Skip to main content

Nyhed -Frivilliges mange ansigter

Nyhed -Frivilliges mange ansigter

  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: Frivilligprisen 2026 gik til Henrik Oksholm fra FC Rudersdal.

Frivilligprisen 2026 gik til Henrik Oksholm fra FC Rudersdal for hans mangeårige og utrættelige engagement i fodbold- og foreningslivet i Rudersdal.

Henrik Oksholm er sådan en frivillig, der altid er der. Som leder, træner, holdleder, bestyrelsesmedlem, koordinator og organisator har han gennem årtier lagt utallige timer i fodbolden – og han er ikke typen, der spørger, om en opgave egentlig hører til ham.

Har trænerne brug for hjælp, er Henrik der. Mangler der styr på materialerne, tager han fat. Skal spiller- og træningstøj vaskes, pakkes eller gøres klar, ordner Henrik det. Og når der skal uddannes nye trænere eller skabes aktiviteter for de unge, er han også med.

Hans frivillige engagement spænder vidt, men fælles for det hele er ønsket om at få andre til at lykkes.

Ved overrækkelsen af Frivilligprisen fremhævede fungerende borgmester Court Møller netop Henriks evne til at skabe fællesskaber:

”Du skaber fællesskaber. Du udvikler mennesker. Du får ting til at ske. Du gør en forskel for rigtig mange mennesker i Rudersdal.”

Et hjerte, der banker for Vedbæk
Et særligt sted i Henriks frivillige hjerte har anlægget i Vedbæk. Her har han gennem det seneste år været en drivkraft i at skabe mere liv og fællesskab omkring fodbolden.

Henrik åbner dørene til fællesspisning og sørger for, at der er mulighed for at få en kop kaffe og en ristet pølse, når der er kampe i weekenden. Det lyder måske enkelt, men det er netop den slags initiativer, der gør et idrætsanlæg til mere end bare et sted, hvor man spiller kamp.

Det bliver et sted, hvor man mødes, bliver hængende lidt længere og lærer hinanden at kende.

Henrik har med sit engagement været med til at skabe et stærkere klubliv på anlægget – til glæde for både spillere, forældre, trænere og andre, der kommer forbi.

Frivillig med stort F
Henrik er samtidig en af de frivillige, der får rigtig meget til at ske uden nødvendigvis selv at stå forrest.

Han arbejder til daglig med fodbolden og sørger for at bringe ny viden og inspiration ind i foreningslivet. Han hjælper trænere, støtter de unge trænere, arrangerer sociale aktiviteter og tager ansvar for både de små praktiske opgaver og de større organisatoriske udfordringer.

Og listen over opgaver er lang.

Men måske er det netop det, der kendetegner Henrik bedst: Han ser, hvad der mangler – og så gør han noget ved det.

”Jeg har altid været frivillig, og det bliver jeg ved med’, sagde han i sin takketale for anderkendelsen.

Stort tillykke til Henrik Oksholm med Frivilligprisen.

Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 947
  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: SIND Rudersdals sommergåture modvirker sommerens ensomhed og stilstand for medlemmerne.

Hvor mange ser frem til årets lange sommerferie, er der andre, der gruer for den på grund af ensomhed, når alt lukker ned. Sommergåturene er blevet en fast del af sommerprogrammet i lokalafdelingen SIND Rudersdal og skal fremover give SIND-medlemmerne et afbræk fra sommerens stilstand. SINDbladet var med, da lokalafdelingen afviklede årets sidste sommer walk-and-talk – og de har givet frivilligcentret mulighed for at bringe historien.

Af Isabelle Lillium

Mange oplever, at humøret stiger, i takt med at dagene bliver lysere i løbet af sommermånederne. Men hvor mange ser frem til årets lange sommerferie, bliver de lyse sommermåneder for andre et forstørrelsesglas, der forstærker ensomhedsfølelsen.

Det kan SIND-medlemmet Ulla på 62 nikke genkendende til. Udover at sidde i SIND Rudersdals bestyrelse arbejder hun på Lille Skolen for Voksne, som er et læringsfællesskab for mennesker med psykiske og sociale vanskeligheder. Men når den fire uger lange sommerferie går i gang, mister hun sin daglige struktur, og det kan have negative konsekvenser både for hendes fysiske og mentale helbred, forklarer hun.

”Jeg har kæmpet med spiseforstyrrelse i mange år og kan have svært ved at være sammen med andre. Derfor har ensomhed altid været en del af min hverdag. Men det er tydeligt, at den forstærkes i den lange sommerferieperiode, hvor alt har sommerferielukket. Det kan trigge min spiseforstyrrelse,” forklarer hun.

Men det skal sommergåturene i SIND Rudersdal fremover råde bod på. 

”Mens andre går på ferie, så bliver de, der ikke kan holde ferie på samme måde, efterladt på perronen. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi laver aktiviteter for medlemmerne - også i sommermånederne,” siger Tilka Schneider, der er lokalforperson i SIND Rudersdal.

SindRudersdalSommertristhed2

Deltagerne oplevede flere sider af naturen i Nordsjælland.

Walk-and-talk med SIND Rudersdal

Jeg mødes med Tilka på Holte Havn på en lun og blæsende augustdag. Vi har sat os på havnens gamle café fra 1896, og imens vi venter på de andre deltagere, fortæller hun mere om initiativet.

Sommergåturene i SIND Rudersdal fik deres spæde opstart sidste sommer, da et SIND-medlem foreslog en gåtur som sommeraktivitet, forklarer hun.

Lokalbestyrelsen har efterfølgende evalueret aktiviteten på et bestyrelsesmøde. Udover lidt transportlogistisk bøvl så har sommergåturene været en succes, tilføjer hun. 

”Vi fandt ud af, at det var vigtigt at lægge ruten i nærheden af en togstation eller en buslinje. Og så var det også vigtigt, at deltagerne selv kunne stå af undervejs, hvis ruten blev for lang,” forklarer Tilka og tilføjer, at sommergåturene for 2027 allerede er lagt ind i kalenderen. 

Tilka, som skal lede dagens ekspedition ned til Furesøen og Bistrup Hegn, tager et udprint af Google Maps i en plastikmappe frem fra sin sorte rygsæk.

Opbuddet af deltagere til sommergåturen bliver ikke stort, men det er heller ikke meningen, siger lokalforpersonen:

”Hovedideen med sommergåturene er netop, at vi er en mindre gruppe, hvor vi mere uformelt kan gå og tale sammen om , hvad der rør sig i vores liv. For det er ikke alle medlemmer, der trives i større forsamlinger.”

”SIND favner mere bredt”

Nana Marie på 55 er den første deltager, der møder op. Udover at være medlem af SIND Rudersdal, så spiller hun en aktiv rolle i NAUK - Netværk for Autistiske Kvinder i Nordsjælland og er forperson i foreningen AK & VE- Autistiske Kvinder og Venner. 

Nana Marie forklarer, at hun er pårørende, kronisk smertepatient, og at hun selv har haft psykiske vanskeligheder tæt inde på livet. Hun har tidligere været medlem af forskellige patientforeninger, men ifølge Nana Marie er de i modsætning til SIND for ensporede i deres fokus, ofte fordi de arbejder for en enkelt sag. 

”SIND favner mere bredt. Derfor tilbyder den også mange forskellige slags aktiviteter,” siger Nana Marie og tilføjer, at hun netop har tilmeldt sig sommergåturen, fordi aktiviteten foregår i lokalmiljøet og i en mindre gruppe.

“Og så har vores lokalforperson politisk indflydelse på vores lokalmiljø, blandt andet fordi hun sidder i Handicaprådet i Rudersdal Kommune og i andre udvalg og dialogfora,” understreger Nana Marie. 

Vi bliver afbrudt. De sidste deltagere er mødt op. Tilka vifter med kortet og dirigerer os henimod Dronninggårds Allé. 

”Hanne mødes med os senere,” siger hun højt og sætter i gang.

”Jeg er blevet meget mere udadvendt”

På vej ned mod Dronninggårds Allé falder jeg i snak med Anne-Dorthe på 78 år. Hun har været medlem af lokalafdelingen i 12 år og blev i sin tid introduceret til foreningen af nogle bekendte. 

”Vi har en rigtig god bestyrelse, fordi de er gode til at arrangere aktiviteter. De tager virkelig hånd om medlemmerne,” siger hun. 

En cykel suser forbi os, idet vi krydser Dronninggårds Alle.

Jeg spørger til hendes arbejdsliv, og Anne-Dorthe fortæller, at hun har haft sin gang som sekretær i Københavns Statsamt. Og Anne-Dorthes blå-grønne øjne lyser særligt op, når hun fortæller om sin afdøde mand. Allerede som 14-årig blev hun ramt af Amors pile, da hun ved et tilfælde øjnede sin kommende mand en dag, da hun var ude at gå tur med sin bedstemors hund.

”Nørj, han var bare så flot!” siger hun og storsmiler.

Nogle år senere skulle deres veje krydses igen. For det viste sig, at manden, som hun havde fået et godt øje til, var den nyansatte sekretariatschef i Statsamtet. 

”Og så gik det hurtigt. Vi blev forlovet inden for tre måneder. Jeg var solgt til stanglakrids,” siger hun og klukker. 

Desværre fik deres kærlighedshistorie en uventet drejning, da hun mistede sin mand til kræft. De sociale aktiviteter i SIND har hjulpet på ensomheden. 

”Jeg er faktisk blevet meget mere udadvendt. Meget mere,” siger hun og smiler. 

Vi går op ad en stejl vej i et villakvarter og slår ind på en mindre sti, der fører ind til Bistrup Hegn. 

Hanne og Ulla.

”Det har hjulpet mig at snakke med andre, der har stået i samme situation”

Hanne på 71 støder til forsamlingen på sin cykel med sin hvide skødehund Coco i cykelkurven ikke langt fra Holte Rowing Club. Hanne har været medlem af SIND i mere end 25 år og forklarer, at hun i løbet af sit liv har døjet med depression og to rygoperationer. 

”Da jeg blev ramt af depression i sin tid, var det ikke noget, man talte højt om, fordi psykiske lidelser var tabu. Så det har hjulpet mig at snakke med andre SIND-medlemmer, som har stået i samme situation,” siger Hanne. 

Er vi blevet bedre til at snakke om psykiske vanskeligheder?

”Lidt. Men vi kunne godt blive bedre til det. For når jeg møder nogen og fortæller om depression, er der mange, der ikke ved, hvad det vil sige,” siger Hanne. 

Derudover kan Hanne nikke genkendende til det at blive ramt af en sommertristesse. Hun havde ellers set frem til forårets lysere måneder, fordi hun tænkte, at det ville hjælpe på humøret, forklarer hun. I stedet var humøret gået den anden vej. Det overraskede hende. 

”Derfor betyder det meget for mig at komme ud på en arrangeret udflugt som den her, fordi jeg ikke har kræfter til at tage på ture på egen hånd,” fortæller Hanne. 

Vi begynder at bevæge os langs Furesøen på noget, der ligner en gangbro. Folk hilser og smiler, når de cykler forbi.

SindRudersdalSommertristhed3

”Jeg prøver at give det, som jeg gerne selv vil have i min ensomhed”

Jeg falder i snak med Ulla igen, der fortæller, at hun er tilflytter fra Herlev, og derfor ikke har det store netværk i Rudersdal. Men efter at hun har engageret sig i lokalafdelingen, har det betydet, at hun nu møder folk i gadebilledet, som hun har lært at kende via lokalafdelingens aktiviteter. 

”Aktiviteterne har hjulpet mig med at føle mig mere forankret i mit lokalområde,” siger hun.

Udover at deltage i lokalafdelingens aktiviteter, så deltager hun også i Landsforeningens foredrag og kurser. 

”I SIND er der plads til alle; unge, gamle, mænd, kvinder. Alle bliver rummet med de forskelligheder, som vi nu har. Og når jeg taler med andre SIND-medlemmer, prøver jeg at give det, som jeg selv gerne selv vil have i min egen ensomhed,” siger hun. 

Vi stopper op ved Vaserne, et fugleobservationsområde ved Olsens Sø. Nana Marie leder os ind i et mindre, gråt skur med udsigt til søen. En ældre herre sidder på en bænk og skuler skævt til det pludselige opbud af knevrende kvinder. Men Nana Marie får hurtigt brudt den akavede stemning.

”Nå. Er der nogen hejrer i sigte i dag?” spørger hun ud i skuret. 

En plyshåret teenagedreng med et professionelt kamera lyser op. Han havde lige spottet en hejre på den anden side af søen, forklarer han, imens han viser sine billeder på kameraet til Nana Marie. En lille hvid prik toner frem. 

Nana Marie forsøger at fange hejren med kameraet på sin mobiltelefon, men det lykkes ikke.

Man kan både nyde stilheden i naturen og opsøge dialog med de andre deltagere. 

Forbundethed, håb og meningsfuldhed

Vi begynder at bevæge os tilbage mod Holte Havn. Tilka og Nana Marie leder troppen og går i takt i raskt trav. En besked tikker ind på Tilkas mobiltelefon. Det er en SMS fra lokalafdelingens tidligere forperson, Merete Ellebo, som i dag sidder i SINDs Hovedbestyrelse. Der er møde i SINDs Regionskreds, forklarer Tilka til Nana Marie.

Tilka har mange jern i ilden. Udover at være lokalforperson i SIND Rudersdal så sidder hun også i det lokale frivilligcenters bestyrelse og er aktiv både i Danske Handicaporganisationer og i SINDs Regionskreds.

Arbejdet som lokalforperson motiverer hende, både fordi arbejdet er lokalt forankret, men også fordi SIND som landsforening arbejder for en større synliggørelse af psykiske vanskeligheder på tværs af diagnoser. 

“Hvis kommunerne ikke lever op til deres standarder inden for det specialiserede område, kan jeg gøre opmærksom på det i SINDs Regionskreds, så problematikken kan bringes videre i det politiske system,” siger Tilka. 

Derudover underviser Tilka også i Recovery som tilgang. 

“Recovery-tankens grundprincipper er forbundethed, håb, positiv identitet, medbestemmelse i eget liv og meningsfuldhed. Det er nogle principper, som jeg bringer med mig både i mit politiske arbejde og i mit arbejde som lokalforperson,” siger Tilka.

Ifølge lokalforpersonen er det særligt princippet om forbundethed, der efter hendes mening er vigtigt, når man arbejder med recovery. 

”Et menneske er ikke en ø, men et relationelt væsen, der har brug for at føle sig forbundet til andre. Derfor gør vi os i lokalafdelingen umage med at have forskellige typer af aktiviteter, som både kan tilgodese dem, der godt kan lide at deltage i større forsamlinger f.eks. til fællesspisning, men også dem, der trives i mindre grupper,” siger Tilka. 

Sommergåturen afsluttes med en kop kaffe og et stykke kage på havnens gamle café. Tilka åbner en app på sin mobiltelefon og viser skærmen til deltagerne rundt om bordet: 

“Vi har gået 8 kilometer.”

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 1080
  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: Gælden er vokset sig så stor, at den er holdt op med at føles som tal og er blevet til noget, der fylder i hele livet.

Hos Frivilligcenter Rudersdal kan du få gratis hjælp til at få styr på gæld og økonomi - og nu søger rådgivningen en frivillig medvært.

Bliv frivillig Økonomi- og gældsrådgiver

De fleste, der træder ind ad døren til Jørgen Cardéls rådgivning, har det på samme måde: gælden er vokset sig så stor, at den er holdt op med at føles som tal og er blevet til noget, der fylder i hele livet. En time senere går de ofte ud igen med et smil. Ikke fordi gælden er forsvundet - men fordi de sammen med Jørgen har lagt en plan for gælden, så den er til at overskue.

”Folk får på en måde livet lidt tilbage”, fortæller Jørgen Cardél, der driver økonomi- og gældsrådgivningen på Frivilligcenter Rudersdal. ”Mange kommer ind med en gæld, der har haft alvorlige konsekvenser for dem, og de går herfra med en aftale, de kan leve med.”

Fra maskinarbejder til frivillig gældsrådgiver

Jørgens egen vej har ikke været lige. Han er oprindeligt uddannet maskinarbejder, men et kraniebrud satte en stopper for det og fik ham til at gå efter noget andet. Han startede sin egen ejendomsmæglervirksomhed, begyndte sideløbende at læse jura og blev uddannet i 1985. Siden kom årene som advokatfuldmægtig hos Codan, hos entreprenørfirmaet Larsen & Nielsen og som selvstændig juridisk rådgiver. Men det var et jobskifte til Forbrugerrådet Tænks gældsrådgivning, der for alvor åbnede hans øjne for, hvor stor forskel rådgivning kan gøre.

I november 2021 startede han rådgivningen på frivilligcentret. Siden har han taget imod omkring tre borgere hver uge året rundt, bortset fra sommerferien. Til selve rådgivningen bruger Jørgen op til 3 timer og til eventuel yderligere sagsbehandling, et par timer mere, og alene fra rådgivningens mailkonto er der sendt over 900 mails til kreditorer, myndigheder og borgere. 

Hvad kan man få hjælp til?

Tilbuddet er gratis og fortroligt, og det er åbent for alle uanset alder. Størrelsen på problemer, som borgere kommer med, er også forskellige - Jørgen har set alt fra 50.000 kroner til millionbeløb.

I praksis begynder et møde med, at borgeren fortæller om sin situation og lægger de relevante papirer på bordet. Derfra ser Jørgen på mulighederne. Det kan være en ansøgning om gældssanering, eller en akkordordning, hvor en del af gælden skæres væk, og borgeren betaler et fast beløb tilbage over en årrække. Han skriver også direkte til kreditorerne, når det er nødvendigt, og hjælper med at lægge et budget over indtægter og udgifter, så det bliver tydeligt, hvad der reelt er råd til.

Og nogle gange er den gode nyhed, at problemet er mindre, end borgeren troede: privat gæld kan være forældet, hvis kreditor ikke har gjort noget ved den. Offentlig gæld er en anden sag og kan trækkes direkte fra lønnen gennem Gældsstyrelsen, men også her er der ofte en vej.

”Banken giver ikke gældsrådgivning. Der er ikke ret mange steder at gå hen, hvis man har gæld.”

– Jørgen Cardel

Netop derfor betyder det noget, at hjælpen er uvildig og fortrolig - borgeren kan tale åbent uden at frygte, at det får konsekvenser. Det er måske også derfor, at tre ud af fire i en rundspørge svarede, at de fik bedre styr på deres økonomi. En af dem skrev kort og godt: ”Giv den mand en medalje”.

Nu søges en frivillig medvært

Rådgivningen er vokset, og Jørgen står i dag alene med opgaven. Derfor søger Frivilligcenter Rudersdal en frivillig medvært, der har lyst til at hjælpe.

Og man behøver hverken at være jurist eller advokat for at være med. Det vigtigste er at være regnskabskyndig og god med tal - resten kan læres. Jørgen oplærer gerne sin nye makker i både gældssanering og akkordordninger, og som han siger, minder sagerne om hinanden: gæld handler i bund og grund om at betale tilbage, så løsningerne ligner ofte hinanden.

For Jørgen er det givende i sig selv at hjælpe folk videre. Hans opfordring til den, der overvejer det, er enkel: kom og vær med et par gange og mærk efter, om det er noget for dig. Det er helt uforpligtende.

Og til den, der sidder med en gæld, man skammer sig over og ikke tør tale med nogen om, har han også en hilsen: der er tavshedspligt, man er velkommen til at tage en støtteperson med, og gælden forsvinder ikke af sig selv. Men der kan gøres noget, og i langt de fleste tilfælde lykkes det.

”Jeg er med hele vejen”, siger han.

Økonomi- og gældsrådgivning – Frivilligcenter Rudersdal

  • Hvad: Gratis, uvildig, anonym og fortrolig rådgivning om gæld og økonomi
  • Hvor: Frivilligcenter Rudersdal, Øverødvej 246A, 2840 Holte
  • Hvornår: Hver anden tirsdag kl. 15.00-17.00 - tidsbestilling nødvendig (Der er afsat en time til hver tilmeldt)
  • Tilmelding: Via NemTilmeld eller venteliste på frivilligcentret.dk
  • Vil du være frivillig medvært?: Skriv til Lisbeth Eckhardt-Hansen på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Rådgivningen holder sommerferie nu og starter igen den 4. august kl. 15 - 17.

Tilmeld dig Økonomi- og gældsrådgivningen

Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3173
  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: Skodsborghus fejrer sit første år som lokalt samlingspunkt

Skodsborghus fejrer sit første år som lokalt samlingspunkt

For præcis et år siden åbnede dørene til Skodsborghus. Siden da har huset udviklet sig til et levende mødested med foredrag, caféaftener, fællesskaber og lokale initiativer – og interessen fra lokalområdet har været stor.

"Det har vist sig at være et uhyre vigtigt initiativ med et fælles, stedbundet forum ," fortæller forperson for foreningen Mie Femø i sin beretning til generalforsamlingen.

Det første år har været præget af aktivitet og udvikling. Den officielle åbning blev et af årets højdepunkter med besøg af borgmester Ann Sofie Orth, musikalske indslag og mange lokale gæster.

"Åbningen markerede både afslutningen på en længere etableringsfase og begyndelsen på en mere udadvendt periode for foreningen," lyder det i beretningen.

Mere end 70 arrangementer på ét år

Fra september 2025 til april 2026 har Skodsborghus afholdt et imponerende antal aktiviteter. Hele 21 foredrag har samlet mellem 20 og 35 deltagere hver gang. Emnerne har spændt vidt – fra lokalhistorie, klima og skovbrug til ADHD, vulkaner og øjensygdomme.

Derudover har huset dannet ramme om 14 fredagscaféer, koraftener, intimkoncert, julestue, tesalon, kunstbyttedag og workshops.

Samtidig har forskellige klubber tilbudt aktiviteter inden for blandt andet litteratur, håndarbejde, kunst og brætspil.

Husets beredskabsgruppe har taget kontakt til byens beboerforeninger med henblik på at gøre Skodsborghus til samlings- og koordineringssted i tilfælde af krisesituationer. 

"Det har været vigtigt for os at prøve forskellige formater af og undersøge, hvad der skaber engagement og fællesskab omkring huset," understreger forpersonen.

Huset er blevet indrettet af frivillige kræfter

Parallelt med aktivitetsprogrammet er der lagt mange frivillige timer i at gøre huset mere funktionelt og indbydende.

Der er blandt andet etableret foredragssal med projektor og lærred, indrettet cafémiljø med billard, bordtennis og kunstudstillinger samt forbedret køkkenfaciliteterne. Udenfor er der kommet bord-bænkesæt og ny skiltning.

Mange af forbedringerne er blevet mulige takket være støtte fra fonde, lokale virksomheder og Rudersdal Kommune.

Ser frem mod nye aktiviteter

Selvom det første år har været en succes, ser bestyrelsen allerede fremad. På ønskelisten står blandt andet filmklub, kroket- og petanqueturneringer og kunstarrangementer.

Der arbejdes også med visionen om et lokalt kvalitetsmadmarked ved stationen, som kan skabe endnu mere liv og fællesskab i området.

Samtidig står foreningen foran en vigtig evaluering. Kommunen skal næste år tage stilling til, om forsøgsperioden med huset skal forlænges.

"Vi håber meget at få lov at forlænge aftalen, men er helt og aldeles afhængige af medlemmernes opbakning for at det lykkes," siger Mie Femø.

Bestyrelsen fortsætter

Hele bestyrelsen er genvalgt på generalforsamlingen. Mie Femø fortsætter som forperson og bestyrelsen rummer Jette Bang, Cecilia Virgin, Bernt Stubbe Østergaard, Peter Herzberg. Som suppleanter blev Suzanne Hird og Lars Scheving valgt

Tak til de mange bidragydere
I beretningen rettes en stor tak til medlemmer, frivillige, sponsorer, samarbejdspartnere og Rudersdal Kommune for opbakningen gennem året.

En særlig tak går til foreningens medstifter og tidligere formand Finn Klarskov.

"Uden ham var vi ikke her," lyder den varme afslutning på beretningen.

Et år efter åbningen står Skodsborghus som et levende bevis på, hvad lokalt engagement, frivillighed og fællesskab kan skabe, når mennesker går sammen om en fælles idé.

Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3104
  • Uddrag fra artiklens fulde tekst.: Der var fest, glæde og masser af gode minder, da Dansk-Syrisk Kulturforening markerede sit 10-års jubilæum

Dansk-Syrisk Kulturforening fejrede 10 år med fællesskab, kultur og stærke fortællinger

Der var fest, glæde og masser af gode minder, da Dansk-Syrisk Kulturforening markerede sit 10-års jubilæum på Kulturcenter Mariehøj. Medlemmer, frivillige, samarbejdspartnere og venner af foreningen var samlet til en eftermiddag fyldt med kultur, musik og fejring af et årti med fællesskab og engagement.

Et levende netværk
I sin velkomsttale satte formanden ord på den rejse, som foreningen har været på siden etableringen for ti år siden:

"Det, der startede som en idé og et ønske om at skabe et fællesskab, er i dag blevet til et levende netværk af mennesker, kultur, aktiviteter og venskaber – og ikke mindst mange gode historier." Sagde Nada Naahnaah

Gennem årene har foreningen skabt rammer for udflugter, sommerlejre, madlavningskurser, fællesspisninger, workshops og projekter, hvor mennesker med forskellige baggrunde har mødt hinanden og skabt nye relationer.

I dag er det fast praksis, at kvinderne samles torsdag, mændende mødes fredag og seniorklubben mødes i weekenden. Børnene samles lørdag.

Historier om medlemmerne
Foreningen har gennem årene fulgt mennesker på deres rejse gennem uddannelse og arbejdsliv. Mange har gennemført en uddannelse og skabt nye muligheder for sig selv og deres familier.

Nogle er blevet SOSU-hjælper eller assistent, der er ernæring assistentm, tandlægeassistent, frisør, Chauffør,  kostvejleder, bioanalytiker, sustainable energi ingeniør, Medicin og teknologi ingeniør, skolelærere, IT-ingeniører, byggeri og infrastruktur ingeniører, biokemiske ingeniører, automekanikere, procesoperatør og pædagog assistenter. Flere unge har endda udgivet deres egne bøger og gjort forfatterdrømmen til virkelighed.

"Hver eneste historie er unik, og hver eneste historie er en succes på sin egen måde. Det er historier om mod, vilje, integration, fællesskab og håb.", sagde Nada Naahnaah.

Tryghed i et nyt land
Amal er en af foreningens medlemmer, der for næsten 12 år siden forlod sit hjemland på grund af krigen. Hun sagde farvel til familie og venner og de steder, der havde været en del af livet.

”At starte et nyt liv i et fremmed land var ikke let. Vi stod over for mange udfordringer – et nyt sprog, en ny kultur og nye traditioner. Vi skulle lære at finde vores plads i samfundet og skabe en ny fremtid for vores børn”, husker hun.

”Jeg vil gerne rette en særlig tak til kulturforeningen og især til Nada, som grundlagde foreningen. Gennem årene har foreningen været meget mere end et mødested – den har været vores store familie, et sted fyldt med varme, støtte, fællesskab og gensidig respekt. Her har vi fundet venner, delt glæder og sorger og følt os hjemme, selv langt væk fra vores eget land” siger hun og ønsker foreningen og alle dens medlemmer et stort tillykke med 10-års jubilæet.

”Vi er taknemmelige for de muligheder og den tryghed, vi har fundet i Danmark. Selvom savnet af vores hjemland altid vil være en del af os, har vi lært at bygge bro mellem vores rødder og vores nye liv her”

Inspiration for lokalsamfundet
Dansk-Syrisk Kulturforening nøjes ikke med at skabe fællesskab for egne medlemmer. Foreningen har gennem tiden givet et kæmpe bidrag til lokalsamfundet.

Senest har foreningen drevet Cafe BIC – Det Gønne Fællesskab, hvor mad og mennesker mødes – og hvor den syriske madkultur går hånd i hånd med grønne, bæredygtige værdier. Dansk-Syrisk Kulturforening kan lave lækre, vegetariske retter med smag og sjæl – og et menukort, der både er sundt, varieret og til at betale. I Caféen var der fokus på madspild og ønsker at leve op til flere af FN’s Verdensmål i praksis.

Vi møder også foreningen til Holte Loppemarked, hvor skrædderne hjælper med at reparere tøj, og der er aktiviteter for børnene. Foreningen er med til Hop og Rock, til grønne omstillingsdage, livskærlige madskoler og de går gerne forrest i at arrangere multikulturelle fester og hjælpe andre etniske grupper med at finde fodfæste i Rudersdal. Foreningen har hjulpet Dansk Eritreaforening i gang og har også givet en hånd til de frivillige, der tager godt imod Ukrainerne.

”På den måde har vores forening været med til at plante frø, som er vokset videre og har skabt værdi for endnu flere mennesker.Og lad os være ærlige – det er ikke sket af sig selv.  Det er resultatet af en kæmpe indsats fra vores frivillige, bestyrelse, medlemmer og alle jer, der bakker op, hjælper til og tror på fællesskabet. En stor og hjertelig tak til jer alle”, sagde Nada Naahnaah.

Fest
Jubilæumsfejringen bød på et skønt program med musik, teater, festtaler og forplejning.
De voksne nød den gode stemning og musik med og Nour Amora  og Mostafa Al Kafafi og Christian Larsen. For børnene var der besøg af klovnen Spinat samt ansigtsmaling med farverige og fantasifulde motiver.

Jubilæet blev en festlig markering af ti års arbejde for fællesskab, deltagelse og integration – og samtidig en fejring af de mange mennesker, der har været med til at gøre foreningen til det, den er i dag.

Integration, Frivillige

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3453