Aktivist for psykisk sårbarhed
Marina Winkel fortæller sin personlige historie om, hvordan nærvær, værdier og menneskelighed i det frivillige miljø hjalp hende med at komme sig efter 13 svære år i et dysfunktionelt behandlingssystem.
Det var med sommerfugle i maven jeg havde sagt ja til at lave et oplæg for borgmesteren, to sundhedsordførere fra folketinget og en håndfuld af de ledende medarbejdere på socialområdet i vores kommune. Med bankende hjerte havde jeg sagt ja, selvom jeg ikke turde.
En ting er at have knoklet sig igennem en voldsom og langvarig livskrise. En anden, at være så sårbar, at andre opdager det. En tredje er at være tvunget til at erkende, at du må identificere dig selv med at være sådan en der er sårbar. Men at stå frem og fortælle åbent og ærligt om, at du er uperfekt i et uperfekt sundhedssystem, er højst skræmmende. Det kræver jo at du er villig til at føle sig dømt ude. Det er stadig stigmatiserende at være mislykket med en psykisk sårbarhed, skade eller sygdom - især når du er vokset op i en vellykketheds orienteret middelklasse familie, i Nordsjælland.
”at stå frem og fortælle åbent og ærligt om, at du er uperfekt i et uperfekt sundhedssystem, er højst skræmmende”
Jeg var via foreningen PEERS inviteret til at tale om hvad frivillige tiltag kan, som det offentlige ikke kan. I PEERS hjælper mennesker der har været igennem forskellige psykiske udfordringer, andre mennesker der har det psykisk skidt. Frivilligt og fra et godt hjerte.
På det tidspunkt var jeg stoppet som formand i foreningen PEERS, for at flytte fokus over på en aktivistisk måde at gå til arbejdet med psykisk sårbarhed på. For rigtig mange skjuler, at de har en sårbarhed og det prikker til min værdi om, at alle væsner er lige meget værd, selvom de skaber forskellig værdi. Jeg får jævnligt lyst til at råbe det ud. Istedet har jeg brugt tid på at finde frem til rigtig mange skuespillere, musikere, billedskabere, forfattere, tjah og gale genier som Elon Musk, der har psykiske forstyrrelser og som står ved det. Der er fx også sådan én som John Cleese, der i et interview for mange år siden, fik sagt, at det var hans neuroser, der gjorde ham så kreativ og gav ham drive.
Anyway. Jeg ville ikke miste chancen for at blive hørt af dem, der laver reglerne i vores samfund. Efter 13 år i behandlingssystemet, der havde budt på endeløse ventelister, udmarvende træghed, masser af administrative fejl pga. travlhed og nye systemer, udpræget mangel på nærvær, desværre også både fejlbehandlinger og decideret uforskammet adfærd. Altsammen oplevelser, der var voldsomme og desværre også traumatiserende – så jeg havde en hel masse levede erfaringer at fortælle om, der kunne hjælpe med at udvikle sundhedssystemet, til noget bedre.
”13 år i behandlingssystemet bød på endeløse ventelister, udmarvende træghed, masser af administrative fejl pga. travlhed og nye systemer, udpræget mangel på nærvær, desværre også både fejlbehandlinger og decideret uforskammet adfærd”
Da jeg stod der og så ind i øjnene på mennesker, der ikke kender dén virkelighed, men gerne vil forbedre den, greb jeg chancen for at berette, hvordan behandlingsystemet opleves indefra. At få fortalt, hvordan du bliver traumatiseret af måden systemet fungerer på og manglen på nærvær. At jeg har mødt mennesker, der “bare” havde stress, og blev psykisk syge på livstid, af at være i systemets heksejagt. Jeg blev så ivrig efter at fortælle om mine mareridtsagtige og samfundsbekostelige erfaringer, at jeg på de 12 minutter der var, ikke havde tid at berette, hvordan jeg fandt tilbage til meningsfuldheden og det gode liv med et job. Om hvordan det var frivilligheden, der fik mig tilbage ind i samfundets pulveriserende hjul.
”det var frivilligheden der fik mig tilbage ind i samfundets pulveriserende hjul”
Selvom tilhørerne var meget begejstrede over fortællingen, ærgrede jeg mig bagefter over, at der ikke havde været tid til at gå i dybden med, hvad det frivillige arbejde egentlige kan. For frivillighed kan virkelig noget, som gavner rigtig mange mennesker, med at skabe mening og indhold i livet. Men især kan det gavne os, der har siddet fast i systemets skeletelle greb. Den kommunale atmosfære er præget af press og fordomme, hvilket ikke fordrer, at mennesker finder deres indre impulser til at komme videre. Og har du ikke lysten, troen eller viljen til det, ja, så kommer du ikke videre.
Men det havde jeg. Og alligevel sad jeg fast i mærkelige regler og rigide syn på tingene. Efter at have presset og presset og presset - ja, sågar klaget til borgmesteren, fik jeg nok nærvær fra systemet til, at der kom hul igennem, og jeg formåede at finde en praktik, i frivilligcentret.
Når man som alvorlig syg og alene, har været prisgivet et dysfunktionelt system, hvor man ikke må gøre ting, der giver mening, så man kan komme videre, men i stedet er underlagt en tung, stiv umedgørlig autoritet, der jævnligt truer, så lukker man ned inden i. Jeg levede i konstant panik angst med depressive perioder, qua det offentliges ulogiske uforudsigelighed. Heldigvis er jeg datter i en familie af elitesvømmere, så jeg havde en sej stædighed blandet ind i denne håbløshed, og blev ved med at VILLE komme videre, for mit afkoms skyld. I de 13 år jeg kæmpede for at komme videre, har jeg præsteret lige så meget som min farmor, der var til flere Olympiader, Empire Games, nårh ja, og vandt adskillige Canadiske mesterskaber. Det har været en kraftpræstation, som vi er meget stolte af. Og ingen er stolte af min kraftpræstation, heller ikke jeg selv og medaljer, dem er der ikke nogen af.
”Jeg levede i konstant panikangst med depressive perioder, qua det offentliges ulogiske uforudsigelighed”
Til gengæld fandt jeg frivilligkoordinator Rikke, som havde startet et 3 årigt peer-projekt i frivilligcentret. Her kunne jeg bruge min grafisk design uddannelse kombineret med den terapeut uddannelse jeg havde. Vi udviklede en masse spændende ting omkring psykisk sårbarhed. Den måde hvorpå jeg blev mødt med åbenhed, med omsorg og blid indspørgen, skabte en atmosfære, der hjalp mig til at tro på, at jeg stadig kan noget, noget som har en værdi for andre.
Fra min frivillighedsbaserede arbejdsindsats vidnede jeg nu, hvordan mennesker, der har haft det svært i årevis, nogen gange et helt liv, føler sig set og mødt for første gang nogensinde. At når mennesker giver og gør frivilligt, så har det ofte en dybere følelsesmæssig værdi for modtageren, end når det er fra en betalt medarbejder. At når mennesker mødes om noget som er vigtigt, inspirerer det til andre vigtige ting. Jeg så, hvordan dette at være en del af noget, som andre ser som en værdi, skaber stolthed og større selvrespekt, som ansporer personen til at tro på sin egen fremtid, som så igen giver mere energi til at gøre noget….bum, du har gang i en positiv “snebold”, som fører videre til nye og bedre ting.
”Når mennesker giver og gør frivilligt, så har det ofte en dybere følelsesmæssig værdi for modtageren, end når det er fra en betalt medarbejder”
I en årrække er der blevet forsket i “compassion” på Stanford universitetet - dette at give for at hjælpe andre. Det viser sig, at det nedsætter stress, reducerer angst, nedsætter depression, hjælper på, at man kan regulere sine tanker og følelser bedre. Det øger social velfærd, styrker følelsen af forbundethed, øger tilfredshed ved livet. Det er videnskabelige resultater, målbare resultater. Og der er teknikker, man kan lære.
Jeg taler frivillige miljøer op, for det kan noget. For mig personligt førte det til et job i et ramme, der stimulerer begge mine faglige sider. Og jeg trives, selv som det sensitive menneske jeg er. Her er en helt anden åbenhed og rummelighed, der er nærende for menneskers indre verden og dermed gavnlig for den ydre verden. I dette miljø ved vi, at mennesker skal have muligheder og ikke skal presses. Jeg ser dagligt, at vores frivillige verden cirkulerer omkring behov, løsninger, udvikling, netværk, mål, omsorg, interesse, ihærdighed, rummelighed og en masse giveri. Ønsket om at give til andre. At give og gøre. Det er der egentlig noget smukt i.
Tænk at man kan være så heldig at have sit daglige virke i dén atmosfære i stedet for det offentlige regelriddende system af pres og afvisning.
Kommunerne vil måske en dag finde deres magiske formel til menneskelighed, måske ikke. I mellemtiden satser jeg på det frivillige, for her er den næringsrige rummelighed, der får nærvær til at gro, og mennesker til at blomstre.
Se også
Frivillighedens mange ansigter