Samspil om det gode seniorliv
Hvordan skaber vi et godt seniorliv – sammen? Det spørgsmål samlede både fagfolk, frivillige og foreningsfolk til eftermiddagens debat på frivilligkonferencen.
Marie-Louise Gotholdt, national chef i Røde Kors, lagde ud med at præsentere fire nye principper for samarbejde, som netop er lanceret i Ældreministeriets partnerskab ”Det gode ældreliv”:
- Kom hinanden i møde med tillid og respekt for forskellige roller
- Gør borgere til deltagere – og skab løsninger, der afspejler forskellighed
- Vær modig og tydelig om roller og ansvar
- Insistér på samspil – og tænk systematisk
Hun mindede om, at ældreloven bygger på selvbestemmelse, tillid og tæt samspil mellem kommune, medarbejdere, pårørende og civilsamfund.
”Det gode ældreliv skaber vi sammen, og som noget helt nyt så SKAL kommunerne faktisk samarbejde med civilsamfundet” sagde hun og delte erfaringer fra Røde Kors’ arbejde, hvor det ofte lykkes at skabe nye fællesskaber – men også hvor grænser og ansvar kan være svære at afstemme.
Herefter fulgte en række lokale eksempler på samspil i Rudersdal:
- Aktivitetshusene i Rudersdal fortalte, hvordan samarbejdet med frivillige styrker fællesskabet omkring seniorerne.
- Busture for beboere på plejecentrene, hvor Ældresagen og Birkerødpark Plejecenter samarbejder, viste hvordan små initiativer kan skabe stor livsglæde.
- Vågetjenesten i Røde Kors og Hegnsgaarden Rehabilitering delte erfaringer fra samarbejdet om, at ingen skal dø alene.
- Og endelig fortalte DGI Nordsjælland, Aktive Birkerød Seniorer og Rudersdal Kommune, hvordan genoptræning kan blive til træningsfællesskaber, hvor seniorer får både styrke og nye relationer.
Debatten viste, at Rudersdal allerede rummer mange gode eksempler på de fire principper i praksis – og at der er mod på endnu mere samarbejde om det gode seniorliv.
Se slides fra Marie Louise Gotholdt HER
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder




