Stjernestunder i det frivillige foreningsliv
Hvad er en stjernestund for dig? Ved at gå på opdagelse i dine stjernestunder kan du få øje på de skjulte potentialer i din forening. Gennem billeder og film kan du eksperimentere kreativt med at vise værdien af din forening. I en filmworkshop i Frivilligcentret Rudersdal har deltagerne arbejdet med deres frivillige stjernestunder via billeder og film.
Nina Dalsby afrapporterer i denne artikel sin praktikrapport, som er skrevet med udgangspunkt i hendes praktikforløb hos Frivilligcenter Rudersdal, hvor hun som studerende deltog i filmworkshop “Film din forenings stjernestunder” i august/september 2021, sammen med 11 deltagere fra forskellige foreninger. Nina har undersøgt, hvilken viden workshoppen om stjernestunder har givet to af deltagerne, og hvilken virkning produkterne af stjernestunder kan have for frivilligcentret.
Med Iphones eller Ipads sad deltagerne fra de frivillige foreninger klar til at lære filmteknik og fortælle om stjernestunder, på tre sessioner over tre uger. Workshoppen blev ledt af underviserne Christa Breum Amhøj og Tabitha Burke fra Aktionsuniversitetet.
Hvad betyder det så at gå på opdagelse i sine stjernestunder på denne workshop? Christa beskriver det som en billedbaseret tilgang og en central metode til at synliggøre den mærkbare fremtid. De små gyldne øjeblikke eller stjernestunder kan berøre os og give os tillid til hinanden. Vi kan dermed få lyst til mere samvær og velfærd.
Som studerende har jeg selv deltaget i workshoppen og blev nysgerrig på, hvad det er for en læring der finder sted, når man anvender billeder og film til at udtrykke sine stjernestunder med, og mere vigtigt, har deltagerne fået noget ud af det?
Når man arbejder med en billedbaseret tilgang forklarer Christa, at man kan se det som æstetiske læringsprocesser. Det betyder at man ved at sanse og på opdagelse i det ukendte kan lede til nye tanker og bevidstgøre nye mønstre eller sammenhænge. Som en frivillige forening kan denne form for læreproces, gøre det muligt at se det skønne og skabe nye handlinger.
Stumfilm og nye indsigter
Jeg interviewede to deltagere efter workshoppen, for at høre deres oplevelse. Iver Nordtoft fra Klimabevægelsen havde en klar opfattelse af en stjernestund:
” […] en stjernestund kunne være en stor demonstration som bliver transmitteret og behandlet på en positiv måde og som gør en forskel, ligesom vi oplevede det ved folketingsvalget for to år siden, så det blev et klimavalg. […] I mit tilfælde fik jeg lavet en stumfilm (om klimavalg nu), fordi det viste sig at nogle af scenerne var lidt komiske, så det passede godt til den genre. Jeg har brugt filmen i min forenings arbejde, og lagt den op på de sociale medier og fået god respons.” siger Iver, deltager
Deltager Nada Naanaah fra Dansk-Syrisk Kulturforening fortæller, hvordan workshoppen har givet hende mere bevidsthed om sin forening:
” […] efter stjernestunder er jeg mere bevidst om, hvem de frivillige er, og jeg kan bedre se, hvem der kan hjælpe og sætte pris på deres frivillige arbejde. .. Vi reklamerer normalt ikke så meget for vores arbejde, eller vores medlemmer, eller vores indsats især for integration. Men efter jeg har været på det kursus, så synes jeg det er meget vigtigt at vise andre, hvem vi er” -Nada, deltager
Nada gik på opdagelse i sine billeder af stjernestunder i foreningens historie. Hun har fået lyst til at lave film, hun kan eksponere, så andre kan se udviklingen i foreningen og se hvor godt det går mange syriske medlemmer på arbejdsmarkedet og i lokalsamfundet.. Hun fortæller også, hvordan hun gennem workshoppen har lært de andre foreninger at kende og dermed fået skabt nye mulige samarbejder.
Det at arbejde med billeder og film sammen med andre har altså skabt nye indsigter i deres forenings værdier og givet lyst til at arbejde mere på den måde, og eksponere det, så andre måske også kan få lyst til at deltage i fællesskaberne.
Dog ønskede mange af deltagerne længere tid til at filme deres stjernestunder. Mange af foreningerne havde nemlig ikke nogen aktiviteter planlagt under de tre uger som workshoppen fandt sted, og det var typisk her stjernstunderne fandt sted for dem. Det kan have begrænset nogle af deltagerne i deres læring. Men som Nada gjorde, kan man sagtens klippe en film sammen baseret på billeder. Så alle deltagere endte alligevel med at vise en film til workshoppens sidste session, med opbakning og ros fra alle.
Stjernestunder som tema
Stjernestunder været et gennemgående tema for flere arrangementer i efteråret 2021. Lisbeth Eckhardt- Hansen, centerleder i frivilligcentret, fortæller:
” […] stjernestunder det har fungeret rigtigt godt. Vi har haft brug for at tale det frivillige arbejde op og se hvad der gør det umagen værd. Stjernestunder er gået hen og blevet temaet for hele efteråret i vores møde med foreningerne, på kulturnatten, på folkemødedag, med fremtidsværkstedet og udstillingen til frivilligfesten. Vi håber at de gyldne øjeblikke i nspirere andre, så vi kan få flere med i det frivillige foreningsliv.” -Lisbeth, centerleder
De frivillige foreninger har vist deres stjernestunder frem i billeder og filmklip i en fælles film om de frivillige foreninger. Den er blevet vist til diverse arrangementer og på frivilligcentrets facebookside med mange positive reaktioner. Desuden er der skabt en udstilling af stjernestunder, som hænger på gangen ind til frivilligcentret i Mariehøj Kulturcenter.
Udstilling af stjernestunder i Kulturcenter Mariehøj
Disse produkter har været med til at udvikle frivilligcentrets æstetiske profil. Det kan være med til at påvirke de forbipasserende og gøre dem opmærksomme på det frivillige foreningsliv. Så hvis du stopper op, iagttager fællesskabernes stjernestunder, kan det være du selv har lyst til at blive en del af dem?
Stjernestunder er altså blevet anvendt i forskellige sammenhænge i frivilligcentret. Workshoppen har givet de deltagende frivillige foreninger mulighed for at bruge deres sanser i den billedbaseret tilgang. De har fået indsigt i deres stjernestunder med et resultat af et filmprodukt, de selv har skabt og kan eksponere på de sociale medier. Sammen med den samlede film og billedudstillingen har det skabt opmærksomhed om foreningernes arbejde og deres stjernestunder. Dette forløb eller tema kan derfor klart anbefales til andre frivilligcentre eller gentages af Frivilligcentret Rudersdal. Det kan nemlig igennem eksponering være med til at hjælpe de frivillige foreninger med at fremme den lokale frivillighed, og derigennem bidrage til social forandring igennem deres stjernestunder.
’Frivillige stjernestunder’ filmet
Filmen indeholder klip fra 31 foreninger på bare fire minutter. Filmen er et resultat fra workshoppen ”Film din forenings stjernestunder”. Foreningernes egne videoklip indgår i filmen sammen med ekstra filmklip fra foreningerne i Frivilligcentret.
Stjernestunder udstillet
Kig på Frivilligcentrets endnu uafsluttede udstilling af de bedste stunder, medlemmerne oplever i deres foreninger og forskellige aktiviteter i vores lokale miljø. Indtil videre har disse foreninger ytret sig om deres bedste oplevelser: Birkerød Seniorerer, Selvhjælp Rudersdal, Klimabevægelsen, Vedbæk Garden, DemensNetværk Rudersdal, Birkerøddernes Løbeklub, Hemingway Club, Søllerød Jazzklub, Dansk Syrisk Kulturforening, Seniorfællesskaberne, Affaldsindsamlingen, Rudersdal Går Sammen, Rudersdalrutens Univers, Skovfit.dk, Støt Brysterne / Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors Besøgstjeneste, Birkerød Torvedage, Birkerød Kulturnat.
Kontakt Frivilligcentret, hvis du gerne vil have udstillingen på besøg.
https://issuu.com/frivilligcenter.rudersdal/docs/18plancherstjernestund.a3isuu
Artiklen og alle anvendte citater refereres til: Dalsby, N. (2021) Stjernestunder som æstetisk læring [Praksisrapport, Aalborg Universitet København]
Se også