Et bæredygtigt liv med neurodivergens
Tak for en spændende aften om et bæredygtigt liv med neurodivergens, hvor mere end 50 deltagere satte fokus på de udfordringer og styrker livet med neurodivergens kan bringe, og de fællesskaber og tilbud, der findes lokalt.
🔹Se også tilbud om Netværk for neurodivergente
Frivilligcentrets temamødet gav inspiration til at skabe et hverdagsliv og et samfund, der er bæredygtigt for flere.
Vi bliver stadig flere der lever med en eller anden form for neurodivergens. Man regner typisk med, at 15–20 % af befolkningen. Neurodivergens dækker bl.a. over diagnoser som ADHD, Autisme, Dysleksi, Tourette syndrom – det kan også være ordblinde og talblinde. Mange lever uden diagnose, så tallet kan i praksis være lidt højere.
I praksis betyder det at en del af de mennesker, der kommer i foreninger og fællesskaber, på arbejdspladser og i uddannelsessystemet også er neurodivergente.
Derfor giver det god mening at tale om, hvordan vi kan vi får et godt liv med neurodivergens. Og det giver det god mening at tænke i fleksible fællesskaber og forskellige måder at deltage i samfundslivet på.
Hele liv
Nanna Marie Von Qualen holdt oplæg på temamødet “Et bæredygtigt liv med neurodivergens” i Frivilligcenter Rudersdal.
’Vi taler ofte om bæredygtighed i forhold til klima og miljø, men hvad hvis vi tog begrebet lige så alvorligt, når det handler om mennesker – vores liv, fællesskaber og arbejdsliv?’ sagde hun.
Nanna Marie satte fokus på neurodiversitet – ideen om, at nogle hjerner fungerer anderledes, men ikke forkert. Hun pegede på den stigende forekomst af diagnoser som ADHD og autisme, på et samfund hvor flere mistrivses og der er stort skolefravær. Hvor diagnoserne påvirker både familieliv, arbejdsmarked og den enkelte.
Hjernens netværk og hverdagsudfordringer
Nanna Marie forklarede, hvordan hjernen opererer med to netværk:
- Et indadrettet, for selvrefleksion, fantasi og identitet
- Et udadrettet, for fokus, planlægning og problemløsning
Mange neurodivergente oplever, at det kan være svært at skifte mellem disse netværk, samtidig med at de håndterer sanseindtryk, meningsfuld aktivitet og behov for restitution. Konsekvensen er overbelastning, kedsomhed eller følelsen af meningsløshed, som opleves stærkt, men som er usynligt for omgivelserne.
Nanna Marie opfodrede til at udvide rammerne for normalitet og skabe plads til neurodiversitet i samfundet.
Personlige fortællinger fra Amalie og Nils
På mødet fortalte Amalie og Niels om egne erfaringer som neurodivergente i et samfund, der primært er indrettet til neurotypiske. Amalie talte om den gråzone mange neurodivergente befinder sig i:
”Jeg er for velfungerende til at være udfordret og for anderledes til at være normal” sagde Amalie med udgangspunkt i levet erfaring med ADHD og Autisme samt egne forskningsprojekter om neurodivergens.
Amalie fortalte om små strategier og planlægning af energi, pauser og rutiner hjælper hende i hverdagen, og hvordan hendes forskellighed også er en styrke, som hun bruger i sit arbejde med neurodivergente voksne.
Hun lagde vægt på :
🔹At neurodivergente selv kan være med til at forme fortælingen om deres anderledeshed
🔹At man skal kunne gå ind ad døren på en arbejdsplads med sin neurodivergens som et særligt kompetencesæt – ikke som en undskyldning
🔹At der findes talenter, samfundet ikke griber, fordi vi ikke ved, hvad vi skal stille op med dem
Nils blev sen-diagnosticeret med ADHD. Han delte sin rejse med humor og eftertænksomhed. Erkendelsen gav mening, men krævede samtidig nye måder at navigere i livet på. Med mange års erfaring i coaching og ledelse fortalte han, hvordan neurodivergente kan omsætte udfordringer til styrker, og hvordan det at møde andre med lignende erfaringer kan være afgørende for trivsel.
Amalie og Niels er begge frivillige facilitatorer af Frivilligcentrets samtalegruppe for neurodivergente og det nye netværk for neurodivergente, som skal skabe mere fællesskab og en ny normal for livet som neurodivergent.
Lokale tilbud
Temamødet samlede lokale foreninger og kommunale aktører, for der er hjælp og støtte at hente.
Frivilligcentret starter nyt netværk for neurodivergente, som mødes to gange om måneden. Deltagerne får invitation til hvert møde og kommer med, når der er et tema eller en foredragsholder der er relevant.
Samtalegruppen ’Sammen som neurodivergente’ som starter igen den 7. april.
Der er god plads og masser af mulighed for sociale aktiviteter i forenigerne som SIND, Netværk for Autistiske Kvinder i Nordsjælland, Ordblindeforeningen, Bedre Vilkår.
Kommunen præsenterede ’Åben Rådgivning’, hvor man kan få anvist hjælp i kommunen og aktivitetshuset ’På Sporet’ i Holte.
Der er med andre ord gode muligheder for at hente støtte og fællesskab i hverdagen.
Tilfredse deltagernes kom hjem med ny inspiration
Temamødet blev generelt meget positivt modtaget. 89 % af deltagerne svarede, at de var tilfredse eller meget tilfredse med mødet, og halvdelen af deltagerne fortalte, at de havde fået ny viden om neurodivergens. Samtidig oplevede 72 %, at de fik et bedre kendskab til tilbuddene i foreningslivet og kommunen.
Flere deltagere fremhævede, hvor givende det var at kombinere Nanna Maries faglige oplæg med de personlige fortællinger fra Amalie og Nils. Det gav genkendelse, mulighed for refleksion og inspiration til egen hverdag. Mange fortalte, at de følte sig set og spejlet i andres erfaringer, og at det gav dem konkrete ideer til at skabe mere bæredygtige rammer – både i hverdagen og i relationer til andre.
Der var også tydelig interesse for, at temamøder som dette bliver afholdt oftere. Deltagerne fremhævede, at muligheden for at skabe relationer, netværk og overblik over lokale tilbud gjorde mødet både lærerigt og inspirerende. Kort sagt oplevede deltagerne temamødet som et rum, hvor faglig viden, personlige historier og fællesskab gik hånd i hånd – og hvor man gik hjem med både ny indsigt og konkrete idéer til hverdagen.
Stor tak til Nordjyllandsfonden, som støtter netværk og temamøde for neurodivergente
Netværk for neurodivergente
Alle er velkomne i et nyt netværk for neurodivergente voksne giver mulighed for fællesskab, vidensdeling og personlig udvikling på egne præmisser.
Læs mere og tilmeld dig netværket her
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder