Skip to main content

Sommeraktivitet i Rudersdal for ukrainske børn og unge

Peter og Patrick fra KlatreKlar.dk er ved at rigge et af træerne til. Træerne var på forhånd kigget grundigt efter for visne grene og andet, der kunne være en risiko.

Klatretur i høje træer: ”Kig op – ikke ned”

Af Jan Andersen, Frivilligcenter Rudersdal

I haven bag bostedet Egebæk i Nærum, hvor der bor cirka 100 ukrainske flygtninge, er en lille klynge skov med 20-25 meter høje gamle bøge- og kastanjetræer. En oplagt mulighed for en herlig sommeraktivitet med et klatrearrangement for ukrainske børn og unge i Rudersdal Kommune.

I sidste uge blev det til virkelighed, da to instruktører fra KlatreKlar.dk riggede flere træer til, så cirka 40 deltagere – også flere voksne – fik sig en herlig oplevelse med en klatretur op i de grønne træer.

Sikkerheden var naturligvis i orden, så allerede for et par uger siden var Patrick Timmner og hans makker Peter oppe i træerne for at besigtige dem og fjerne visne grene, som kunne udgøre en fare. Patrick og Peters egne børn har naturligvis også lært at klatre.

Deltagerne blev udstyret med hjelme og seler og fik en nøje instruktion i, hvordan de skulle klatre, mens Patrick og Peter hele tiden holdt øje og stod klar til at gribe ind, hvis nogen kom i nød eller gik i panik.

Burgere og lagkage

Men det skete heldigvis ikke, så alle fik sig en fornøjelig aften på Egebæk, hvor der blev serveret ”madmor” Liselottes herlige burgere, lagkage og is til alle deltagere og tilskuere.

Det var Røde Kors Rudersdal-afdeling, der havde doneret pengene til klatreturen.

”Det er noget, vi har talt om de sidste tre år. Røde Kors har en pulje til aktiviteter for unge ukrainere, så vi fik en donation, som vi er meget glade for. Sidste år var vi på en sansetur, men i år ville vi gerne gennemføre klatreturen,” siger Hanne Kaarsberg, der er aktivitetsleder hos Røde Kors på bostederne for ukrainske flygtninge i Rudersdal.

Siden efteråret er der kommet mange unge ukrainere til Danmark i alderen 18-22 år, fordi udrejseforbuddet i Ukraine for unge mænd blev ophævet. Det er vigtigt, at de kommer i uddannelse, i arbejde og har givende fritidsaktiviteter.

8-årige Lisa var oppe fire gange

Patrick Timmner, der til daglig er projektleder i byggebranchen, men også driver sit firma KlatreKlar.dk med kurser i klatring i træer eller på vægge, har selv været en ivrig klatrer i 15 år.

Han fortæller, at cirka 40 var oppe i træerne ved Egebæk, nogle flere gange. ”Det gik rigtigt godt, og både deltagerne og de frivillige omkring arrangementet var glade. Jeg håber, at det kan inspirere nogle af de unge til måske at melde sig ind i en klatreklub,” siger Patrick Timmner.

”Da vi var ved at pakke grejet kom flere og spurgte, om de måtte komme op igen,” griner Patrick. Han var i øvrigt imponeret over, at så mange af børnene og de unge talte dansk efter at have været i Danmark i få år.

Kun otte-årige Lisa var en af deltagerne, der var oppe flere gange. Fire gange kom hun i selen og klatrede op.

Ikke alle havde dog mod på at tage turen helt op i toppen, men der var også indrettet en ”hyggebane” og et hjørne med hængekøjer, hvor de unge kunne slænge sig før eller efter turen i trækronerne.

Selvom træerne er 20-25 meter høje, blev der rigget til, så man højst kunne klatre 15 meter op.

15 meter op i klipklappere

Peter fra KlatreKlar.dk fortæller, at nogle, når de skal klatre, nærmest går i ”panik” bare de kommer en meter eller to meter over jorden, mens andre når 15 meter til tops og spørger ”er der ikke mere”. ”Man skal kigge op og ikke ned,” som Peter siger.

Én af de få, der nåede helt op på 15 meter var 21-årige Nikita. Og han var kun iført bare tæer i klipklappere. Oppe i toppen røg den ene klipklapper af, så turen ned måtte han tage med en bar fod. Det gav et par knubs undervejs: ”Men pyt. Det er ikke noget. Det var en fin tur. Interessant,” sagde han nede på jorden igen.

14-årige Myroslava har snart været i Danmark i tre år. Hun var en af dem, der var langt oppe i træet. ”Jeg har prøvet at klatre før, men aldrig så højt,” siger hun.

”Jeg var lidt nervøs for det. Men jeg hørte godt efter instruktørerne og så, hvordan de andre gjorde det, og så blev det meget lettere,” siger hun.

”Det var meget sjovt,” siger Myroslava.

Et slogan fra KlatreKlar.dk lyder netop: ”Suget i maven på vej op og udsigten fra toppen af træet gør det hele umagen værd”.

Ukrainke KlatreKlar 25

De ukrainske piger var nogle af de mest ivrige til at tage turen mod toppen.

Ukrainke KlatreKlar 36

21-årige Nikita tog helt til tops på 15 meter kun iført bare fødder i klipklappere. Han fik et par skrammer på vejen ned, men pyt, det var spændende.

Ukrainke KlatreKlar 34

14-årige Myroslava (til højre) på vej mod toppen med en veninde.

Ukrainke KlatreKlar 35

Myroslava nede på jorden igen: "Det var meget sjovt. Jeg har klatret før, men aldrig så højt".

 


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 63