Velkommen til Rudersdal Musikteater 🎭🎶

Varmt velkommen til Rudersdal Musikteater, som netop er blevet medlem af Frivilligcenter Rudersdal.
Rudersdal Musikteater er et frivilligt fællesskab, som blev startet i foråret 2025 af en gruppe borgere med baggrund inden for musik, teater, foto, film og tv. Foreningen skaber musikteater, musicals og teaterkoncerter – og her er der plads til alle, der har lyst til at være med.
Det særlige ved Rudersdal Musikteater er, at medlemmerne selv er med til at skabe forestillingerne fra idé til premiere. Der er brug for mange forskellige talenter og interesser – både sangere, skuespillere, musikere og dansere, men også folk, der har lyst til at arbejde med teknik, kostumer, kulisser og meget mere.
Foreningen henvender sig til alle fra 12 år og opefter og har ambitioner om at blive en aktiv del af det lokale musik-, teater- og kulturliv. Rudersdal Musikteater har base på Kulturcenter Mantzius i Birkerød.
I den nye sæson er der blandt andet rytmisk kor på programmet, ligesom medlemmerne er i gang med at øve julemusicalen ”Panik før juletid”, som spiller for børn og børnefamilier i november og december.
Vi glæder os til at følge Rudersdal Musikteater og til at byde jer velkommen i fællesskabet i Frivilligcenter Rudersdal.
Velkommen til! Se mere om Rudersdal Musikteater på rumut.dk
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder












