Pårørendeindsats i Rudersdal Kommune forebygger stress og depression
Fotograf: Agnete Schlichtkrull.
Pårørende til langvarigt syge voksne har siden 2019 kunnet deltage i kurset ’LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende’ i Rudersdal. En ny evaluering dokumenterer, at indsatsen reducerer risikoen for langvarig stress og depression, og at deltagerne oplever et mærkbart løft i deres trivsel.
’LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende’ er et kort forløb, som ruster deltagerne til at håndtere de mange udfordringer, der ofte følger med, når man er nærtstående til en syg. Det kan være udfordringer som fx frustrationer og magtesløshed, usikkerhed om fremtiden, social isolation og en øget mængde praktiske opgaver som man føler et stort ansvar for.
Indsatsen er udviklet på baggrund af, at mere end 750.000 pårørende i Danmark er i risiko for selv at blive syge på grund af ekstra belastninger. Næsten hver anden føler sig deprimeret, hver tredje føler sig stresset og oplever negativ indvirkning på sit arbejdsliv, og hver femte fortæller, at de selv er blevet langvarigt syge på grund af deres situation.
- "I Rudersdal har vi også rigtigt gode erfaringer med kurset for pårørende. 90 % af kursisterne er tilfredse med kurset og siger, at indholdet var meget relevant for deres situation. De fortæller gerne andre i lignende situation at kurset er godt. Alle har fået personligt udbytte at forløbet. De siger bl.a., at de er blevet bedre til at passe på sig selv, mere opmærksomme på, at det er vigtigt at bede om hjælp og bruge sit netværk, bedre til at håndtere træthed, stress og tristhed, bedre til at træffe beslutninger, bedre til at nå de mål, de sætter sig", fortæller Lisbeth Eckhardt-Hansen, leder af Frivilligcenter Rudersdal, der har gennemført evalueringerne af kurserne i Rudersdal.
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har evalueret Lær at tackle kurserne i hele landet og kan på den baggrund konkludere følgende forbedringer hos deltagerne efter indsatsen:
- Større trivsel
- Reduktion af risiko for langvarig stress og depression
- Mindre ensomhed
- Mindre belastning
- Mere tiltro til at kunne opnå praktisk og følelsesmæssig støtte fra omgivelserne (self-efficacy)
Desuden er 88 % af kursisterne ’tilfredse eller meget tilfredse’ med kurset, mens 94 % vil anbefale forløbet til andre. Resultaterne er baseret på en undersøgelse blandt 532 kursister i 39 kommuner. Evalueringen blev offentliggjort den 12. januar 2021. Hent evalueringen HER.
Indsats og evaluering gennemføres på baggrund af satspuljemidler under Sundheds- og Ældreministeriet. Forløbet udbydes pt. i 51 kommuner, der har modtaget støtte til opstart og drift. Alle kommuner kan få tildelt tilsvarende støtte ved henvendelse til Komiteen for Sundhedsoplysning.
Ny kursusrække starter 24. februar
Er du presset i din hverdag? Har du brug for hjælp til at håndtere din situation som pårørende?
Få hjælp til at passe på dig selv, mens du passer på dine nærmeste med en gratis kursusrække for pårørende. Kursusrækken giver dig redskaber til at tackle de udfordringer, som mange pårørende oplever.
På kurset møder du andre pårørende og får inspiration og redskaber til at tackle udfordringer som fx manglende overskud, dårlig samvittighed, træthed og søvnbesvær eller følelsen af isolation. Kurset fokuserer på, hvordan du som pårørende fortsat kan trives, selvom en nær ven, forælder, søskende partner eller ægtefælle er langvarigt syg.
Frivillige instruktører er klar til at udbyde et nyt online-kursus, som starter den 24. februar.
Læs mere om kurset og tilmelding her.
For yderligere oplysninger kontaktes
_______________________
Baggrund for LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende
LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Københavns Kommune. Forløbet har en ugentlig mødegang a 2,5 time syv uger i træk. Instruktørerne har selv erfaring som pårørende og fungerer som positive rollemodeller. De er uddannet og certificeret i at undervise ud fra en detaljeret manual.
Ophav
Pårørendeindsatsen udspringer af det evidensbaserede program LÆR AT TACKLE der er udviklet på Stanford Universitet, i USA. Indsatsen bygger på social kognitiv teori og blev initieret i Danmark af Sundhedsstyrelsen i 2004. Se tidligere evalueringer af pårørendeindsatsen HER.
Følgende kommuner udbyder indsatsen
Albertslund, Allerød, Assens, Bornholm, Brønderslev-Dronninglund, Esbjerg, Fanø, Fredensborg, Fredericia, Frederiksberg, Frederikssund, Gentofte, Gladsaxe, Haderslev, Halsnæs, Hedensted, Helsingør, Herlev, Herning, Hillerød, Horsens, Hvidovre, Ikast-Brande, København, Køge, Langeland, Lyngby-Taarbæk, Mariagerfjord, Nordfyn, Næstved, Odense, Odsherred, Randers, Rebild, Ringkøbing- Skjern, Roskilde, Rudersdal, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Slagelse, Solrød, Thisted, Tønder, Varde, Vejen, Vejle, Vesthimmerland, Viborg, Aabenraa og Aalborg kommuner.