Flotte priser til årets ildsjæle
Ildsjælene i Rudersdal er hædret med flotte priser fra Rudersdal Kommune
Frivilligprisen til Mantzius dynamiske duo
Årets frivilligpris går til Mette Katborg og Casper Astrup, som står i spidsen for det store frivillige miljø omkring MantziusLive. De to ildsjæle er ansvarlige for drift og afvikling af koncerter, teater og events – og koordinerer samtidig indsatsen fra mere end 50 frivillige.
Med Frivilligprisen ønsker Rudersdal Kommune at hædre en ekstraordinær frivillig indsats. Borgmester Ann Sofie Orht fremhæver, at det er en uvurderlig indsats, som ofte foregår næsten usynligt, men som er afgørende for hele MantziusLives udvikling og drift.

- Mette og Casper er dynamiske duo på Mantzius, der er helt afgørende for at afvikle alle årets koncerter sammen med den store og velfungerende frivilliggruppe, der står i baren, passer kunstnerne, tænder faklerne, sætter stolene op og hygger om gæsterne. Frivillige kræfter som vi kan takke for at styrke vores lokalsamfundet og som giver fællesskab, kultur og oplevelser til glæde for alle, sagde hun
Casper takkede på vejne af hele den store frivilliggruppe.
Stort tillykke til Mette Katborg og Casper Astrup – jeres indsats gør en kæmpe forskel og styrker fællesskabet i Rudersdals frivilligliv.
Ungdomslederprisen til Sander Rygaard fra Lydfest

Tillykke til Sander Rygaard fra Lydfest, der har modtaget dette års Ungdomslederpris! Ungdomslederprisen hædrer en frivillig ungdomsleder, der har ydet en særlig ledelsesmæssig indsats for det organiserede forenings- og kulturliv i Rudersdal Kommune.
Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Christoffer Emil Jexen, takkede Sander for det store engangement gennem de sidste fem år:
- Uden dig havde vi ikke den store flotte lydfest og det stærke hold bag foreningen, sagde han.
Sander har gennem sit store frivillige engagement været drivkraften bag hele ungdomskulturen i Rudersdal og er hovedansvarlig for Lydfest – årets største musikalske begivenhed for unge i kommunen. Festivalen er et stort fællesskabsprojekt, der udelukkende drives af frivillige, og Sander står i spidsen for både planlægning, produktion og koordinering af mere end 50 frivillige.
Sander takkede for prisen på vejne af hele frivilliggruppen.
- Vi løfter fordi vi er en hel lille familie bag foreningen. Jeg kunne ikke stå her uden dem og uden min bedste ven Andreas, der gør alt sammen med mig. Jeg er så glad for at det lykkes at skabe et fællesskab, hvor vi kan være unge sammen uden mobiler og sociale medier. Vi er tættere på fællesskab, end vi tror og jeg er helt enig med en af mine venner i at happyness is only real when shared. Det er stort!, sagde han.
Med prisen anerkendes hans indsats med at skabe et levende, kreativt og inkluderende miljø for unge musikentusiaster i Rudersdal.
Se eller gense videoen med Sander her på facebook.
Kulturpris til Hans Henrik Goth, Vebæk Kulturhus

Vinderen af kulturprisen 2025 er formand for Vedbæk Kulturhus Hans Henrik Goth.
Kulturprisen uddeles af Rudersdal Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg på baggrund af en indstilling fra juryen, Rudersdal Kulturparaply og forslag fra borgerne. Prisen gives som en anerkendelse af den ekstraordinære frivillige indsats, der bidrager til et rigt og alsidigt kulturliv i kommunen.
Hans Henrik Goth, formand for Vedbæk Kulturhus hædres for sin store indsats med at udvikle huset til en levende ramme for mange forskellige aktiviteter og for at engagere en voksende skare af frivillige.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Knud Skadborg, fremhæver Hans Henrik Goth som en dynamisk drivkraft, der med idéer, entusiasme og gåpåmod har skabt et stærkt samarbejde om kulturaktiviteterne i Vedbæk og samtidig beriget hele Rudersdals kulturliv.
- Du har bjergtaget os med din iderigdom og din styrke. Du kan både sætte retning og samle mennesker. Kulturhuset lever med mange slags aktiviteter, der strækker sig fra talks, teater, debatter, musik, debataftner til sundhedsdag og en flot kulturdag. Der er vingefang og flyvehøjde og vi er heldige at have en ildsjæl som dig i kulturlivet i Rudersdal!, sagde han.
Hans Henrik Goth takkede for prisen på vejne af hele holdet.
- Vi er så mange engagerede i Vedbæk Kulturhus og jeg mærker tydeligt, at vi er kommet tættere på hinanden. Vi hilser, når vi mødes. Vi går op i hvem vi bor sammen med. Vedbæk er et godt sted – og det bliver hele tiden bedre.’ sagde han.
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder