Nyt idékatalog sætter retning for fremtidens frivillighed
Vi er glade for at præsentere vores nye idékatalog Det frivillige potentiale – et fælles afsæt for foreninger, kommune og lokalsamfund i Rudersdal. Kataloget sætter fokus på, hvordan vi sammen kan forløse det store frivillige engagement og give civilsamfundet en endnu stærkere rolle i udviklingen af velfærd, trivsel og fællesskaber i Rudersdal.
Tiden kalder på et tættere samspil mellem frivillige, foreninger og kommunen. Frivillige spiller allerede i dag en central rolle – og får endnu større betydning i de kommende år, hvor nye reformer på ældre-, sundheds-, social- og børneområdet stiller høje forventninger til civilsamfundets bidrag.
- Det er et imponerende katalog, som både er løfterigt og lidt skræmmende, fordi mulighederne for at udvikle frivillighed er så enormt store, siger Henrik Hjortdal formand for Frivilligcenter Rudersdal.
Tendenser, viden, gode eksempler og potentialer
Idékataloget samler idéer, tendenser, ny viden og konkrete eksempler fra Rudersdal. Det bygger på input fra konferencen om det frivillige potentiale, sundhedsdagen, frivillig- og personalemøder samt Frivilligcentrets bestyrelse. Dertil kommer ny viden fra undersøgelser, forskning og rapporter, som vi har arbejdet med i Frivilligcentret gennem de seneste år.
- Jeg håber, at enhver forening kan se sig selv i et element i papiret, for vi har et stærkt og mangfoldigt foreningsliv i Rudersdal, siger formanden.
Store potentialer for lokalsamfundet
Kataloget peger både på det, vi allerede gør godt, og på de barrierer og muligheder, vi skal tage fat på. Det viser, hvor der er særligt store potentialer – blandt andet i arbejdet med fællesskab, ensomhed, sundhed, børn og unge, seniorer, integration, beredskab og grøn omstilling.
Anbefalinger til at styrke frivilligheden
Kataloget indeholder også en række anbefalinger til at styrke frivilligheden, få flere med, inkludere handicappede og åbne de lukkede fællesskaber mere op. Det skal være nemmere at finde frivillige, der er brug for overblik og synlighed og kommunen kan investere i frivilligheden og bruge de fælles rum endnu bedre. Partnerskaber mellem kommune og frivillige kræver kendskab, fornyelse og fælles eksperimenten. Det handler ikke om fælles strukturer – men om at finde anledninger til at gøre noget sammen.
- Hvis vi skal indfri potentialerne, så kræver det en dybtgående involvering af alle aktører for at trække på samme hammel. Jeg håber at kataloget giver inspiration for arbejdet med den nye Civilsamfundsstrategi, som den nye kommunalbestyrelse tager fat på. Vi medvirker gerne i en proces, der samler kræfterne og lægger en fælles strategi mellem alle aktører. Vi har brug for politikere, medarbejdere i kommunen, foreninger og kultur og idrætslivet finder det fælles billede, som giver mulighed for samarbejde, prioritering og fælles planlægning, siger Henrik Hjortdal.
Idékataloget er et øjebliksbillede og en invitation til dialog. Vi håber, det kan inspirere foreninger og frivillige, give retning for udviklingen af nye tilbud i Frivilligcentret og bidrage til kommunens kommende arbejde med en civilsamfundsstrategi.
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder