Skip to main content

Fire år med Ukrainere

Trine Bjørn sætter smukke ord på hverdagen med Ukrainere i Rudersdal, og vi har fået lov til at bringe artiklen, der rammer lige i hjertet  i en tid hvor krig er blevet hverdag, og vi mere end nogen sinde har brug for medmenneskelighed og  fællesskab på tværs af kommune og frivillige.

Af Trine Bjørn, specialkonsulent i Rudersdal Kommune

I dag markerer vi fire år siden krigen i Ukraine begyndte,

I mit arbejde som konsulent på Ukraine‑indsatsen i Rudersdal Kommune bliver jeg dagligt mindet om, hvor lang tid fire år egentlig er, når man har levet i uvished, savn og omstilling så længe.

Siden 2022 har mere end 52.000 ukrainere fået opholdstilladelse i Danmark, og omkring 44.000 bor fortsat her.

Det betyder, at vi møder dem overalt 🩵💛 i skolen, i dagtilbud, på arbejdspladser, i vores lokalsamfund.

Mennesker, der forsøger at skabe en hverdag i noget, der stadig er præget af krise og utryghed.

Jeg møder ukrainere, der er stærke, modige og stædige mennesker, der holder fast, selv når kræfterne er små. Men fire års belastning sætter spor, og flere rammes af mistrivsel. Det er ikke svaghed. Det er en helt naturlig reaktion på langvarig usikkerhed.

I det arbejde bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi som fagpersoner værner om de værdier, der holder os rolige, empatiske og ordentlige.

Det er netop de værdier, der gør os i stand til at møde mennesker med respekt, også når situationerne er komplekse, og sårbarheden er stor.

Jeg ser kollegaer, lærere, pædagoger, frivillige og samarbejdspartnere i hele kommunen, der hver dag arbejder tæt på mennesker i svære livssituationer. Arbejdet er meningsfuldt. Men det er også krævende, komplekst og følelsesmæssigt tæt.

Derfor betyder vores faglige integritet og menneskelige ro så meget.

Fire år er lang tid at kæmpe.

Det gælder ikke kun for nye borgerne hos os, det gælder også for de fagfolk og frivillige, der står i det med dem.

Så måske er dagen i dag ikke kun en markering af en krig.

Måske er det også en påmindelse til os alle, uanset om vi er ledere, politikere, fagpersoner eller medborgere om, hvor afgørende vores måde at møde mennesker på faktisk er 💚

Med empati.
Med værdighed.
Med menneskelighed.

Mennesker har brug for mennesker.

Det er og bliver fundamentet for mit arbejde som kommune dame.

FireÅrMedUkrainere Nyhed Fuld


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 515