Når civilsamfund og regionen mødes – nye veje til samarbejde
Hvordan kan civilsamfund og regionen spille bedre sammen til gavn for borgerne? Det var omdrejningspunktet, da Patient- og Pårørendenetværket onsdag den 28. januar inviterede til foreningsmøde om samarbejdet mellem civilsamfund og sundhedsvæsen.
Rundt om bordet sad repræsentanter fra en bred vifte af organisationer: Teglporten, Kræftens Bekæmpelse, Netværk for Autistiske Kvinder i Nordsjælland, Bedre Vilkår, SIND, Ældre Sagen, Seniorrådet, Danske Handicaporganisationer, Parkinsonforeningen, Høreforeningen, Skleroseforeningen og Frivilligcenter Rudersdal. Derudover deltog Lene Lilja Petersen, områdechef i Rudersdal Kommune, samt Anja Methling fra Region Hovedstaden.
Region Hovedstadens civilsamfundsvision
Anja Methling præsenterede Region Hovedstadens arbejde med en ny civilsamfundsvision. Hidtil har samarbejdet mellem region og civilsamfund ofte været præget af enkeltstående initiativer og personlige kontakter. Med visionen ønsker regionen fremover en mere systematisk og strategisk tilgang til samarbejdet.
Visionen tager afsæt i Danske Regioners udspil om lighed i sundhed og i en politisk beslutning om at udvikle en samlet strategi for civilsamfundssamarbejdet. Den er blevet til gennem interviews med regionspolitikere, civilsamfundsaktører og ledere samt en udviklingsworkshop med mere end 60 deltagere fra kommuner, region og civilsamfund.
En vigtig pointe er, at civilsamfundet rummer mange forskellige typer aktører – både små og store organisationer med frivillige, lønnede medarbejdere eller en kombination. Civilsamfundet kan både supplere og komplementere det offentlige sundhedsvæsen, men det kræver tydelige rammer for samarbejdet.
Visionen bygger på fire strategiske pejlemærker:
1. Civilsamfundet som partner i forebyggelse
Forebyggelse sker i hverdagen – ikke kun på hospitalet. Civilsamfundet kan bidrage med indsatser for mennesker med kronisk sygdom og kræft, hvor fokus er på at forebygge forværring, styrke mestring og øge livskvaliteten.
Her er der særligt potentiale i fælles indsatser mellem region, kommune og civilsamfund, fx gennem lokale tilbud og sociale henvisninger.
2. Civilsamfundet og lighed i sundhed
Civilsamfundsorganisationer har ofte tæt kontakt til socialt udsatte borgere og kan være med til at opdage både fysiske og psykiske problemer tidligere. Flere organisationer driver allerede sundhedstilbud som fx sygeplejeklinikker og fodterapi.
Et vigtigt udviklingsområde er at styrke brobygningen mellem civilsamfund og det regionale sundhedsvæsen.
3. Civilsamfundet som bro til hverdagsliv og fællesskaber
Når mere behandling foregår i eget hjem, kan nogle patienter risikere at stå mere alene. Her spiller civilsamfundet en vigtig rolle i genoptræning, rehabilitering og fællesskaber med ligestillede.
Civilsamfundet kan støtte overgangen tilbage til hverdagen efter indlæggelse – både inden for somatik og psykiatri.
4. Civilsamfundet som medudvikler af løsninger
Sundhedsvæsenet er under pres med flere ældre og flere med kronisk sygdom og multisygdom. Frivillige skal ikke erstatte lønnet personale, og samarbejde kræver ressourcer.
Til gengæld rummer civilsamfundet stor innovationskraft, og derfor er det vigtigt, at civilsamfundet inviteres med tidligt i udviklingen af nye løsninger.
Du kan læse mere om Region Hovedstadens civilsamfundsvision HER
Kommunens organisering på velfærdsområdet
Lene Lilja Petersen gav et overblik over, hvordan Rudersdal Kommune er organiseret på velfærdsområderne efter valget.
Velfærdsområderne er politisk forankret i fire udvalg:
Børn og Skole, Social og Beskæftigelse, Ældre, Omsorg og Sundhed samt Kultur og Fritid.
Herunder ligger fagområder som dagtilbud, skole, social myndighed og beskæftigelse, sundhed og forebyggelse, hjemmepleje, plejehjem, genoptræning, handicap- og psykosociale tilbud samt kultur, idræt og ungdom.
Oplægget gav deltagerne et samlet billede af, hvor civilsamfund og foreninger møder kommunen – og hvor samarbejdet kan finde sted.
Du kan slides fra oplægget HER
Frivilligcenter Rudersdal: Det frivillige potentiale
Frivilligcenter Rudersdal præsenterede idékataloget Det frivillige potentiale, som sætter fokus på, hvordan frivillighed kan spille en endnu større rolle i udviklingen af velfærd, trivsel og fællesskaber i Rudersdal.
Idékataloget bygger på input fra konferencen om det frivillige potentiale, sundhedsdagen, frivillig- og personalemøder samt Frivilligcentrets bestyrelse. Det samler idéer, tendenser, viden og konkrete eksempler fra Rudersdal.
Kataloget tager afsæt i reformer på ældre-, sundheds-, social- og børneområdet, som stiller større forventninger til civilsamfundets bidrag. Blandt pointerne er betydningen af fællesskaber for trivsel, potentialer for børn og unge samt mulighederne for at engagere flere seniorer.
Derudover peger kataloget på behovet for at engagere flere frivillige, give plads til forskellige former for frivillighed og styrke partnerskaber mellem kommune og civilsamfund.
Du kan læse læse mere om idekataloget HER
Dialog og næste skridt
Efter oplæggene var der dialog og spørgsmål fra deltagerne. Her blev blandt andet drøftet balancen mellem pligt og frivillighed – herunder at frivillige altid kan sige fra igen. Vågetjenesten blev nævnt som et eksempel på en indsats, der løser en opgave, sundhedsvæsenet ikke selv kan varetage.
Der blev også talt om social henvisning og udfordringen med at nå de praktiserende læger, som ofte har begrænset tid. Her blev behovet for en brobyggerfunktion fremhævet – en funktion, der kan støtte borgere i at finde vej til fællesskaber og tilbud.
Flere pegede på behovet for et bedre overblik over civilsamfundets tilbud og større kendskab til dem. I den forbindelse blev Social Kompas fremhævet som et redskab, der kan synliggøre tilbuddene og understøtte henvisning til civilsamfundets aktiviteter.
Regionens næste skridt i arbejdet bliver:
• Afdækning af området
• Forankring i sundhedsrådet
• Ansættelse af civilsamfundskoordinatorer med placering i sundhedsrådene
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder