Skip to main content

Usikker fremtid presser ukrainere i Rudersdal

Af Jan Andersen, Frivilligcenter Rudersdal 

Krigen i Ukraine raser på femte år og rammer hver dag civile, der bliver fordrevet fra deres hjem og land – og nogle af dem ender i Rudersdal. 

Dét giver udfordringer både for Rudersdal Kommune og de mange frivillige, der hjælper fordrevne ukrainere på kommunens indkvarteringssteder. 

Røde Kors inviterede derfor de frivillige til et statusmøde i Friviligcentret, hvor Trine Bjørn fra Rudersdal Kommune og Line Rasmussen fra Røde Kors orienterede om, hvordan situationen er lige nu - og hvilke konsekvenser de nye ændringer af særloven for ukrainske fordrevne får for ophold i Danmark. 

Der er i oktober 295 beboere på kommunens midlertidige indkvarteringssteder og kun få værelser tilbage. Der er dog en løbende udskiftning, idet nogle beboere, som er i arbejde, flytter i egne lejligheder, mens nye fordrevne kommer til. 

Nye beboere indkvarteres oftest på Nordvanggaard i Birkerød, det tidligere kloster på Bistrup Byvej, hvor der i øjeblikket bor 41 ukrainere. Ældre og handicappede får som regel værelser på Krogholmgård i Trørød, der er et tidligere ældrecenter, hvor der er bedre faciliteter som større værelser med eget bad. 

Det er svært at finde almennyttige lejligheder i Rudersdal, som det er til at betale for ukrainske fordrevne, og der er lange ventelister. Det er kun ukrainere, der er i arbejde, som får tilbudt lejligheder. 

”Nogle har det virkelig skidt” 

Trine Bjørn fortalte, at der er et markant større psykisk pres på mange af de ukrainske fordrevne, end der var tidligere. 

”De er mere påvirkede og pressede. Nogle af dem har det virkelig skidt,” sagde Trine Bjørn. Konsekvensen kan for eksempel være interne konflikter på indkvarteringsstederne.  

Hun opfordrer derfor frivillige til at være ekstra opmærksomme på beboernes mentale helbred og hjælpe dem med at blive henvist til egen læge eller til psykologhjælp for eksempel gennem organisationen DIGNITY eller Psykiatrisk Center Ballerup. 

Det øgede psykiske pres skyldes blandt andet, at mange af ukrainerne har boet på kommunens indkvarteringssteder i rigtig lang tid – op til fire år. 

Forskning viser, at når man lever i den form for ”midlertidighed” med usikkerhed om fremtiden, er der risiko for, at man bliver syg. 

Derfor kan ”midlertidighed” føre til sygdom 

Når et menneske lever i ”midlertidighed” reagerer kroppen og sindet på det som en konstant, uløst krise. Den kroniske tilstand af usikkerhed slider på det mentale og fysiske helbred. 

Den ramte er i konstant alarmberedskab, fordi hjernen aldrig kan slappe af, når fremtiden er uvis. Det udløser stresshormonet kortisol, som over tid nedbryder kroppen. 

Følelsen af ikke at kunne planlægge sit eget liv giver tab af kontrol og man risikerer at miste sin identitet, fordi alt er på ”lånt tid”, og det er svært at slå rod og opbygge en stabil selvfølelse. 

Mange unge ukrainere er kommet til Danmark 

Kommunen og Røde Kors har stor fokus på de unge ukrainere, som det seneste års tid er strømmet til Europa og Danmark, fordi Ukraine ophævede udrejseforbuddet for 18 til 22-årige. 

I juli måned var der 11.917 unge ukrainere i Danmark i alderen 16 til 24 år. 

I Rudersdal er der lige nu 97 unge ukrainere i alderen 18 til 29 år, heraf bor 28 på indkvarteringsstedet Egebæk. 

En stor del af de unge er startet på IGU, IntegrationsGrundUddannelse.  

Det er en to-årig ordning, som kombinerer lønnet virksomhedspraktik med skoleundervisning. Formålet er ifølge Undervisningsministeriet at hjælpe nyere borgere hurtigere ind på det danske arbejdsmarked. 

Trine Bjørn fra Rudersdal Kommune henviste til muligheden for at ukrainerne gratis kan komme i foreninger med fritidsaktiviteter og lignende. Det er vigtigt, at de unge ikke keder sig og bliver rodløse. 

Frivillig aktivitetsleder Hanne Kaarsberg fremhævede som et godt eksempel på aktiviteter for de unge ”klatredagen” på Egebæk i sommer, hvor mange af de unge fik en klatretur op i de 15 meter høje træer i den lille skov bag Egebæk. 

I øvrigt viser nye tal fra Rockwoolfonden, at 69 procent af de ukrainske fordrevne ønsker at blive i Danmark. Andre 28 procent ønsker at blive her indtil det er helt sikkert at vende hjem til i Ukraine. Kun tre procent ønsker at rejse hjem nu. 

Brug Frivilligcentrets mange muligheder 

Lisbeth Eckhardt-Hansen, leder af Frivilligcenter Rudersdal, opfordrede også til at ukrainerne bliver integreret i det frivillige miljø. Frivilligcentret byder på mange aktiviteter, der kan være til stor glæde for ukrainerne, og der er mange muligheder for rådgivning.  

Herunder bisidder-ordningen, hvor man kan få en bisidder med til for eksempel svære samtaler hos kommunen eller lægen. Der er også virksomhedsmentorerne for dem som måske har mod på og lyst til at starte egen virksomhed. 

Lørdag 7. november fra klokken 13 til 18 holder Frivilligcentret 25 års jubilæumsfest i Kultursalen og Storm P. på Kulturcenter Mariehøj, og Frivilligcentret håber at se rigtigt mange af kommunens ukrainske beboere. Arrangementerne er gratis. 

Programmet byder på underholdning blandt andet med Vedbækgarden, stande fra frivillige foreninger, børneteater og udstillinger. Særligt for ukrainerne kommer Viktoriia Rafalska og synger ukrainske folkesange. 

”Vi glæder os til at skabe nye stjernestunder sammen,” lyder det i indbydelsen fra Frivilligcentret. 

Krigen rammer civile som aldrig før 

Rusland dræber og kvæster civile i Ukraine som aldrig før. Det viser de seneste civile tabstal fra FN´s Flygtningeorganisation, UNHCR. 

I de første ni måneder af 2026 blev 2570 civile dræbt i Ukraine og 15.211 blev kvæstet. Det er 59 procent flere end i samme periode i 2025 og mere end dobbelt så mange ofre som i 2024. 

UNHCR melder også om et stigende pres på transitcentrene, som civile flygter til fra områderne ved fronten. 

Tre millioner ukrainske boliger er blevet ødelagt eller beskadiget. Det er 14 procent af Ukraines boligmasse. 

Loven strammes: 

Der ventes at komme færre ukrainske flygtninge til Danmark, når to ændringer af særloven for midlertidigt ophold for fordrevne ukrainere slår igennem. 

Udlændinge- og integrationsministeriet forventer, at der på sigt kommer 40 procent færre fordrevne ukrainere til Danmark. Det vil lette det store pres på kommunerne, der skal sørge for indkvartering og anden hjælp. 

Den ene del af den ændrede særlov er vedtaget i folketinget og begrænser adgangen til midlertidig opholdstilladelse for ukrainere i alderen 23 til 60 år, som er omfattet af Ukraines regler for mobilisering. 

Lov med tilbagevirkende kraft 

Det betyder i praksis, at ukrainere, der skal stå til rådighed for militærtjeneste, ikke kan få ophold i Danmark. En undtagelse er, hvis man kan dokumentere, at man er fritaget for værnepligt. 

Loven har usædvanligt tilbagevirkende kraft fra 25. juni 2026, så hvis en ukrainer, der er 23-60 år og ikke er fritaget for militærtjeneste, har søgt om midlertidig opholdstilladelse i Danmark fra denne dato, er udgangspunktet et afslag. 

Det er også muligt for ukrainere at søge om asyl, men ingen asylsager for ukrainere er endnu blevet afgjort, så det er uvist, om asylansøgninger kan imødekommes. 

Vil du også være frivillig?: 

Hvis du også vil bidrage som frivillig et par timer om ugen eller mere på et af indkvarteringsstederne for ukrainske flygtninge i Rudersdal, så skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Der er mange børn på bostederne, så du skal som frivillig acceptere, at Røde Kors indhenter en børneattest hos politiet. 

Har du kendskab til et ledigt job: 

Hvis du har en ledig stilling til besættelse af en medarbejder, som ikke nødvendigvis kan tale dansk eller engelsk, kan du skrive til Frivilligcenter Rudersdal på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 320