Når arbejdslivet stopper – og hverdagen skal genopfindes
Nyt initiativ i Rudersdal sætter fokus på en ofte overset overgang
At gå på pension forbindes ofte med frihed, rejser og mere tid til sig selv. Men for mange er overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse langt mere kompleks. Når de faste rammer, kollegerne og følelsen af at være nødvendig forsvinder, kan den første tid efter arbejdslivet opleves som både tom og usikker.
Det er netop denne overgang, Frivilligcenter Rudersdal nu sætter fokus på med en ny dialog- og inspirationsgruppe for seniorer, der for nylig har afsluttet arbejdslivet.
“Vi møder mange, som siger: Jeg havde glædet mig til mit otium, og jeg har det godt – men hvorfor føles det alligevel svært?” fortæller Ulla Jarulf, cand.jur. og juridisk rådgiver i Ældre Sagen, som sammen med erhvervspsykolog Henny Wilfert står for gruppen.
Et behov, der sjældent bliver talt højt om
Ifølge de to facilitatorer er der i dag stor opmærksomhed på sundhed, økonomi og praktiske forhold i forbindelse med pensionering – men langt mindre på de menneskelige og sociale sider.
“Overgangen handler ikke kun om, hvad man skal lave. Den handler også om identitet, relationer og mening. Mange har haft et arbejdsliv i en menneskealder. Det sætter dybe spor,” siger Henny Wilfert.
Hun peger på, at flere oplever en form for usynligt tab, når arbejdslivet ophører:
“Man mister ikke bare et job – man mister en rolle, en hverdag og et fællesskab. Det kan give uro, ensomhed eller tvivl, også selv om man har familie og venner.”
Et lokalt fællesskab i øjenhøjde
Den nye gruppe, “Tiden efter arbejdslivet”, er tænkt som et trygt og uformelt rum, hvor deltagerne kan dele erfaringer med andre i samme situation. Gruppen er lukket og der er plads til fortrolighed og tillid.
Samtalerne tager udgangspunkt i deltagernes egne liv og kredser om temaer som:
- overgangen til pensionistlivet – frihed, ny identitet og tab af struktur
- sociale relationer og fællesskaber
- formål, interesser og muligheder for fortsat engagement
- livskvalitet, trivsel og fremtid
“Det handler ikke om at finde de rigtige svar, men om at opdage, at der er mange måder at være pensionist på – og at man ikke står alene med sine tanker” siger Ulla Jarulf.
Relevant for mange i Rudersdal
Rudersdal Kommune har mange ressourcestærke seniorer, men også mange, der efter et langt og spændende arbejdsliv savner nye sammenhænge og fællesskaber i hverdagen. Ifølge Frivilligcenteret er interessen for fællesskabsbaserede tilbud stigende.
Starter i januar
Gruppen starter tirsdag den 27. januar 2026 og mødes herefter 8 gange hver tirsdag kl. 15-17 i Frivilligcenter Rudersdal i Holte. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere om ”Tiden efter arbejdslivet” HER
“Vi ser det som et nyt kapitel i livet – og deltagerne er selv forfattere,” slutter Ulla Jarulf.
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder