Stop Spild: Når ressourcer får nyt liv

Mere end 120 grønne ildsjæle var med til omstillingsdagen Stop Spild, hvor der var fællesskab om at bruge vores ressourcer bedre med praktisk handling, viden og ny inspiration. Havarthigaarden, Frivilligcentret og medlemmer af det grønne omstillingsnetværk stod bag dagen, hvor vi satte fokus på at minimere spild i lokalområdet.
Kan en gammel skjorte blive til nyt tøj? Kan overskudsmad blive til et godt måltid? Og kan genbrugspladsen i højere grad blive et sted, hvor ting får nye ejere frem for at ende som affald?
Det var nogle af de spørgsmål, der var i centrum, da Havarthigaarden onsdag 7. oktober dannede ramme om omstillingsdagen Stop Spild.
Haven og de smukke gamle bygninger summede af liv. I teltene og lokalerne kunne man bytte tøj, få repareret yndlingsting, sy stofposer, lære om bier og biodiversitet, høre fuglestemmer og få inspiration til at bruge ressourcerne på nye måder. Indenfor var der talks, samtaler og workshops – og dagen sluttede med fællesspisning med mad lavet af overskudsfødevarer fra Fødevarebanken og Heart2Heart.
- Vi er glade for at være med i den grønne omstilling. Frivillige drager ikke kun omsorg for kultur, trivsel og sundhed. Omsorgen for vores fælles planet er fælles for alle, sagde Henrik Hjortdal, formand for Friviligcentret.
Baggrunden er dyster. Det er allerede længe siden at vi fik opbrugt det forbrug af naturressourcer, som Jorden kan nå at genskabe på et helt år. Overshootdag faldt den 20. marts i Danmark.
Vi skal fylde maver – ikke containere
En af dagens første oplægsholdere var Rasmus Erichsen, stifter af Stop Spild Lokalt og et af de mennesker i Danmark, der ved mest om madspild.
For Rasmus hænger klima og social ansvarlighed tæt sammen. Som han fortalte, startede han Stop Spild Lokalt, fordi det var svært at se god mad blive smidt ud, samtidig med at mennesker springer måltider over.
Madspild er samtidig et enormt globalt problem. Ifølge oplægget står madspild for omkring 8-10 procent af verdens drivhusgasudledninger, og omkring en tredjedel af den mad, der produceres på verdensplan, går til spilde.
Stop Spild Lokalt viser også, at der findes konkrete løsninger. Organisationen har 35 såkaldte Madoaser, hvor overskudsmad fra blandt andet supermarkeder, producenter og grossister bliver delt ud til mennesker, der har brug for hjælp. Arbejdet bæres af frivillige og lokale fællesskaber.
Det handler altså ikke kun om at redde mad. Det handler også om at skabe fællesskaber og gøre en forskel for mennesker.
- Vi kan alle gøre lidt for at ændre meget. Så gør alle sammen en lille forskel i hverdagen. Spis maden op. Køb kun det du behøver og køb aldrig ind på tom mave, opfordrede Rasmus Erichsen.

Ting eller affald
Hvornår bliver en ting egentlig til affald? Det spørgsmål stillede Lars Engelbert fra Norfors deltagerne.
For en stol, en lampe eller en mursten kan måske stadig bruges, selv om den ikke længere har værdi for den nuværende ejer. Problemet opstår, når vi begynder at betragte ting som affald, før deres værdi reelt er udtømt.
Norfors satte fokus på affaldshierarkiet, hvor den vigtigste indsats er at forebygge affald. Derefter kommer direkte genbrug, genanvendelse, energiudnyttelse og til sidst deponi. Pointen er enkel: Jo længere oppe i hierarkiet vi kan bevare en ressource, jo mere værdi bevarer vi.
Og det handler om mere end sortering.
På genbrugspladsen skal vi måske i højere grad tænke: ”Hvem kan bruge det?” frem for kun: ”Hvor skal jeg smide det?”
Norfors peger blandt andet på, at affaldet fra genbrugspladserne er mere end halveret over fire år. Men næste skridt er at arbejde endnu højere oppe i hierarkiet – med direkte genbrug, reparation og forebyggelse.
En gammel bluse, en symaskine og et syltetøjsglas
Det var netop den tankegang, der blev gjort konkret rundt omkring på Havarthigaarden.
Ved tøjbytte kunne en brugt bluse få en ny ejer. Hos Dansk-Syrisk Kulturforening kunne gæster få hjælp til at reparere og lappe ting, de gerne ville beholde. Plastikposefrit Rudersdal satte symaskiner frem og syede stofposer. Og i sylteværkstedet blev overskydende frugt og grønt forvandlet til noget, der kunne holde længere.
Der blev også delt idéer om biodiversitet, bier, fugle, bæredygtigt forbrug og mulighederne for at dele og låne i stedet for at købe nyt.
På den måde blev Stop Spild ikke bare en dag med gode intentioner. Det blev en dag, hvor man kunne se, prøve og gøre.

Hverdagsaktivisme og fællesskab
Tina Donnerborg der er genbrugschef i Dansk-Røde Kors og en af de eksperter i Danmark, der ved mest om genbrug talte om hvordan genbrug, frivillighed og cirkulær økonomi kan gøre en reel forskel for klimaet. Røde Kors har omkring 270 genbrugsbutikker i hele landet. I 2025 sparede deres genbrugsaktiviteter klimaet for hele 25.327 ton CO₂. Tina fortalte om genbrug som både hverdagsaktivisme, fællesskab og konkret klimahandling.
- Det er mennesker der gør en forskel, og jeg vil gerne slå et slag for at hverdagsaktivismen kan gøre en forskel for klimaet, sagde hun.
Direkte genbrug
Lene Askgaard Hyldtoft fortalt om hvordan hun sammen med en lille flok mennesker har taget initiativ til et borgerforslag om mere direkte genbrug på genbrugsstationerne, som har fået opbakning i kommunalbestyrelsen.
Borgerforslaget handler om at gøre det lettere for borgere i Rudersdal Kommune at aflevere og tage brugbare ting direkte fra genbrugsområder, så færre ting bliver til affald. Lene vil fremme direkte genbrug, støtte socialt udsatte, reducere CO2-udledning og skabe en bæredygtig kultur. Kommunen opfordres til at hæve ambitionsniveauet, da nuværende løsninger kun opfylder lovkravene symbolsk og ikke reelt giver borgerne adgang til genbrug. Inspiration fra andre kommuner viser, at bedre indretning, frivillige og mere information kan gøre en stor forskel.
Også her bliver frivillighed en vigtig del af den grønne omstilling og Lene er nu i gang med at samle en frivilligflok, som vil hjælpe med at få visionerne til at leve i praksis.

Fra affaldsplads til ressourceplads
Måske var det derfor også en af dagens vigtigste pointer, at den grønne omstilling ikke kun handler om, hvad vi putter i den rigtige container. Den handler om, hvad vi gør, før noget overhovedet bliver til affald.
Norfors deler visionen om mere direkte genbrug og stillede spørgsmålet, om Rudersdals genbrugspladser i fremtiden kan udvikle sig fra affaldspladser til egentlige ressourcepladser, hvor direkte genbrug kommer før containeren.
Det er en stor mental ændring: Fra ”Hvor skal det smides?” til ”Hvem kan bruge det?”
Og måske er det netop sådan, vi kommer videre.
Vi kan gøre det sammen
Da dagen sluttede med varm suppe, brød og æbledessert lavet af overskudsfødevarer, var cirklen sluttet.
Stop Spild viste, at den grønne omstilling ikke behøver være noget abstrakt eller noget, vi skal klare hver for sig. Den kan begynde med den mad, vi allerede har i køleskabet. Med en skjorte, vi bytter i stedet for at købe nyt. Med en ting, vi reparerer. Eller med den ekstra cykel, symaskine eller viden, vi kan dele med andre.
Tak til en stor grøn flok
Tak for samarbejdet Havarthigaarden og alle medvirkende fra Det Grønne Omstillingsnetværk.Dansk Røde Kors, Røde Kors Rudersdal, Stop Spild Lokalt, Foreningen Bæredygtigt Forbrug, Norfors, Dansk Syrisk Kulturforening, Heart2Heart, Havarthigaardens Fælleshave, Kræftens Bekæmpelse Rudersdal, Plastikposefrit Rudersdal, Rudersdal Biblioteker, Rudersdal Kommunes Klimateam, Klimabevægelsen Rudersdal, Grønne Nabofællesskaber, Fugleværnsfondens frivilliggruppe i Vaserne, Rudersdal Biavlerforening, Friviligcentrets svampeekspert Aksel Miljøudvalget på Birkerød Gymnasium og Lene Askgaard
Den bedste måde at undgå ressourcespild på er, at ressourcen aldrig bliver til affald.









Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder












