen," lyder det i beretningen.

Mere end 70 arrangementer på ét år

Fra september 2025 til april 2026 har Skodsborghus afholdt et imponerende antal aktiviteter. Hele 21 foredrag har samlet mellem 20 og 35 deltagere hver gang. Emnerne har spændt vidt – fra lokalhistorie, klima og skovbrug til ADHD, vulkaner og øjensygdomme.

Derudover har huset dannet ramme om 14 fredagscaféer, koraftener, intimkoncert, julestue, tesalon, kunstbyttedag og workshops.

Samtidig har forskellige klubber tilbudt aktiviteter inden for blandt andet litteratur, håndarbejde, kunst og brætspil.

"Det har været vigtigt for os at prøve forskellige formater af og undersøge, hvad der skaber engagement og fællesskab omkring huset," understreger forpersonen.

Huset er blevet indrettet af frivillige kræfter

Parallelt med aktivitetsprogrammet er der lagt mange frivillige timer i at gøre huset mere funktionelt og indbydende.

Der er blandt andet etableret foredragssal med projektor og lærred, indrettet cafémiljø med billard, bordtennis og kunstudstillinger samt forbedret køkkenfaciliteterne. Udenfor er der kommet bord-bænkesæt og ny skiltning.

Mange af forbedringerne er blevet mulige takket være støtte fra fonde, lokale virksomheder og Rudersdal Kommune.

Ser frem mod nye aktiviteter

Selvom det første år har været en succes, ser bestyrelsen allerede fremad. På ønskelisten står blandt andet filmklub, kroket- og petanqueturneringer, kunstarrangementer og et Sankt Hans-samarbejde med Skodsborg Vikingelaug.

Der arbejdes også med visionen om et lokalt kvalitetsmadmarked ved stationen, som kan skabe endnu mere liv og fællesskab i området.

Samtidig står foreningen foran en vigtig evaluering. Kommunen skal næste år tage stilling til, om forsøgsperioden med huset skal forlænges.

"Vi håber meget at få lov at forlænge aftalen, men er helt og aldeles afhængige af medlemmernes opbakning for at det lykkes," siger Mie Femø.

Bestyrelsen fortsætter

Hele bestyrelsen er genvalgt på generalforsamlingen. Mie Femø fortsætter som forperson og bestyrelsen rummer Jette Bang, Cecilia Virgin, Bernt Stubbe Østergaard, Peter Herzberg.

Tak til de mange bidragydere
I beretningen rettes en stor tak til medlemmer, frivillige, sponsorer, samarbejdspartnere og Rudersdal Kommune for opbakningen gennem året.

En særlig tak går til foreningens medstifter og tidligere formand Finn Klarskov.

"Uden ham var vi ikke her," lyder den varme afslutning på beretningen.

Et år efter åbningen står Skodsborghus som et levende bevis på, hvad lokalt engagement, frivillighed og fællesskab kan skabe, når mennesker går sammen om en fælles idé.

Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 17
  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: Dansk-Syrisk Kulturforening fejrede 10 år med fællesskab, kultur og stærke fortællinger Der var fest, glæde og masser af gode minder, da Dansk-Syrisk Kulturforening markerede sit 10-års jubilæum på Kulturcenter Mariehøj. Medlemmer, frivillige, samarbejdspartnere og venner af foreningen var samlet til en eftermiddag fyldt med kultur, musik og fejring af et årti med fællesskab og engagement.

Dansk-Syrisk Kulturforening fejrede 10 år med fællesskab, kultur og stærke fortællinger

Der var fest, glæde og masser af gode minder, da Dansk-Syrisk Kulturforening markerede sit 10-års jubilæum på Kulturcenter Mariehøj. Medlemmer, frivillige, samarbejdspartnere og venner af foreningen var samlet til en eftermiddag fyldt med kultur, musik og fejring af et årti med fællesskab og engagement.

Et levende netværk
I sin velkomsttale satte formanden ord på den rejse, som foreningen har været på siden etableringen for ti år siden:

"Det, der startede som en idé og et ønske om at skabe et fællesskab, er i dag blevet til et levende netværk af mennesker, kultur, aktiviteter og venskaber – og ikke mindst mange gode historier." Sagde Nada Naahnaah

Gennem årene har foreningen skabt rammer for udflugter, sommerlejre, madlavningskurser, fællesspisninger, workshops og projekter, hvor mennesker med forskellige baggrunde har mødt hinanden og skabt nye relationer.

I dag er det fast praksis, at kvinderne samles torsdag, mændende mødes fredag og seniorklubben mødes i weekenden. Børnene samles lørdag.

Historier om medlemmerne
Foreningen har gennem årene fulgt mennesker på deres rejse gennem uddannelse og arbejdsliv. Mange har gennemført en uddannelse og skabt nye muligheder for sig selv og deres familier.

Nogle er blevet SOSU-hjælper eller assistent, der er ernæring assistentm, tandlægeassistent, frisør, Chauffør,  kostvejleder, bioanalytiker, sustainable energi ingeniør, Medicin og teknologi ingeniør, skolelærere, IT-ingeniører, byggeri og infrastruktur ingeniører, biokemiske ingeniører, automekanikere, procesoperatør og pædagog assistenter. Flere unge har endda udgivet deres egne bøger og gjort forfatterdrømmen til virkelighed.

"Hver eneste historie er unik, og hver eneste historie er en succes på sin egen måde. Det er historier om mod, vilje, integration, fællesskab og håb.", sagde Nada Naahnaah.

Inspiration for lokalsamfundet
Dansk-Syrisk Kulturforening nøjes ikke med at skabe fællesskab for egne medlemmer. Foreningen har gennem tiden givet et kæmpe bidrag til lokalsamfundet.

Senest har foreningen drevet Cafe BIC – Det Gønne Fællesskab, hvor mad og mennesker mødes – og hvor den syriske madkultur går hånd i hånd med grønne, bæredygtige værdier. Dansk-Syrisk Kulturforening kan lave lækre, vegetariske retter med smag og sjæl – og et menukort, der både er sundt, varieret og til at betale. I Caféen var der fokus på madspild og ønsker at leve op til flere af FN’s Verdensmål i praksis.

Vi møder også foreningen til Holte Loppemarked, hvor skrædderne hjælper med at reparere tøj, og der er aktiviteter for børnene. Foreningen er med til Hop og Rock, til grønne omstillingsdage, livskærlige madskoler og de går gerne forrest i at arrangere multikulturelle fester og hjælpe andre etniske grupper med at finde fodfæste i Rudersdal. Foreningen har hjulpet Dansk Eritreaforening i gang og har også givet en hånd til de frivillige, der tager godt imod Ukrainerne.

”På den måde har vores forening været med til at plante frø, som er vokset videre og har skabt værdi for endnu flere mennesker.Og lad os være ærlige – det er ikke sket af sig selv.  Det er resultatet af en kæmpe indsats fra vores frivillige, bestyrelse, medlemmer og alle jer, der bakker op, hjælper til og tror på fællesskabet. En stor og hjertelig tak til jer alle”, sagde Nada Naahnaah.

Fest
Jubilæumsfejringen bød på et skønt program med musik, teater, festtaler og forplejning.
De voksne nød den gode stemning og musik med og Nour Amora  og Mostafa Al Kafafi og Christian Larsen. For børnene var der besøg af klovnen Spinat samt ansigtsmaling med farverige og fantasifulde motiver.

Jubilæet blev en festlig markering af ti års arbejde for fællesskab, deltagelse og integration – og samtidig en fejring af de mange mennesker, der har været med til at gøre foreningen til det, den er i dag.

Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 89

Vedbæk Garden blev anerkendt på fornemste vis. Formand gennem 5 år, Christine Mohr, modtog Kulturprisen i Rudersdal til Frivilligfesten på Frivillig Fredag.

Kulturprisen er en anerkendelse af den ekstraordinære frivillige indsats, som bidrager til et rigt, kvalitativt og alsidigt kulturliv i kommunen.

Borgmester Ann Sofie Orth gav Christine Mohr prisen for at være den entusiastiske og velorganiserede drivkraft bag Vedbæk Gardens opblomstring som gør, at alle føler sig værdifulde og uvurderlig del af holdet.

’I er blevet synlige langt ud over Vedbæks grænser. Jeg møder Garden på Holte Loppemarked, på Vedbæk Havnefest, til Birkerød Kulturnat. I er her og der og alle vejne. I er blevet en kulturinstitution, der samler os alle’, sagde hun.

Frivilligcentret ønsker et kæmpe stort tillykke med Kulturprisen til Christine Mohr. Det er så fortjent! Vi❤️Vedbæk Garden, musikken, pigernes fællesskab og al den vidunderlige feststemning, som er omkring jer. Prisen er en vigtigt markering af alt det frivillige arbejde, der går i at drive Garden, ikke bare fra Christine Mohr, men også fra ledelse, lærerne, medlemmerne og andre gode venner af Vedbæk Garden. Uden den store indsats kunne det ikke lade sig gøre.

Christine Mohr kvitterede for prisen fra scenen: ”Tusind tak til alle jer fantastiske mennesker. Tak til jer som indstillede mig. Tak til jer som har gjort det muligt at være ildsjæl i så mange år i Vedbæk Garden. Tak til frivillige, fonde og samarbejdspartnere. Tak til kommunen. Tak til forældre der anerkender frivilliges indsats med en hjælpende hånd, en buket til afslutning, et kram. Det lever vi længe på. OG tak for alle jeres lykønskninger. Jeg er rørt, ydmyg og beæret på en og samme tid”, sagde Christine Mohr.

Kulturprisen Christine Mohr og Ann Sofie Orth

Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 5718
  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: Ungdomslederprisen gives til en frivillig ungdomsleder, som har ydet en særlig ledelsesmæssig indsats i Rudersdal Kommune inden for det organiserede forenings- og kulturliv.

Ungdomslederprisen gives til en frivillig ungdomsleder, som har ydet en særlig ledelsesmæssig indsats i Rudersdal Kommune inden for det organiserede forenings- og kulturliv.

Prisen går til Josephine Barfod Damgaard fra Birkegruppen for sit engagement og sin meget aktive deltagelse i spejdergruppens ledelse.

Josephine startede sit lederskab med at være assistent for mikrospejderne. Allerede som 17 årig kom hun med i bestyrelsen. Siden er det gået slag i slag som del af ledelsen af klanspejderne og til korpsrådsmødet i Det Danske Spejderkorps, som er spejdernes generalforsamling.

Borgmester Ann Sofie Orth overrakte prisen og sagde ’Du er en person der gør en forskel. Tak for dit store engagement i spejderbevægelsen og for mikrogrupperne”

Frivilligcentret siger stort og varmt tillykke med prisen og et kæmpestort TAK for alle de frivillige timer du lægger i at skabe gode spejderoplevelser.  Du er lige sådan en ildsjæl, som vi ser op til. Et kæmpe Tjikkelikker til dig Josephine!

Frivilligfest 2024 5

Frivilligfest 2024 4

Fællesskab , Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 5860
  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: Karen Bonnesen fik overrakt Rudersdal Kommunes Frivilligpris af Borgmester Ann Sofie Orth på Frivilligfesten den 27. september.

Kæmpestort tillykke til Karen Bonnesen der får Rudersdal Kommunes Frivilligpris for at værne om fællesskabet som en grundstamme i Holte IF Volley

Karen Bonnesen fik overrakt Rudersdal Kommunes Frivilligpris af Borgmester Ann Sofie Orth på Frivilligfesten den 27. september.

”Du har været med altid. Du har været aktiv spiller, træner, vundet DM og Pokal, været en del af landsholdet og været aktiv i bestyrelsen. Du har været formand i to omgange. Du er en ildsjæl, der udgør grundstammen i Holte Volley’” sagde borgmesteren.

Karen Bonnesen er en af den slags frivillige, som sætter spor. Holte Volley har fx høstet medaljer i 34 år i streg og deltaget i 130 Europacup kampe. Det sker kun med en stærk frivillig organisation ved roret, der kan holde styr på logistik, spillere og trænere.  Karen har været en central del af klubben siden 1979, og uden hende ville klubben ikke være nået så langt. Stort tillykke til Karen, og tusind tak for indsatsen.

Karen Bonnesen kvitterede med et kæmpe smil:

”Jeg er stolt, glad og ydmyg. Allermest glad fordi jeg ved, at det er en forældre til en af vores unge spillere, der har indstillet mig”, sagde hun og fortsatte med at fortælle et par anekdoter:

”Da jeg kom til Holte i 1979 var jeg allerede inde i det frivillige arbejde, og det har jeg været i rigtig mange år som træner, spiller, aktiv i bestyrelse, formand. I 2000 blev jeg valgt som årets idrætsleder i det daværende Søllerød Kommune. Dengang holdt jeg en tale for daværende borgmester Erik Fabrin. Jeg sagde, at nu ville vi gerne snart ville have en ny idrætshal i Holte. Det er 25 år siden. Det betaler sig at være vedholdende. Og jeg glæder mig til, at den snart står der, så vi kan tilbyde alle vores medlemmer og alle dem fra de andre idrætsgrene mere haltid” sagde hun.

”Frivillighed er mange ting. Det er sammenhold og samarbejde også på tværs af foreninger og med kommunalebestyrelsen og forvaltningen og andre kllúbber. Det betyder enormt meget at se børn udvikles og trives. Jeg har været med i mange år, og jeg har fået rigtigt meget forærende, sagde hun. Og så huskede hun, at der engang var en der sagde:

” Karen,  hvis du ikke giver noget af dig selv, så får du heller ikke noget igen.”  Det udsagn stemmer godt på frivillighedsprincippet, mener hun.

”Det vigtigste for frivilligheden fremover er, at vi sammen finder ud af, hvad frivilligheden skal være i et samfund, der ændrer sig så hurtigt, som det gør for tiden. Det er en diskussion, som jeg meget gerne deltager i. Tak for prisen. Jeg er meget meget glad.”

Fællesskab , Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 5992