Skip to main content

Bryd tabuet – bryd fri af misbruget

En aften med ærlige fortællinger, fællesskab og håb på Birkerød Bibliotek

Mandag den 5. maj inviterede Frivilligcenter Rudersdal og Rudersdal Rusmiddelcenter til temamødet "Bryd tabuet – bryd fri af misbruget". Arrangementet blev afholdt på Birkerød Bibliotek og samlede 45 deltagere til en aften med stærke fortællinger og vigtig viden.

Lena Søeborg fra Rudersdal Rusmiddelcenter bød velkommen og lagde vægt på, hvor mange der – direkte eller indirekte – berøres af misbrug.

“Vi er alle sammen pårørende til nogen. Vi ønsker at hjælpe, men må erkende, at vi ikke kan redde andre – kun støtte, hvis de selv ønsker det. Det vigtigste er, at vi også passer på os selv. I aften håber vi at give jer inspiration, refleksion og handlemuligheder.”

En barndom i skyggen af misbrug
Marie Brixtofte delte ærligt sin historie om at vokse op med en far, der havde et alkoholmisbrug, og den tavshed og loyalitet, hun følte sig forpligtet til. Hun beskrev frygten for, at hendes fars alkoholisme kunne være hendes skyld, hvis han en dag drak sig ihjel. Hans død i 2016 var både en stor sorg og begyndelsen på en ny forståelse og bearbejdning.

Marie tog publikum med ind i barndommens overlevelsesstrategier, hvor børn i dysfunktionelle familier ofte udvikler uhensigtsmæssige mønstre for at finde kærlighed og tryghed – mønstre, der kan være nødvendige som børn, men hæmmende som voksne.

Hun beskrev de klassiske senfølger for børn af alkoholikere: kontrolbehov, lavt selvværd, overansvarlighed, søvnproblemer, vanskeligheder med at sætte grænser, indre kritik, angst for at blive forladt, kronisk dårlig samvittighed, rastløshed, meningsløshed, mangel på selvomsorg og tendens til at sætte andres behov foran sine egne. Marie talte også om sine egne erfaringer med spiseforstyrrelser og stofmisbrug og hvordan vejen mod bedring startede med at sætte ord på fortiden.

Hun gav et stærkt billede af misbrugets konsekvenser: Når forældre forsvinder ind i misbruget, forsvinder den nødvendige kontakt, og barnet står alene. Marie inviterede publikum til at reflektere over deres egne mønstre og historier og se mulighederne for forandring.

Ærlige stemmer fra virkeligheden

Aftenen rummede også beretninger fra Julie og Flemming. Julie fortalte ærligt om, hvordan hendes brors misbrug skabte utryghed i hendes ungdom. Flemming delte sin rejse fra en hård barndom med vrede og svigt – til årene med alkohol som dulmende middel – og til i dag, hvor han har fundet en vej mod forsoning og tilgivelse. Han fortalte om nødvendigheden af at give slip på vreden og finde støtte i fællesskaber.

Hvad kan vi gøre?

Deltagerne deltog aktivt i refleksionen og svarede på spørgsmålet “Hvad kan vi gøre for at bryde tabuet og bryde fri af misbrug?”
Svarene vidnede om mod og håb:

  • Turde tale åbent og ærligt om det
  • Søge relevant hjælp og støtte
  • Møde mennesker uden foragt og fordømmelse
  • Invitere tidligere misbrugere til at dele deres erfaringer
  • Deltage i selvhjælpsgrupper eller støtte andre i at gøre det
  • Fortælle misbrugeren, hvordan det påvirker én
  • Undervise i alkoholforebyggelse og tage de vigtige samtaler
  • Være opmærksom – man kan ikke altid se misbruget

Støtte og fællesskab i Rudersdal

Temammøde.misbrug.2025

Rudersdal Rusmiddelcenter fortalte om deres tilbud – både til mennesker med misbrug og deres pårørende. I Rudersdal drikker 21 % af borgerne over 10 genstande om ugen, særligt blandt unge og ældre. Samtidig viser 17 % tegn på problematisk brug. Derfor tilbyder Rusmiddelcentret gratis og anonym støtte i form af:

  • Rådgivning til unge under 15 år
  • Rådgivning og/eller behandling fra 15 år og op
  • Individuelle og/eller gruppesamtaler
  • Lægesamtale og medicinsk behandling
  • Behandling af dobbeltdiagnose via APU – Ambulatoriet for Psykoterapeutisk Udvikling, Stolpegård
  • Hjælp ved brug af alkohol, hash, kokain, andre stoffer og nikotin

Pårørende kan få rådgivende samtaler, deltage i forløb med andre pårørende og indgå i behandling. Målet er at øge livskvaliteten og styrke evnen til at støtte den, man holder af.

Frivilligcenter Rudersdal fortalte om den nye samtalegruppe for pårørende til mennesker med misbrug, som starter den 7. maj. Gruppen faciliteres af frivillige med eget kendskab til problematikken og giver et trygt rum til at dele erfaringer, spejle sig i andres fortællinger og finde fællesskab. Herudover tilbyder centret:

  • En-til-en livscoaching
  • Gælds- og økonomirådgivning
  • Bisidderordning
  • Andre selvhjælpsgrupper, f.eks. for stressramte, i sorg eller i naturen

Aftenen bekræftede, at vi ikke er alene – og at der er styrke i fællesskabet, når vi tør åbne op og tale ærligt om det svære.

Vil du vide mere eller har du brug for hjælp?

Rudersdal Rusmiddelcenter

Læs mere her: rudersdal.dk/borger/sundhed-og-sygdom/alkohol-og-stoffer

Kontakt Rusmiddelcentret direkte:
Telefon: 46 11 31 20
Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Adresse: Teglporten 11, 1. sal, 3460 Birkerød

Frivilligcenter Rudersdal tilbyder både selvhjælpsgrupper og individuelle støtteforløb – for eksempel livscoaching, gældsrådgivning og bisidning:
👉Selvhjælpsgrupper
👉 Individuelle tilbud

Se og download slides fra mødet her:

Marie Brixtofte slides

Rusmiddelscentrets Slides

 


Antal visninger 568