Café BIC - Det Grønne Fællesskab er åbnet!

Kæmpestort tillykke til Dansk-syrisk Kulturforening med åbningen af Café BIC – Det Grønne Fællesskab i Birkerød Idrætscenter!
Bag caféen står Nada Naanaah og en gruppe dedikerede frivillige fra Dansk-Syrisk Kulturforening, som i mange år har bidraget med madglæde og fællesskab ved lokale arrangementer i Rudersdal. Nu bliver drømmen om en egen café til virkelighed – og det er både inspirerende og smukt.
En drøm
Nada har i mange år talt om ønsket om at åbne en café, hvor mad og mennesker mødes – og hvor den syriske madkultur går hånd i hånd med grønne, bæredygtige værdier.
Café BIC byder på lækre, vegetariske retter med smag og sjæl – og et menukort, der både er sundt, varieret og til at betale. Caféen har fokus på madspild og ønsker at leve op til flere af FN’s Verdensmål i praksis.
Her er plads til alle. Her er samvær, nærvær og fællesskab i centrum – og caféen bliver et sted, hvor generationer kan mødes, spise sammen og opleve både syrisk og dansk gæstfrihed.
Frivillig kraft i fuldt flor
Frivilligcenter Rudersdal kender Nada og foreningen som stærke bærere af fællesskab. De står bag mad og smil til både Frivilligcentrets omstillingsdag Godt og Grønt i Hjem og Have på Holte Bibliotek, til Eid-fester, Birkerød Kulturnat, folkemødedage og meget mere. Hver gang med hjertet først – og smagen helt i top.
De er helt særligt, at Nada nu tager orlov fra sit job for at kunne føre denne drøm ud i livet med frivilligt engagement. Café BIC er et godt eksempel på, hvordan ildsjæle og fællesskaber kan skabe noget, der rækker ud over det enkelte måltid. Det er startskuddet til noget, der på sigt kan blive en bæredygtig social virksomhed.
Vi ønsker jer alt det bedste!
Vi glæder os til mange gode besøg i Café BIC – og til endnu flere smagsoplevelser og stjernestunder i jeres selskab. Tak fordi I er med til at gøre Rudersdal lidt grønnere, lidt varmere og meget mere fællesskabsorienteret
Find Café BIC – Det Grønne Fællesskab på facebook her
Se også
Seneste nyheder